Skip to main content
DA / EN

Nyt fag gør studerende karriereklar

SDU har som de første i Danmark gjort karriereplanlægning til et fag på flere uddannelser. Initiativet har været en succes

Af Kathrine Højte Lynggaard, kaly@sdu.dk, 11.02. 2016

Siden efteråret 2014 har det været muligt for studerende på fem forskellige kandidatuddannelser at modtage undervisning i, hvordan man skaber sig en karriere.

Initiativet er en del af universitetets overordnede målsætning om at klæde de studerende på til arbejdsmarkedet. Og initiativet er blevet taget godt imod af både studerende, uddannelsesansvarlige og de virksomheder, der har sagt ja til at arbejde sammen med de studerende.

- De studerende giver udtryk for, at de er blevet bedre klædt på til at søge job. De uddannelsesansvarlige mener, at uddannelserne er blevet løftet, og virksomhederne fortæller, at samarbejdet har skabt værdi for dem, siger karrierevejleder og underviser i faget Kim B. Hansen.

Fag knytter bånd til virkeligheden

Faget kaldes Career Management Skills og har mellem tre og syv undervisningsgange a tre timers varighed. I undervisningen får de studerende en række opgaver og øvelser, som de skal ud og teste i forskellige virksomheder.

- Målet er, at gøre de studerende mere bevidste om de kompetencer, de har tilegnet sig gennem uddannelsen og samtidig give dem et indblik i, hvordan de skaber konkret værdi for de virksomheder, de samarbejder med, fortæller Kim B. Hansen.

Line Krogh-Nielsen er cand. merc. studerende og har fulgt faget. Hun fortæller:

- Jeg har både fået en god forståelse for, hvad arbejdsmarkedet søger i os som nyuddannede, og en viden om, hvordan vi kan italesætte de kompetencer, vi har, og hvad vi kan bidrage med på arbejdsmarkedet.

Karriere som fag hjælper studerende. Foto: Michael Yde Katballe

SDU inspirerer andre universiteter

Initiativet har også skabt interesse uden for SDU.

- Vi har haft besøg af stort set alle andre universiteter i Danmark. De har ønsket at høre, hvordan vi er lykkes med det her, fordi det er noget, de overvejer at implementere på deres uddannelser, siger Kim B. Hansen.

Faget har været et tilbud på uddannelserne medievidenskab, cand. merc., biologi, fysioterapi og ingeniør i PDI. Planen er, at faget skal udbydes på endnu flere uddannelser, og til det har SDU Erhverv netop ansat tre nye karrierevejledere. Og faget er anbefalelsesværdigt, hvis man spørger Line Krogh-Nielsen:

- Jeg kunne godt selv have brugt det allerede på bacheloruddannelsen, så jeg tidligere var blevet afklaret i forhold til mine karriereønsker, siger hun.

Læs cand.merc.

Candmerc

Se videoen om karriereplanlægning
Foto: Michael Yde Katballe

Afspil på YouTube

Redaktionen afsluttet: 10.02.2016