Skip to main content
DA / EN
Nye aktiviteter

SDU satser på livslang læring i Trekantområdet

Med SDUx Vejle vil Syddansk Universitet, Vejle Kommune og DANDY Business Park udvikle et laboratorium for livslang læring, der kan levere forskningsbaseret efter- og videreuddannelse og sikre stærk sammenhængskraft mellem universitetet og arbejdsmarkedet.

For lidt over et år siden gav Syddansk Universitet, Vejle Kommune og DANDY Business Park hinanden hånd på et samarbejde om at etablere SDU Vejle – et uddannelses- og forskningsmiljø inden for it-, sundhed- og ingeniør-området i tæt samarbejde med erhvervslivet.

Siden har tingene udviklet sig - og mens vi venter på Uddannelses- og Forskningsministeriets kortlægning af behovet for it- og ingeniøruddannelser i Trekantområdet - er det tætte og ambitiøse samarbejde fortsat ufortrødent.

Det står nemlig klart, at der – udover mangel på it-specialister og ingeniører - også er stort behov for mere erhvervsrettet, forskningsbaseret efter- og videreuddannelse i Trekantområdet.

Nyt laboratorium for livslang læring

Med SDUx Vejle iværksætter Syddansk Universitet, Vejle Kommune og DANDY Business Park en række aktiviteter med fokus på at afdække og imødekomme konkrete behov, der kan skabe stærk sammenhængskraft mellem universitet og arbejdsmarked hen over et langt arbejdsliv.

- X’et i SDUx understreger vores ambition om at udvikle og eksperimentere med nye uddannelsesformater inden for livslang læring. Med et netværk på mere end 1000 forskellige virksomheder er der i DANDY Business Park i Vejle et kæmpe potentiale for at opbygge et fælles agilt laboratorium for livslang læring, siger prorektor Helle Waagepetersen om initiativet.

De nye aktiviteter tager selvfølgelig afsæt i den allernyeste forskning bredt fra Syddansk Universitets fagligheder og den stærke tradition for tværfaglige samarbejder mellem sundhedsvidenskab, naturvidenskab, humaniora, samfundsvidenskab og de tekniske videnskaber.

I tæt samarbejde med virksomheder

I SDUx Vejle arbejdes der på at udvikle alt fra tretimers kurser og enkeltmoduler til længere uddannelsesforløb i fleksible formater, med et mål om at bidrage både til den enkeltes livslange læring og virksomhedernes samlede innovationskraft, vækst og produktivitet.

- Det er vigtigt at samarbejde tæt med virksomhederne, så formaterne bliver tilpasset deres behov, ligesom aktiv inddragelse af virksomhederne og andre relevante aktører i selve undervisningen er en vigtig parameter, siger Jørgen Andersen, direktør i Dandy Business Park.

I disse uger holdes dialog-møder med virksomheder og institutioner i området for at afdække deres behov for kompetenceudvikling med henblik på at skabe målrettede forløb i forpligtende partnerskaber

Med digitalisering som omdrejningspunkt fokuseres der til en start på den grønne omstilling, fremtidens fødevarer og digitalisering i sundhedssektoren.

Redaktionen afsluttet: 09.03.2023