3. akt. Ofre til den onde gud
Landskabet rejser sig, bjergtinder tårner sig monstrøst som mytiske prøvelser. Helte- og skurkebilleder tegner sig. Det er rytternes kamp mellem det ydre og indre. Mellem krop og ånd. Det er 3. akt: Konfliktoptrapningen.
"Det er det ondes gud, man skal ofre til."
Sådan beskriver den franske strukturalist Roland Barthes et af bjergene i Tour de France, nemlig Mont Ventoux, i sit essay ’Tour de France – cykelløbet som epos’ i ’Mytologier’ fra 1957.
”Som en sand molok og en cykelrytters despot giver han aldrig indrømmelser til de svage, men opkræver uretfærdige afgifter i form af lidelser’”, skriver han.
For ifølge Barthes er bjerget Mont Ventoux frygtindgydende, et fordømt terræn. Et sted, hvor helten sættes på prøve, en form for ”ophøjet helvede”, hvor cykelrytteren ”skal afgøre sin frelses sande karakter”.
Danske Tour-helte:
'I Skyggen af Ørnen'
”Dramaet ligger i, at ånden vil mere end kroppen kan.
Bjergene i Tour de France symboliserer netop den modstand, som ethvert velfortalt drama skal indeholde, fortæller medieforsker på SDU Bo Kampmann Walther.
- Det franske landskab bliver ophøjet til djævelske mekanismer, som giver fremdrift og spænding til plottet, siger han.
- Det handler om, at helten skal udholde så meget smerte og lidelse for endeligt at overkomme det til sidst.
Helte, skurke og djævelske bjerge
Der er særligt to former for modstand, som dramaet i Tour de France altid har bestået af, nemlig de monstrøse bjerge og en helte-/skurke-symbolik.
Mens vi forrest på scenen bevidner rytterens lidelser op ad bjerget i kampen mod målet, ser vi i periferien en underskov af skænderier, trækasserier og konspirationer udspille sig, fortæller Bo Kampmann Walther.
Hvem fra det andet hold er monsteret? Hvem skal ned med nakken? Hvilke rivaliseringer er udpeget på forhånd, og hvilke viser sig undervejs i løbet? Hvem har ret til at være løbskonge, hvem vil bare fastholde sin magt, og hvem står på spring til at overtage tronen? Hvem er hjælper, hvem er modstander? Hvem er helt, hvem er skurk?
Hierarki på cykelholdet:
Sportsdirektør: han sidder aldrig selv på sadlen, men lægger i samråd med holdkaptajnen taktikker og planer for, hvordan de øvrige ryttere skal køre.
Holdkaptajn: ham, der skal køres frem til sejr. Han dirigerer løbende med de øvrige ryttere.
Løjtnant: en form for holdkaptajnens højre hånd. Han er den vigtigste hjælperytter. Han er den rytter, der hjælper på de mest vanskelige passager i løbet og har ansvar for at videreformidle kaptajnens taktik og ønsker til de øvrige hjælperyttere.
Hjælperytter: disse udgør resten af holdet og har forskellige opgaver undervejs, der alle har til hensigt at køre holdkaptajnen frem til sejr.
Sprinter: på de flade etaper er han hovedpersonen. Den næsthurtigste rytter hjælper ham frem til feltet, hvorefter sprinteren gerne skal køre sejren i hus.
På den måde er Tour de France ifølge Bo Kampmann Walther et meget rigt drama, der trækker tråde til både Shakespeares dramaer og Holbergs satire.
- Tour de France spejler som i et Shakespeare-drama en samfundsorden, hvor man følger de to aristokrater, der slås om herredømmet, men hvor man, som i en Holberg-satire, får indblik i alt det, der foregår bag kulissen.
Eneren overfor massen
Støtte-scenografien i Tour de France er organiseret efter heltens gøren og laden.
Det er en orden, der trækker på en historisk militær metaforik med løjtnanter og vandbærere. Vandbæreren, der bærer vand frem til dem, der står ved fronten i fint tøj og kæmper.
