SDU-forskere kan fjerne pesticider fra drikkevand

Lad os starte med at slå fast: Intet drikkevand er helt rent, og det giver ingen mening at stræbe efter helt rent drikkevand. Det vand, vi i Danmark tapper fra hanen, og i andre lande købes i supermarkedet, har altid indeholdt og vil altid indeholde et mylder af metaller, kemiske stoffer og ofte også organismer i en eller anden form.

Det vigtige er, at det er i en form og et omfang, som er uskadeligt for os. Den store udfordring er altså ikke at holde drikkevandet fuldstændigt rent, men at holde det ufarligt og uskadeligt.

Det siger sig selv, at døde rotter, rådne blade, industriaffald og giftstoffer ikke hører hjemme i drikkevandet. De færreste ønsker heller ikke pesticidrester, hormonrester eller rester fra andre kemiske stoffer, men de kan ofte påvises i vandet. Og så går diskussionen, om det er farlige eller ubetydeligt små koncentrationer.

Fokus på mikroforurening

- Vi bliver bedre og bedre til at finde mindre og mindre koncentrationer af kemiske stoffer i vand. Der er faktisk en del rester fra fx medicin, pesticider, kosmetik og sæbe. Koncentrationerne er meget små, det kaldes mikroforurening, forklarer postdoc James McPherson fra Institut for Kemi, Fysik og Farmaci og uddyber:

- De udgør måske ikke nogen direkte, umiddelbar trussel, men vi kan ikke vide, hvad langtidseffekten af at være eksponeret for dem, er. Derfor interesserer det mig at udvikle metoder til at fjerne mikroforurening fra drikkevand.

James McPherson er kemiker på SDU, og han har sammen med bl.a. professor Christine McKenzie, ligeledes SDU, udviklet en ny metode til at rense vand for mikroforurening, som er beskrevet i det videnskabelige tidsskriftJournal of the American Chemical Society. 

Klor kan ikke klare det hele

Traditionelt renses meget drikkevand med klor. Klor-desinficeringen har til formål at dræbe alle mikroorganismer i vandet, så det ikke længere kan overføre sygdomme. Og det fungerer ekstremt effektivt.

- Men klor er ikke designet til at løse mikroforureningsproblemet, forklarer McPherson.

Ideen bag forskernes nye teknik er lige så simpel som den er kompleks: Langt størstedelen af mikroforurening er kulstofbaseret. Så i princippet gælder det ”bare” om at slå alle kulstofmolekyler i vandet ud.

- Desværre er det ofte sådan, at det kræver flere ressourcer og skaber mere forurening at slå kulstofmolekylerne i vand i stykker, så man ender altså med et dårligere resultat, end før man begyndte – i hvert fald rent ressourcemæssigt, forklarer James McPherson.

Fra gift til uskadeligt køkkensalt

Ikke desto mindre er det en vej, som både McPherson og mange andre forskere forfølger. For hvis/når det engang lykkes at finde en effektiv kulstofdræber, ligger vejen åben for en simpel og billig vandrensning.

Forskerholdets nye metode er på forsiden af det videnskabelige tidsskrift, hvori den er offentliggjort, og den beskrives som ”elegant”. Måske kan lige netop denne metode komme til at danne grundlag for nye vandrensningsteknikker en dag.

- Vi begynder ligesom traditionel vandrensning med klor. Vi lader kloren dræbe mikroorganismerne, men så går vi et skridt videre og lader kloren – som jo allerede findes i vandet – være motor for de kemiske processer, der med hjælp fra jern skal angribe kulstofmolekylerne, forklarer McPherson om forskernes nye metode, som altså på denne måde adskiller sig fra andre.

I takt med at kulstofmolekylerne omdannes til co2 – som nok er en udskældt gasart, når vi taler om global opvarmning, men som på dette niveau må betegnes som en ufarlig gasart - omdannes kloren til præcis samme slags salt, som vi bruger til madlavning. Der er altså ingen giftige eller farlige biprodukter, og det involverer ingen kostbare ingredienser. Efter behandling kan vandet betegnes som danskvand (fordi co2 skaber bobler i vandet)

McPherson m.fl. har testet teknikken på en sneglegift, der indeholder stoffet metaldehyd. Det er forbudt i Danmark og en række andre lande, fordi det er meget længe om at forsvinde fra naturen, halveringstiden er 17 år.

- Det tog os cirka en uge at nedbryde tre-fjerdedele af stoffet, fortæller McPherson.

Det er betragteligt hurtigere nedbrydning af stoffet. Men det er ikke det samme, som at forskerholdets teknik bliver at finde i rensningsanlæg og vandværker lige med det samme.

Lang vej til rensningsanlægget

- For det første er det molekyle, som vi har lavet til at angribe kulstofmolekylerne, ikke let at lave. For det andet er det ikke let at genbruge. Og for det tredje er det ikke sådan lige at opskalere et laboratorieresultat til anvendelse i rensningsanlæg. Det er jo enorme mængder vand, der skal arbejdes med, siger James McPherson.

Han forestiller sig, at de kulstofødelæggende molekyler kan sidde på et fast anlæg, som vandet løber hen over eller måske i et filter, som vandet løber igennem.

Hvorom alting er; hvis det en dag lykkes, vil vi altså kunne fjerne rester af pesticider, hormoner, medicin og andre kemikalier fra drikkevandet og stå tilbage med kokkesalt og co2 som eneste biprodukter.