Aller opkøber SDU-startup
Analysevirksomheden MediaCatch, der er startet af tre forskere fra Syddansk Universitet, er blevet købt af mediekoncernen Aller. Virksomheden fortsætter, men får flere muskler at spille med.
Markedsføringen af en amerikansk energidrik, dækningen af et dansk folketingsvalg, og et oversættelsesværktøj fra grønlandsk til dansk.
Det er noget af det, virksomheden MediaCatch har analyseret eller skabt ved hjælp af kunstig intelligens.
Iværksætterne bag har været frontløbere i forhold til at bruge kunstig intelligens til at analysere og overvåge indhold i en lang række medier. Det er derfor, en del af Allerkoncernen - Ahead Group - nu køber MediaCatch.
- MediaCatchs banebrydende AI-løsninger gør det muligt for os at levere præcise, datadrevne indsigter, der kan transformere vores kunders marketingstrategier," siger Christopher Aller, direktør Aller A/S, i koncernens pressemeddelelse.
Virksomheden skal vokse sig større
Opkøbet betyder, at MediaCatch kan tappe ind i det store netværk og de store kunder, som er i Allerkoncernen, forklarer CEO Lars Damgaard Nielsen.
- Nu skal MediaCatch vokse sig større. Vi skal have flere store internationale kunder og fortsætte med at tilpasse vores services til dem. Nu bare med flere muskler, siger han.
Virksomheden havde i begyndelsen fokus på mediemonitorering, men har i dag udviklet sig til et AI-bureau specialiseret i avanceret medieanalyse og skræddersyede løsninger til førende brands.
Ved hjælp af kunstig intelligens kan MediaCatch blandt andet spotte ansigter, forstå tale, logoer og omtaler på tv-kanaler, radiostationer, YouTube, TikTok, i podcasts og så videre.
En analyse af dataen viser, hvilken effekt en virksomheds markedsføring har på potentielle kunder.
”Vi har taget vores faglige tilgang med fra universitetet. Vi anvender data og sikrer os, at vi rammer et højt niveau. Vi holder fat i værdier om at være ordentlige og redelige. Det ser ud til at virke, for vi har arbejdet for mange brands, som kommer igen.
Forskning er en del af virksomhedens DNA
Lars Damgaard Nielsen fortæller, at det er en oplevelse at bevæge sig fra forskningens verden til erhvervslivet.
Der er ikke langt fra tanke til handling. Til gengæld mener han, at virksomhedens rod i forskningen har givet produkterne tyngde og skabt værdi.
- Vi har taget vores faglige tilgang med fra universitetet. Vi anvender data og sikrer os, at vi rammer et højt niveau. Vi holder fat i værdier om at være ordentlige og redelige. Det ser ud til at virke, for vi har arbejdet for mange brands, som kommer igen, siger han.
Da MediaCatch blev stiftet i 2019, sagde SDU’s rektor Jens Ringsmose, at det altid er en fornøjelse, når forskning skaber innovation, vækst og arbejdspladser til gavn for samfundet.
Med opkøbet får virksomheden chancen for at bidrage til netop det på den helt store klinge.
Facts om MediaCatch
- MediaCatch er baseret på forskning fra Center for Journalistik samt Mærsk McKinney Møller Instituttet på Syddansk Universitet.
- Virksomheden blev stiftet i 2019 blandt andet med hjælp fra SDU’s datterselskab Science Ventures Denmark.
- Et af dets første projekter var sammen med TV2 Fyn, der ønskede en mere lige fordelt og divers valgdækning under kommunalvalget.
- Forskerne Lars Damgaard Nielsen, Filip Wallberg og Anders Glent Buch var med til at starte MediaCatch sammen med Cæcilie Bach Kjærulf. Filip Wallberg stoppede i selskabet i foråret 2023.
- Aktiemajoriteten i MediaCatch blev opkøbt af Allerkoncernens Ahead Group i november 2024.
- Læs mere om MediaCatch.