Det er eneren overfor massen, der kan ofres. Det er hjælperytteren på bjerget, der skal køre cykelkongen frem til spurten.
”Han dykker, han krydser, han flyver og han klæber, det er hans forbindelse med jorden, som definerer ham
- I Tour de France kommer der op ad bjerget 20 hjælperyttere, som kører sig selv i smadder for så at køre fra og give plads til den næste. Som en flok lemminger, der giver scenen videre til den store fægtemester, forklarer Bo Kampmann Walther.
- Bag om dette tydeligt hierarkiserede narrativ er en form for Holbergs satire, hvor man får indblik i balladen om et holds måde at køre på for eksempel, om midlerne til at nå målet, og om hvem der vinder løbet – her underforstået, hvad det er for en ideologi, der kører først over stregen. Ligesom dengang, Holberg udstillede det politiske borgerskab på scenen.
Dette indblik bag kulisserne er en vigtig del af dramaet, understreger Bo Kampmann Walther. For her ser vi skrøbeligheden.
- Det er først, når skrøbeligheden viser sig, at det bliver autentisk og troværdigt, og at man som rytter kan blive en form for Holbergs konge, der er til at forstå og spejle sig i.
Kampen mellem krop og ånd
Cykelløbets nerve og plot ligger i, at rytteren skal nå hen til et mål. Det er helten midt i lidelsen.
Det er den ydre kamp mod bjergene og den indre kamp hos rytteren, der hviler på ideen om, at det er ånden, der fører rytteren op ad bjerget, forklarer Bo Kampmann Walther.
Kan rytteren forløse sig selv og vinder han tilmed løbet?
Roland Barthes beskrev ligeledes, hvordan rytterne ikke blot kæmper mod stridigheder i naturen, de kæmper også med eksistensen og med følelserne. Derfor er etaperne ikke bare lange eller hårde, de er klæbrige, stridbare, glohede, tornede.
”Det er overherredømme. Det er, her kommer jeg. Det er albuer. Det er snyd. Det er bedrag.
På samme måde gengives rytteren ikke blot i løb, han gengives opslugt i en tilstand:
”Han dykker, han krydser, han flyver og han klæber, det er hans forbindelse med jorden, som definerer ham”, skriver Roland Barthes.
- Den nærmest metafysiske retorik og poetik omkring Tour de France gør, at løbet nærmest løfter sig til sådan nogle platoniske idealer om det skønne, det gode og det sande. Det bliver ren ånd. Men der er også en krop, der skal flytte sig, og dramaet ligger i, at ånden vil mere end kroppen kan, siger Bo Kampmann Walther.
Det er ikke Jesus med knæbeskytter
Og derfor ligger fristelserne på lur. For ingen rytter når til målet på ren æter og guddommelig energi, understreger Bo Kampmann Walther.
Til alle tider har ryttere i Tour de France indtaget præstationsfremmende midler. Absint, kokain, høfebermedicin, amfetamin, epo. Alverdens dopingmedicin.
”Helten skal udholde smerte og lidelse for til sidst at træde ud over det i en troværdig forstand.
For sportens udvikling er også hjælpemidlernes udvikling. Det er ikke kun, hvordan en krank ser ud, aerodynamik, den bedste letvægtscykel og sadlens kurvatur, det er også udviklingen af farmaceutika og den mest effektive og ikke sporbare bloddoping, siger han.
- Når det er ekstremsport, kommer der er en konkurrencesituation, som ikke er Jesus med knæbeskytter. Det er overherredømme. Det er, her kommer jeg. Det er albuer. Det er snyd. Det er bedrag.
For der er kun én mand, der vinder løbet. Kun én Odysseus, der vender hjem til Ithaka.
Læs mere om, hvordan rytterne i kampen mod bjergene udforsker de jordiske grænser i 4. akt af Ny Videns Tour de France-føljeton, ”Gudernes hvisken”.
Mød forskeren
Bo Kampmann Walther er lektor ved Institut for Kulturvidenskaber og forsker bl.a. i de litterære og filosofiske aspekter af medier.