Skip to main content

SDU er klar til Biologi Olympiade

Syddansk Universitet er vært for semifinalen i dansk Biologi Olympiade, som afholdes den 13. og 14. januar. Gymnasieelever fra hele landet har allerede været gennem indledende runder på deres skoler, og det er de 30 bedste elever herfra, der mødes til semifinalen i Odense.

Af Henrik Gautier, 08-01-2014

”Der har været rekordstor interesse for Biologi Olympiaden i år. 2.386 elever havde tilmeldt sig den første skolerunde, så det er nogle skarpe deltagere, der skal dyste i semifinalen”, siger olympiadekoordinator på SDU, Allan Haurballe Madsen.

Ved semifinalen udvælges 15 deltagere, som går videre til finalen på Aarhus Universitet den 26. – 28. marts, og herfra går de fire bedste danske deltagere videre til den internationale Biologi Olympiade på Bali i Indonesien.

Biologi Olympiaden er for unge under 20 år, der går på en gymnasial uddannelse og som interesserer sig for biologi og/eller bioteknologi på højt plan. Semifinalen består af en teoretisk og to praktiske opgaver.

18-årige My Uyen Vu fra Odense Katedralskole er en af dem, der har kvalificeret sig til semifinalen:

”Jeg har altid været mest interesseret i naturvidenskabelige fag, fordi der oftest er et facit, og det foretrækker jeg frem for at skulle diskutere og argumentere. Jeg vil gerne læse til farmaceut på Syddansk Universitet, og det er min plan at starte efter at have afsluttet gymnasiet”, siger hun.

For dekan på Det Naturvidenskabelige Fakultet, Henrik Pedersen, er det glædeligt, at der er så stor interesse for at konkurrere i biologi og bioteknik på højt niveau:

”Syddansk Universitet er glad for at kunne bidrage til at inspirere unge til at tage en naturvidenskabelig uddannelse – og også gerne gøre det på elite-niveau”, siger han.

I 2013 deltog 62 lande ved den internationale Biologi Olympiade.

Kontakt: Allan Haurballe Madsen, email: alhm@sdu.dk tlf: 6550 2988

Redaktionen afsluttet: 08.01.2014