Et mindeord mere for Hans Frede Nielsen

Det er med stor sorg, vi har erfaret, at Hans Frede Nielsen er gået bort.

Hans Frede var en aktiv, engagerende og meget vidende underviser. Vi oplevede ham som fonetik-underviser, hvor han uden at fortrække en mine bad os føle vores glottis, og han kunne få et helt lokale til at sidde og lave underlige lyde, både talelyd (ental!) og så alle de andre lyde, som mennesker kan lave.

En helt særlig underviser

I andre fag f.eks. om historisk lingvistik med udspring i hans bog The early runic language of Scandinavia (2000), kunne Hans Frede noget helt særligt som underviser – at give 2. årsstuderende en fornemmelse af, at de havde noget vigtigt at byde ind med, og endda af og til nogle gode ideer, man kunne undersøge nærmere. 

Senere som kolleger oplevede vi, at Hans Frede fortsat var engageret og med en oprigtig interesse for, hvad ”vi unge” nu gik og lavede – både forsknings- og undervisningsmæssigt.

Hjælp fra "Kundskabens Træ"

Mange tilfældige møder på gangene er endt med en kop kaffe, og så kunne vi jo samtidig lige plukke lidt fra "Kundskabens Træ". Hans Fredes encyklopædiske viden om det engelske sprogs historie er ofte kommet os til gode som unge undervisere, når vores studerende spurgte os om noget, vi ikke lige kunne svare på; fra analytiske passiver, hvorfor 3. person ental præsens indikativ dog endte som -s og ikke som -t, eller progressiver eller keltiske lån, osv., osv.

Af og til måtte han minde os om, at sproglige forandringer kunne ske meget hurtigt, f.eks. på bare 300 år(!), og Hans Fredes sindige ”Nu ikke så hastigt…!” vil vi savne.

Vikinger virker altid

Det er sigende for Hans Fredes indsigt i unge mennesker, at hans sidste mange fag hed noget i stil med ”language/history/change – and vikings”, og han fortalte glad på sin egen stilfærdige, små-klukkende og skælmske måde, at det med ” – and vikings” måtte vi andre gerne låne, hvis vi også ville have fyldte lokaler. 

Vi vil også savne hans altid strålende humør og selvironi; hvor tit får man lov at drille en professor og dr. phil, med, at hans forskningsområde ikke eksisterer (uddøde sprog)? Her slog han altid en høj latter op! Og vi tror, at han var lidt stolt over at være kendt som ’His Freddy’.

Holdt sproghistorie i live

Hans Frede gik til vores forundring tidligt på pension med ordene: ”Jeg kunne egentlig bare godt tænke mig at have tid til at forske!”

Som emeritus holdt han sproghistorie i live på SDU ved at arrangere årlige symposier, hvor han samlede danske og internationale forskere til ”Goter-træf” eller emner som ”Historical Germanic Syntax” (2019) og ”Mælk og Sprog i Nordeuropa fra Stenalder til Middelalder” (2017).

Han planlagde disse efter samme model hvert år, inkl. middag på ”en restaurant i midtbyen” – og hvert år annoncerede han, at ”i år er det altså sidste år, jeg gør det!”

Efterfølgende stod han også for, at akterne fra disse symposier blev publiceret i NOWELE, det tidsskrift som han var med til at grundlægge og var redaktør for i mange år.

Personificering af sammenhængskraft

Hans Fredes sociale sider så vi også til de nu hedengangne engelske julefrokoster, hvor han gerne klædte sig ud og optrådte på slap line, eller hvor han spillede terningespil - ikke med - men mod kollegerne med et ukueligt vinderinstinkt. Han inviterede også gerne alle undervisere & sekretærer på Engelskstudiet på sin ”restaurant i midtbyen” (hans elskede kinesiske buffet), når han mente, at der var noget at fejre.

I en tid som denne hvor der tales meget om sammenhængskraft, samfundssind og fællesskab, kan vi kun sige, at det oplevede vi personificeringen af med Hans Frede. Vi vil savne ham, hans viden, hans engagement og hans milde humør.

Æret være hans minde.

Hans Fredes gamle studerende og ”unge kolleger” i Engelsk Faggruppe, Institut for Sprog og Kommunikation.