Digitale samtaler på SDU
Mens vi andre har travlt med alt vores digitale kommunikation på forskellige platforme, har lektor Anette Grønning fra Medievidenskab skrevet en bog om digitale samtaler. Kom med til boglanceringen.
Hvad laver førende danske politikerer på de unges foretrukne uformelle og flygtige Snapchat? Hvad sker der mellem os mennesker, når e-mail, sms, chat og Snapchat afløser brevet og de helt analoge samtaler? Og hvordan påvirker digital journalistik rutiner og værdier i dansk journalistik?
Det er blandt spørgsmålene, som er til debat, når SDU-lektor Anette Grønning og Aske Kammer, adjunkt fra ITU inviterer til fælles boglancering på SDU 5. februar. Her præsenteres Anette Grønnings Digitale samtaler og Aske Kammers Digital Journalistik og de to forskere holder faglige oplæg om bøgerne. Begge bøger udkommer på forlaget Samfundslitteratur i serien Kort og præcist om medier og kommunikation.
Boglancering begynder 15.15 i bygning 24, level 1, lokale U52. Arrangementet er gratis og tilmelding er ikke nødvendig.