Skip to main content

Studiestart 2014 – hvad synes de studerende?

Der er stor ros til studiegruppevejlederne og tutorer fra de studerende, der startede på et naturvidenskabeligt studium på SDU i 2014. Det - og meget andet - kan man læse i den evalueringsrapport, der bygger på 400 studerendes svar på et spørgeskema om deres første halve år på Naturvidenskab.

Studerende i auditoriumAmbitionen med spørgeskemaundersøgelsen er, at svarene fra de studerende kan anvendes som et redskab i et fremadrettet udviklingsperspektiv fremfor "blot" at være en måling på de studerende tilfredshed eller mangel på samme.

Af samme grund er spørgeskemaerne blevet omdelt i de skemalagte studiefasetimer, hvilket også har givet bonus i form af en svarprocent på hele 73 %.

Større tidsforbrug end forventet

Overgangen fra gymnasium til et universitetsstudium kan på mange måder være en brat overgang for nogle unge.

Et afsnit i rapporten omhandler de studerendes forventninger til studiet, og mange svarer på de forskellige spørgsmål, at det er 'som forventet'. Men det er markant, at på et spørgsmål om tidsforbrug på studiet svarer 58 % af respondenterne, at tidsforbruget er 'mere/højere end forventet'.

Her er det især studerende på Biokemi og molekylær biologi (72 %), der ikke får indfriet forventningerne, mens studerende på Anvendt matematik (8 %) kun i meget lille omfang synes at være blevet overrasket over tidsforbruget.

Studiegrupper og social studiestart hitter

De mange tutorer  i 2014 blev der ansat 53  lægger en masse energi og en masse frivillige timer i jobbet med at tage hånd om de nye studerende i forbindelse med den sociale studiestart. Og det gør de ifølge de nye studerende godt. Så godt, at den gennemsnitlige vurdering på spørgsmålet "I hvor høj grad følte du dig godt taget imod af dine tutorer de første to dage?" lander på 6,23 på en skala fra 1 til 7, hvor 7 er det bedste.

Førsteårets studiegruppekoncept, der blev introduceret i 2012, blev for tredje gang udrullet i 2014 med 60 ældre studerende ansat som studiegruppevejledere og responsen fra de nye studerende er klart positiv. Særligt peges på studiegruppevejlederne som erfaringskilder. De har selv været, hvor de nye studerende er, og kender de udfordringer og problematikker, som mange nye universitetsstuderende står over for – både fagligt og på det personlige plan.

I rapporten konkluderes blandt andet, at "Både tutorer og studiegruppevejledere formår således i høj grad at udfylde de funktioner og roller, som de er blevet pålagt."

Læs den selv

Studiestartsevalueringen, der i sin korte form fylder 25 sider, er udarbejdet af Camilla Gundlach Kromann, specialkonsulent for studiemiljø og -vejledning, og Nadia Rahbek Dyrberg Kristensen, studiefasekoordinator og ph.d.-studerende, begge fra Det Naturvidenskabelige Fakultetssekretariat.

Rapporten rummer masser af interessante oplysninger om de nye studerendes vurderinger af en lang række områder, samt forfatterkommentarer til de kvantitative og kvalitative data, spørgeskemaundersøgelsen har genereret.

Emnerne for undersøgelsen der gennemgås i rapporten er: Valg af studium, Scienceguiden, Forventninger til studiet, Flerfaglighed, Den sociale studiestart, Studiegruppekonceptet, Det sværeste og det bedste ved studiet og Studiestartsopgaven.

Læs Studiestartsevaluering 2014 fra Det Naturvidenskabelige Fakultet (pdf).

Kontakt

  • Camilla Gundlach Kromann, cgk@sdu.dk , +456550 2090
  • Nadia Rahbek Dyrberg Kristensen, nrdk@sdu.dk , +456550 2931
Redaktionen afsluttet: 24.04.2015