Ida Kvetny: Kunstneren bag dimittendplakaten 2021
Billedkunstneren Ida Kvetny står med værket "RAFT" bag årets dimittendplakat. Værkets budskab handler både om tværfaglighed, drømme og faktuel viden.
I Classensgade i København holder Ida Kvetny til. Det er her blandt mere eller mindre færdige kunstværker og malerpletter på gulvet den nationalt såvel som internationalt anerkendte billedkunstner har lagt penselstrøg værket ”RAFT”.
”RAFT” er SDU’s dimittendplakat 2021, og som titlen indikerer, spiller en tømmerflåde en hovedrolle i budskabet til årgangens dimittender.
For mange studerende er overgangen til nyuddannet en milepæl i livet og kan på mange måder give følelser af at bevæge sig ud på dybt vand. For Ida Kvetny er tømmerflåden netop symbolet på den rejse mod det ukendte, som dimittenderne skal ud på.
- Som dimittend på vej ud i verden ses tømmerflåden som et stærkt symbol på den indre som ydre rejse, der venter. Det ukendte. En magenta-mission ud i et episk, oceanisk eventyr over et oprørsk, skiftende hav. At bygge sit eget “hands on"-fundament i form af en tømmerflåde, som skal være for livet, fortæller kunstneren.
Ifølge Ida Kvetny består værket af en masse strømninger, som tilsammen skaber helheden. Det inviterer beskueren med på en opdagelsesrejse i værkets detaljer, hvor den ene tanke fører den næste med sig, indtil detaljerne viser sig i en større helhed og mening.
- På rejsen bliver farverne klare og kontrastfyldte, og fra flåden ses silhuetten af SDU-træet stående tilbage i havet, alt imens flåden driver væk fra de trygge, velkendte rammer. Dimittenderne på flåden må arbejde tværfagligt sammen for at klare havets uforudsigelighed. De må drømme og bruge underbevidstheden som åre og faktuel viden som ror.
Anerkendt billedkunstner
Ida Kvetny (f. 1980) bor i København. Hun har en bachelorgrad fra Edinburgh College of Art og en kandidatgrad fra Central Saint Martin's College of Art and Design i London.
Kvetny har udstillet sin kunst både nationalt og internationalt. Herhjemme har hun blandt andet udstillet på Brandts, ARKEN, Charlottenborg og Trapholt, og i udlandet har hun udstillet i Korea, England og USA.
Kunstplakaten har været udgivet de sidste tre år. I 2019 skabte Morten Schelde værket bag plakaten, og året efter var det Tal R, som formgav motiv og værk bag dimittendplakaten.
Kunstplakaten bliver foræret til SDU’s dimittenderne og er en gave fra Alumnet, som er SDU’s officielle alumnenetværk. Den skal give dimittenderne et fysisk minde om deres tid på SDU. Plakaten til dimittenderne skal også være en påmindelse om, at de stadig kan holde kontakten med universitetet, selv om de ikke længere er studerende.