På opdagelse i Danmarks hemmelige atomberedskab

Dybt under jorden ved et vandrerhjem i Odense lever minderne om Den Kolde Krig og angsten for, at atombomben skulle ramme Danmark.

I dag er atombunkeren indrettet som museum, men i 1950’erne blev den bygget i al hemmelighed som kommandocentral.

I et atomsikret O-rum med røde stole til Odenses borgmester, udvalgsformænd, forsyningschefer, civilforsvar og politi skulle byens ledelse samles og sørge for, at byen kunne fungere, selv hvis den blev ramt af en atombombe eller en anden stor krise.

Hemmeligt Nød-Danmark

Nede i bunkeren møder vi postdoc Rosanna Farbøl fra Institut for Historie på SDU. Hun er del af forskningsprojektet Dacide, der bl.a. undersøger, hvordan Den Kolde Krig satte spor på både arkitektur, følelser og politik i Danmark.

Og der er mange spor at undersøge, for bunkeren på Kragsbjergvej i Odense er ikke alene om at minde os om dengang, hvor USA’s og Sovjetunionens atomprøvesprængninger og oprustning spredte atomfrygt i hele verden.

I alt blev der i Danmark etableret ca. 1400 anlæg, der spillede hver deres rolle i det sindrige og detaljerede totalforsvar, som staten opbyggede under Den Kolde Krig. Dertil kommer store dele af velfærdsbyggeriet, der også skød frem i de år. Byplanlægning blev en koldkrigsfront.

- Det fascinerende ved kulturarven efter Den Kolde Krig er, at der i al hemmelighed blev opbygget et gennemforberedt Nød-Danmark. Byudvikling gik i virkelig mange tilfælde hånd i hånd med Civilforsvarets arbejde for at beskytte befolkningen i de her år, siger Rosanna Farbøl og fortæller videre:

- Alt velfærdsbyggeri fra den tid – Vollsmose, Gellerup m.fl. – blev bygget med sikringsrum til alle beboere, skoler blev designet, så de kunne fungere som nødhospitaler eller flygtningelejre og meget tyder på, at Aarhus Svømmestadion blev anlagt med dobbeltfunktion som vandreservoir for Civilforsvaret.

Forestillinger om krig

Hvor grundigt man var forberedt på katastrofen er tydeligt i Odenses atombunker. Kommandocentralens operationsrum domineres fra gulv til loft af et gennemsigtigt kort over Odense.

På kortet er mange af byens skoler markeret som udrykningsstationer – her havde Civilforsvaret sine depoter, og de forskellige tjenester skulle samles ved skolerne i tilfælde af en krisesituation. På bagsiden af det store kort kunne der skrives vigtige kriseoplysninger ind.

Og hvis Odenses borgmester og de øvrige dele af byens ledelse et øjeblik drejede hovederne mod den højre side af O-rummet, kunne de se gennemsnitsberegninger af, hvordan nedfaldet ville sprede sig ud over Fyn, hvis atombomben ramte Odense.

- På det lokale niveau arbejdede man detaljeret med at forestille sig, hvordan byen ville se ud, og hvordan man bedst kunne beskytte befolkningen, hvis bomben var faldet. Elforsyning, vand og varme var afgørende at holde i gang for at forhindre sygdomme og epidemier.

- Man forestillede sig bl.a., at der ville være skadedyr overalt – de er langt mere modstandsdygtige end mennesker – og det var ikke sikkert, at man kunne begrave de døde på grund af nedfaldsrisiko, forklarer Rosanna Farbøl.

At det danske forsvar mod en eventuel atomkrig var så omfattende, har overrasket koldkrigsforskeren i hendes undersøgelse af Civilforsvaret:

- Der blev etableret nødkirkegårde, nødhospitaler, ja selv nødfrimærker. Og alle offentligt ansatte var forpligtede til at hjælpe i tilfælde af en krise; de ville dog først få besked, hvis der blev behov for dem.

- Mange almindelige danskere var indtænkt i Civilforsvarets bedriftsværn og boligværn: en slags ”mini-civilforsvar” i boligblokke og på større virksomheder, hvor medarbejderne blev trænet i førstehjælp og brandslukning.

Atommagt eller ikke atommagt

Og helt modsat de detaljerede danske planer for at beskytte landet og befolkningen står Englands håndtering af Den Kolde Krig, fortæller Rosanna Farbøl, der som en del af projektet har været på forskningsophold ved Liverpool University.

- I England byggede man hemmelige underjordiske beskyttelsesrum til dronningen og landets øvrige ledelse, men ikke nogen til befolkningen; i stedet anbefalede man at dække vinduerne i huset til med bøger i tilfælde af angreb.

- Formentlig vidste man godt – fordi man selv havde atomvåben – at russerne ville give den alt, hvad den kunne trække, hvis de valgte at angribe. Mange havde et klart billede af, at det var håbløst at beskytte sig, hvis krigen kom.

Systemloyal og forberedt

En lignende håbløshed var der ikke mange spor af i den tids vidtforgrenede danske civilforsvar, hvor man var langt mere systemloyal og insisterede på, at det altid nyttede at være bedst muligt forberedt.

- Udgangspunktet for Civilforsvaret i Danmark var, at der altid ville være et Danmark og nogle overlevende, som man kunne redde. Man forberedte sig på mulige angreb, ikke på de værst tænkelige.

- Eksempelvis opererede man typisk med scenarier med bomber i en størrelse som dem, der blev kastet over Hiroshima og Nagasaki i august 1945 (ca. 15-20 kiloton), selvom den teknologiske udvikling havde medført bomber i megatonklassen. Og man forventede – ud fra sine efterretninger – især kemiske og konventionelle våben, eller at atomnedfald ville ramme Danmark fra angreb på andre lande, fortæller Rosanna Farbøl.

Følelsespolitik

Det var dog ikke kun forsvarsanlæg og detaljerede planer for kriseberedskabet, som stat og civilforsvar havde fokus på under Den Kolde Krig. Man arbejde også med at forberede befolkningen på, at danskerne nu levede i en atomalder. Blandt andet via de husstandsomdelte pjecer “Hvis krigen kommer” og “Om at overleve”.

- Myndighederne ville gerne træne befolkningen til at oparbejde nogle vaner og rutiner, så de altid var beredte og lyttede til autoriterne og gjorde, som disse sagde. Man benyttede sig af nogle følelsespolitiske instrumenter i kommunikationen, så man kunne disciplinere befolkningen til at forstå alvoren uden at gå i panik, understreger Rosanna Farbøl.

Og det er særligt på det følelsespolitiske område, at Dacide-projektet gerne vil skabe refleksion over og debat om, hvordan borgere og samfund håndterer trusler og angst – også i dagens Danmark.

- Projektet kan lære os om, hvordan både autoriteter og borgere håndterer trusler og angst. Og de her spørgsmål er langt mere aktuelle i dag, end man bryder sig om at tænke på. Der er stadig 15.000 atomare sprænghoveder i verden, og i Sverige har de genoptrykt deres udgave af ”Hvis krigen kommer”, forklarer Rosanna Farbøl og uddyber:

- Derudover sættes der i dag mange foranstaltninger i gang, som skal beskytte mod terror, der virker nærmest efter samme logik og frygt som atomtruslen. Og her er det vigtigt at tage stilling til – og lære af historien – hvordan vi reagerer, når vi beskytter os; både konkret med terrorblokader og sikkerhedstjek, men også politisk, når PET eksempelvis får lov at aflytte, selvom det er at gå på kompromis med frihedsrettighederne.

Rigtige svar: B, A, A, B.