Ny opdagelse: Drypsten er lavet af mikrober
Ny forskning afslører, at mikroskopiske organismer er aktive medspillere, når drypsten dannes. Opdagelsen illustrerer, hvordan biologisk liv kan påvirke Jordens geologiske udvikling - og at det samme måske sker lige nu på andre planeter i rummet. Forekomsten af drypstenshuler på andre planeter kan altså indikere, at der er eller har været liv.
Ifølge traditionelle lærebøger skabes de drypsten, vi kender fra underjordiske drypstenshuler, af geologiske eller geokemiske processer. Men nu rapporterer forskere, at dannelsen af drypsten kan være mere kompleks end som så; at mikroorganismer kan være ansvarlige for dannelsen af drypsten.
Forskerne fra Danmark, Sverige og Spanien har undersøgt dannelsen af drypsten i en svensk hule, og de konkluderer, at mikrober spiller en aktiv rolle.
"Hvis mikrober kan være ansvarlige for dannelsen af drypsten på Jorden, kan det samme være tilfældet andre steder i rummet", forklarer forskeren Magnus Ivarsson fra Nordisk Center for Jordens Udvikling (NordCEE) ved Syddansk Universitet Danmark.
Planeten Mars er kendt for at huse en række huler, der ligner Jordens karakteristiske drypstenshuler. Og hvis der er drypsten i hulerne på Mars, er de måske også blevet skabt af mikroorganismer. Det ville være et tegn på, at biologiske organismer engang har levet på Mars.
"Hvis jeg var en mikrobe, ville jeg gerne leve i en hule på Mars", siger Magnus Ivarsson.
Han og hans kolleger har offentliggjort deres resultater i tidsskriftet International Journal of Speleology. Kollegerne er Therese Sallstedt fra NordCEE, Syddansk Universitet Danmark, Johannes Lundberg fra svenske Museum of Natural History, Rabbe Sjöberg, pensioneret fra Umeå Universitet og Juan Ramon Vidal Romani fra University of Coruña i Spanien.
Forskerne undersøgte drypsten i Tjuv-Antes hulen i det nordlige Sverige. Hulen er 30 meter lang og hjemsted for forskellige slags drypsten. Forskerne opdagede, at drypstenene består af adskilte lag, som afspejler, hvordan drypstenene er vokset gennem tiden. Mørke lag består af fossile mikroorganismer og lyse lag består af calcit.
Forskerne konkluderer, at mikroorganismerne var aktive deltagere i dannelsen af drypstenene.
"Mikroorganismerne levede ikke bare på overfladen af dem – de skabte dem”, siger Magnus Ivarsson.
Mikroberne var mest aktive om foråret
Lagene viser, at mikroorganismerne var mest aktive i foråret og sommeren, hvor regnen dryppede ned gennem jorden og ind i hulen.
"Disse dråber af vand bragte næringsstoffer med sig, som blev optaget af mikroorganismerne. Det fik dem til at udskille kalk, som aflejredes og med tiden dannede en drypsten", forklarer Magnus Ivarsson.
"Uden denne mikrobielle aktivitet ville drypstenene være mindre - eller måske ville de slet ikke eksistere", tilføjer han.
At studere mikroorganismer i huler er ikke kun vigtig for at forstå livets magt på Jorden og andre planeter. Arbejdet har også betydning for menneskers sundhed:
"Hver eneste dag går millioner af mennesker ind i underjordiske huler; metro- og togstationer. Disse kunstigt skabte huler tilbyder nogle af de samme levevilkår for mikroorganismer som naturens huler. Sundhedsmyndigheder kan derfor være interesseret i at få viden om, hvorvidt potentielt sygdomsfremkaldende mikroorganismer kan vokse på væggene i f. eks. underjordiske metro-stationer”, forklarer Magnus Ivarsson.
Sammen med svenske kolleger er Magnus Ivarsson involveret i overvågningen af mikroorganismers vækst på væggene i metrostationer i Stockholm.
Kontakt Magnus Ivarsson, Nordisk Center for Jordens Udvikling, magnus.ivarsson@nrm.se, +46 70 2428687.
Fotos: 1: Tjuv-Ante hule set udefra. 2: Magnus Ivarsson. 3: Der tages prøver med hjem. 4: Loftet i hulen har små dråbe-lignende fremspring, som med tiden vil blive til drypsten. En mørk biofilm bestående af mikroorganismer kan ses på overfladen. Fotos: Johannes Lundberg.
Ref: International Journal of Speleology: Speleothem and biofilm formation in a granite/dolerite cave, Northern Sweden. Therese Sallstedt, Magnus Ivarsson, Johannes Lundberg, Rabbe Sjöberg, Juan Ramón Vidal Romaní.