EU-bevilling til listeriaforskning på SDU
Mikrobiolog fra Syddansk Universitet vil have bedre forståelse af listeriabakteriens overlevelsesevne.
Birgitte Kallipolitis, lektor i molekylær mikrobiologi ved Institut for Biokemi og Molekylær Biologi, Syddansk Universitet, har modtaget en bevilling på 290.000 euro fra EU’s nye rammeprogram Horizon2020.
Bevillingen til Birgitte Kallipolitis er en del af en samlet bevilling på 2,9 millioner euro til et internationalt forskningsprojekt, der skal forske i listeriabakteriens evne til at registrere, hvilket miljø den befinder sig i, og indrette sig efter det.
Forståelsen af bakteriens overlevelsesevne er nødvendig for at kunne udvikle effektive midler mod den livsfarlige bakterie.
Mulighed for ansættelse af ph.d.-studerende
Med bevillingen får Birgitte Kallipolitis mulighed for at ansætte en ph.d.-studerende.
Som en integreret del af sit ph.d.-studium vil vedkommende komme på forskningsophold hos to af forskningsprojektets udenlandske partnere.
Derudover kommer Birgitte Kallipolitis' forskningsgruppe til at fungere som vært for gæste-ph.d.-studerende fra andre projektdeltageres forskningsgrupper.
Fakta om listeria
Listeria er en bakterie, som er udbredt i jord, planter og spildevand, og som også kan forekomme i en lang række fødevarer. Bakterien har en notorisk evne til at tilpasse sig ekstremt forskellige omgivelser og er derfor meget vanskelig at bekæmpe.
Mennesker, der smittes med listeria, risikerer at udvikle den livstruende sygdom listeriose.
Kontakt
Lektor Birgitte Kallipolitis
Tlf: 6550 2372
E-mail: bhk@bmb.sdu.dk