Sjælden set kamp mellem rivaliserende slanger fanget på kamera
Hugorme på Fyns Hoved kæmpede om retten til at kurtisere en særligt attraktiv hun. Biolog Coen Elemans var på pletten og fotograferede dramaet.
Syddansk Universitets biolog Coen Elemans har kigget på slanger i naturen over hele verden i 20 år, men han har aldrig tidligere været vidne til en slangekamp.
Så det var en oplevelse af de sjældne, der mødte han under en tur til Fyns Hoved, hvor to rivaliserende han-hugorme kastede sig ud i en drabelig duel for at vinde en særligt attraktiv huns gunst. Hannerne snurrede rundt om hinanden og forsøgte at presse hinanden mod jorden.
"Den stærkeste han vandt retten til at kurtisere hunnen”, forklarer Coen Elemans og tilføjer:
"De to hanner jagtede hinanden gennem græsset, dansede og kredsede omkring hinanden i ca. tre minutter, og de kom endda en meter op i tjørnebuske. De var helt uforstyrrede af min tilstedeværelse, og det foregik 15 cm foran min kameralinse."
Det er ikke en parringsdans
"Der er tale om en rituel kamp mellem hanner, men den bliver ofte forvekslet med en parringsdans mellem en han og en hun", fortæller Coen Elemans.
"Oprindeligt troede man, at ritualet kun forekom hos dødeligt giftige arter – at hannerne udviklede ritualet for at undgå at risikere at blive dræbt. Men vi er langsomt ved at forstå, at mange forskellige slangearter udfører disse spektakulære danse.”
Den europæiske hugorm er almindelig i det meste af Europa og ses også i Østasien. Den er ikke aggressiv, og den bider kun, hvis den bliver forstyrret. Den lever i mange forskellige slags landskaber, hvor den fanger små pattedyr, fugle, firben, padder og i nogle tilfælde også edderkopper, orme og insekter.
Coen Elemans fik interesse for slanger, da han var dreng:
"Slanger er utroligt fascinerende dyr, der indfanger menneskets frygt og fantasi. Fordi de er så hemmelighedsfulde, er de vanskelige at studere, og jeg er sikker på, at mange spændende opdagelser venter på at blive gjort."
Lektor Coen Elemans er biolog ved Syddansk Universitet, hvor han arbejder med akustisk kommunikation hos dyr.<
Kontakt Lektor Coen Elemans, e-mail: coen@biology.sdu.dk, tlf. 2477 4173.
Foto Coen Elemans/SDU