Når staten bliver far og mor
Problemer med retssikkerhed for familierne og manglende dokumentation præger anbringelsernes historie i Danmark. Det påviser Cecilie Bjerres ph.d.-afhandling. Historikeren har et råd til politikerne: Fordyb jer i den historiske viden om anbringelser af børn, før der igen reformeres.
Hvordan skal staten forvalte sin magt til at fjerne børn fra deres familie? Det evigt aktuelle spørgsmål kom igen til at præge samfundsdebatten, da børnenes statsminister Mette Frederiksen i sin første nytårstale talte for at anbringe og tvangsbortadoptere flere børn.
Men måske er det også værd at spørge, hvordan staten igennem historien har forvaltet sin magt til at fjerne børn, før man igen reformerer på anbringelsesområdet?
Og netop det spørgsmål har SDU-historiker Cecilie Bjerre kortlagt i sin ph.d.-afhandling “Når staten er far og mor”.
”Området er præget af megen tavs viden, og det er uigennemsigtigt, hvor meget viden der var behov for at indhente, før man kunne afgøre, at et barn skulle fjernes.
I afhandlingen sættes der for første gang fokus på, hvordan anbringelser af børn er foregået i praksis ude i kommunerne i perioden 1905-1975. I denne periode var det børneværn frem for socialudvalg, som traf beslutning om anbringelser. Og konklusionen i afhandlingen er klar:
– Man må spørge sig selv, hvor retssikkerheden for familier blev af i anbringelsessager i denne periode. Der dokumenteres meget lidt om, hvordan og hvorfor man beslutter at anbringe væk fra hjemmet, og samtidig er mængden af dokumentation vidt forskellig fra sag til sag, forklarer Cecilie Bjerre og uddyber:
– Området er præget af megen tavs viden, og det er uigennemsigtigt, hvor meget viden der var behov for at indhente, før man kunne afgøre, at et barn skulle fjernes.
Anbringelser frem i lyset
Og et grundigt indblik i praksis på anbringelsesområdet er helt centralt at få frem, mener postdoc Cecilie Bjerre fra Institut for Historie.
– Min afhandling bidrager med sit fokus på praksis til et nuanceret indblik i, hvad der er sket på anbringelsesområdet gennem 70 år.
Hvis man blot ser på lovgivning og familiepolitiske debatter, får man let en fejlagtig opfattelse af, hvad der egentlig er foregået, siger hun og fastslår:
Fordyb jer i historien
– Skal jeg give nutidens politikere et godt råd, vil det være at sætte sig grundigt ind i den historiske viden om anbringelser af børn og fordybe sig i, hvad man har gjort og kunne have gjort, inden man begynder at reformere området.
– For min kortlægning viser, at det er utrolig vanskeligt at styre med lovgivning, siger Cecilie Bjerre.
Hun peger desuden på et par helt centrale spørgsmål, der skal findes svar på i en reformproces: Hvilke problemer vil man egentlig løse med flere anbringelser? Og hvilke værktøjer vil man bruge?
I dilemmafyldt farvand
Anbringelsernes historie i Danmark, som afhandlingen medvirker til at afdække, bidrager altså med vigtigt stof til eftertanke i nutidens debat om anbringelser.
For det sociale arbejde i familier foregår altid – trods en øget professionalisering – i et dilemmafyldt farvand af idealer, bureaukrati og realiteter.
Og ligesom børneværnenes arbejder var omdiskuterede, så er der i dag også jævnligt kritik af sagsbehandlingen i anbringelsessager fra både Ombudsmanden og Statsrevisorerne.
”Langt de fleste anbringelsessager både dengang og nu er i en gråzone, hvor børnene ikke har det utvetydigt dårligt.
– Det er indgroet i det sociale arbejde, at det er præget af dilemmaer og usikkerhed. Langt de fleste anbringelsessager både dengang og nu er i en gråzone, hvor børnene ikke har det utvetydigt dårligt.
– Kun de færreste sager handler om vold og mishandling. Området har også altid være præget af for mange sager. Det øger risikoen for at træffe beslutninger baseret på stereotyper og rutine og kan føre til diskrimination, forklarer Cecilie Bjerre.
Træghed i det sociale arbejde
I afhandlingens gennemgang af anbringelser gennem 70 år dokumenteres det tydeligt, at forestillingen om at styre anbringelsesområdet med lovgivning og bureaukrati konstant udfordres.
For børneværnenes måde at gøre socialt arbejde på foregik langt væk fra centraladministrationen og i et krydsfelt mellem at ville hjælpe familier og skulle agere efter principper om transparens og ensartethed.
– Det er i høj grad praksis hos disse frontlinjebureaukrater på gadeplan – og ikke lovgivningen – som gør politikken på det her område, forklarer Cecilie Bjerre.
Ganske få forandringer
-Selv da man tilbage i 1958 reformerede lovgivningen og ville skabe et nybrud på anbringelsesområdet (Børneværnene skulle ikke længere være en fjernelsesinstitution, men en serviceinstitution.red.), ja så skete der ganske få forandringer.
– I hele perioden sker der utrolig lidt i måden, man gør det sociale arbejde på. Selv efter nybruddet i 1958. Børneværnene var stadig sammensat på samme måde og havde de samme formål. Man brugte nogle andre ord i arbejdet, men anskuede fortsat anbringelser som en hjælp, forklarer Cecilie Bjerre.
Efter anbringelsen
Og her er vi fremme ved et andet helt centralt spørgsmål på anbringelsesområdet – også i nutiden – hvis man spørger historiker Cecilie Bjerre: Hvad er det egentlig, staten kan tilbyde udsatte børn, efter man har grebet så drastisk ind og fjernet børn fra deres forældre? Bare flere dårlige løsninger?
Læren fra anbringelsernes historie er klar, fortæller hun:
– I lange perioder af historien – bl.a. da den første børnelov blev indført i 1905 – var løsningen at få børnene væk, hvis man ikke mente, at forældrene passede ordentligt på dem. Men man havde ikke ret stærke svar på, hvad der skulle ske med børnene efter anbringelsen og har i høj grad overladt det til private aktører at håndtere anbragte børn.
Billederne er fra Danmarks Forsorgsmuseums fotosamling.
Kort om anbringelser af børn
- Andelen af anbragte børn i Danmark har historisk ligget stabilt på ca. 1 pct. af befolkningen; dog er der fra 2011 til 2018 sket et fald til 0,9 pct.
- Det er typisk børn, der “forstyrrer samfundet” ved at have problemer med loven, i skolen eller i familien, som anbringes.
- Det er igennem historien de samme typer familier, som får anbragt deres børn uden for hjemmet: Økonomisk udsatte familier og i særlig grad enlige forsørgere
Mød forskeren
Cecilie Bjerre er postdoc ved Institut for Historie på SDU. Hun forsvarede for nylig sin ph.d.-afhandling “Når staten er far og mor”, som undersøger praksis i Børneværnets anbringelser af børn fra 1905 til 1975.
Ph.d.-afhandlingen
Cecilie Bjerres ph.d.-afhandling giver for første gang indblik i praksis i anbringelsessager fra 1905 til 1975. På baggrund af analyser af 225 sager om anbringelser af børn i forskellige af landets kommuner konkluderer afhandlingen, at der var store udfordringer med både dokumentation og retssikkerhed på anbringelsesområdet i hele perioden.