Skip to main content
DA / EN

Ligestilling

SPEAR-projektet er afsluttet

Det 4-årige EU-finansierede projekt SPEAR, der med SDU’s GET-team i spidsen har udviklet og implementeret ligestillingshandlingsplaner på ni europæiske universiteter, er afsluttet med gode resultater og erfaringer.

Ni universiteter fra syv europæiske lande har i de seneste år været med til at give en masse vind i sejlene til arbejdet med inklusion og ligestilling i universitetssektoren. Det er sket igennem det EU-finansierede SPEAR-projekt, som blev koordineret og ledt af SDU’s Gender Equality Team.

- Vi har haft et exceptionelt godt konsortium, som har samarbejdet godt og gjort hinanden gode i projektet. Et tydeligt resultat af indsatsen er, at der er blevet bygget nationale netværk med fokus på diversitet og ligestilling i den akademiske verden i lande som Bulgarien, Kroatien og Litauen, siger Eva Sophia Myers, executive coordinator for SPEAR.

Ligestilling og inklusion forankres strategisk på universiteterne

Det store tema i SPEAR har været, hvordan har det været muligt at få projektet til at blive bæredygtigt og forankret stærkt hos de lokale partnere og i råd og udvalg på universiteterne, så det strukturelt og strategisk indarbejdes i hverdagen og ikke kun eksisterer på et papir.

- Der er også lavet Gender Equality Plans(GEP’s) for første gang i flere af landene. Det betyder, universiteterne dedikerer sig til arbejdet med ligestilling fremover og strategisk forpligter sig til at få det udbredt til hele organisationen, forklarer Eva Sophia Myers.

SDU fik udarbejdet sin GEP i 2021 (LINK)

SPEAR fastholder SDU’s status

De nye forbindelser og erfaringer er ifølge Eva Sophia Myers med til at fastholde SDU i en førerposition hvad angår ekspertise og status internationalt set på området.

- Vi lykkedes med ikke at dele det gamle Vesteuropa og Østeuropa op i to dele ud med den vestlige del som eksperter inden for emner vedrørende ligestilling og diversitet. Derfor er alle partnerne blevet inkluderet i hele processen, og faktisk er mange af de mest kreative løsninger og nye mulige veje ind i ligestillingsarbejdet kommet fra parterne fra de tidligere socialistiske lande – dem der i EU kaldes ’widening’ countries.

Ole Skøtt, der er formand for SDU’s centrale ligestillingsudvalg og dekan for det Sundhedsvidenskabelige Fakultet er glad for GETs arbejde og deres medvirken i det store projekt.

- Jeg er glad for, at GET-teamet er lykkes med at viderebringe deres store viden og indsats på området igennem SPEAR-projektet. GET har igennem lang tid bidraget til den vigtige dagsorden om ligestilling, diversitet og inklusion, og har placeret sig som en førende gruppe både nationalt og internationalt, hvilket vi værdsætter meget højt på SDU.

Fortsætter dialogen

Projektet blev afsluttet med en stor velbesøgt konference for interessenter fra hele Europa, heriblandt 25 søsterprojekter (link: https://gender-spear.eu/final-conference). Derudover har SPEAR formuleret policy-anbefalinger stilet til det EU-politikere, politiske rådgivere og institutioner, universitetsnetværk og sammenslutninger, der beskæftiger sig med forskning, uddannelse, og innovation. Dette udgør SPEAR’s sidste store leverance og kan findes her (link: https://gender-spear.eu/blog/post/61/spear-s-cycle-of-policy-reflections)

Projektpartnerne har besluttet sig for at mødes to gange årligt fremover for at sikre, at de gode indsatser og samarbejdet fortsætter og for at finde nye muligheder for at samarbejde tæt.

FAKTA:

De deltagende universiteter er:
Syddansk Universitet (Koordinator), Uppsala Universitet (Sverige), RWTH Aachen University (Tyskland), Joanneum Research Forschungsgesellschaft mbH (Østrig), Plovdiv Universitet (Bulgarien), International Business School (Bulgarien), Vilnius Universitet (Litauen) Vytautas Magnus Universitet (Litauen), NOVA Universitet Lissabon (Portugal), Rijeka Universitet (Kroatien)

Projektet var et H2020 projekt under SWAFS-programmet, med projektnummer 824544 og løb i 4 år og 4 måneder. Bevillingen var samlet på 2.997.000 €.
Redaktionen afsluttet: 22.06.2023