Skip to main content
DA / EN

Bevilling

6.7 millioner fra VELUX FONDEN til projekt om Bio-maskinernes æstetik og spørgsmålet om liv

Hvad det vil sige at være i live? Vi er i dag omgivet af virtuelle assistenter, selvlærende computersystemer, adaptive robotter og andre digitale teknologier, der udviser en form for liv og som vi lever tæt sammen med. De nye digitale teknologier rejser spørgsmålet om, hvem og hvad der er levende, og hvordan vi mennesker lever sammen med teknologierne.

Af Caroline Zoffmann Jessen, , 28-06-2023

Professor Kathrin Maurer fra Institut for Sprog, Kultur, Historie og Kommunikation ved Syddansk Universitet og lektor Kristin Veel fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet har modtaget en bevilling fra Velux Fonden.

Mens fysikere, ingeniører og biologer taler om ”liv 3.0” i forbindelse med selvlærende kunstig intelligens, vil forskerne bag projektet ”Bio-Maskinernes Æstetik og Spørgsmålet om Liv” begrebsliggøre digitale teknologier, der simulerer liv og undersøge området via en humanistisk og æstetisk vinkel.

Forskerne argumenterer for, at de kvaliteter, der gør, at ”liv 3.0” ligner biologisk liv, bør forstås ved at undersøge den måde, de imiterer biologisk livs evne til at sanse omverdenen. I projektet undersøges disse ”livsformer” fra en æstetisk vinkel med fokus på teknologiernes evne til at sanse verden og den måde, som de fremstilles på i litteratur, film og anden kunst.

Projektets fokus ligger i krydsfeltet mellem mennesker og maskiner, og i projektet undersøges de afhængigheder og symbioser, som findes i det at sanse.

Humanistiske perspektiver, som er grundlaget i projektet, er på unik vis i stand til at placere aktuelle teknologiske udviklinger i historisk kontekst og i aktuelle teoretiske debatter. Det giver ny viden om den etiske, kulturelle og samfundsmæssige betydning af biomaskiner for os som mennesker, og ikke mindst nye perspektiver på, hvad der udgør liv.

At undersøge maskinernes status og udforske nye, inklusive og diverse begreber for, hvad det vil sige at være i live, er ikke blot en filosofisk opgave, men også et etisk ansvar.


Mød forskeren

Professor mso Kathrin Maurer er tilknyttet Institut for Sprog, Kultur, Historie og Kommunikation

Se mere

Redaktionen afsluttet: 28.06.2023