Mindeord: Uffe Haagerup
Med professor Uffe Haagerups alt for tidlige død søndag den 5. juli mistede Danmark, og hele verden, en unik matematisk begavelse, et varmt og hyggeligt menneske og en afholdt familiefar.
Uffe Haagerup, født 19. december 1949 i Kolding, voksede op i Faaborg som den yngste af to brødre - broderen Jens gav stor inspiration i Uffes opvækst. Som tiårig startede Uffe med at hjælpe den lokale landinspektør, og Uffe løste betydelige landopmålingsopgaver i sin ungdom, hvilket affødte en livslang interesse for kort og atlas. Uffe blev student fra Svendborg Gymnasium i 1968.
I det samme år, 1968, blev Uffe indskrevet på Københavns Universitet i fagene matematik og fysik. Hans fascination af det 20. århundredes fysiske teorier, Einsteins relativitetsteori og kvantemekanikken, samt hans kærlighed til det eksakte sprog i matematikken, førte ham ind i den matematiske analyse og til fagområdet “operatoralgebra”, som tilstræber at give en matematisk eksakt formulering af kvantemekanikken.
Uffe Haagerup fik sit internationale gennembrud allerede som studerende ved Københavns Universitet, idet han i sit speciale udviklede et spændende nyt syn på en matematisk teori udviklet få år forinden af to japanske matematikere, Tomita og Takesaki. Fra og med det tidspunkt var Uffe Haagerup et kendt navn i hele den internationale matematiske verden, omend den aldrig rigtigt lærte at udtale hans efternavn!
Sidenhen fulgte en perlerække af nyopdagelser fra Uffes hånd, der typisk førte til løsningen af matematiske problemer, som ingen anden kunne få bugt med. Et af højdepunkterne i Uffes karriere var hans løsning i 1985 af det såkaldte “Champagneproblem”, stillet af en anden matematisk superstjerne, den franske professor og Fields medalje modtager, Alain Connes. Dette problem udgjorde den sidste brik i den storstilede klassifikation af de såkaldte hyperendelige von Neumann algebraer. Fra at være en international kendt og anerkendt matematiker blev Uffe Haagerup en verdensstjerne, hvis videnskabelige bidrag vil blive stående altid.
Som nyudklækket kandidat fra Københavns Universitet med et imponerende speciale i bagagen blev Uffe i 1974 ansat direkte som adjunkt ved det nyligt oprettede Institut for Matematik ved Odense Universitet (i dag Institut for Matematik og Datalogi ved Syddansk Universitet). I 1981 blev han professor samme sted som-blot 31 årig og blev dermed Danmarks yngste professor. Selv om Uffe havde stående tilbud om prestigefyldte stillinger ved flere førende amerikanske universiteter, valgte han at blive i Danmark, dog med flere længerevarende ophold ved bl.a. UCLA, Berkeley, og University of Toronto. Uffe var chefredaktør på toptidsskriftet Acta Mathematica (2000-2006) og var inviteret foredragsholder utallige steder i verden, blandt andet som hovedtaler ved den internationale matematikkongres, ICM, i 2002. I 2010 fik han et prestigefyldt 5-årigt “Advanced grant” fra European Research Council, og han tilbragte denne tid ved Københavns Universitet. I 2015 vendte han tilbage til sit professorat ved Institut for Matematik og Datalogi ved Syddansk Universitet i Odense.
Uffe Haagerup var Ridder af Dannebrog samt medlem af det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab og det Kongelige Norske Videnskabernes Selskab. Han blev tildelt Samuel Friedman prisen ved UCLA, den tyske Humboldt pris og den danske Ole Rømer pris. European Science Foundation tildelte Haagerup Latsis prisen i 2012, og året efter indskrev han sig i en eksklusiv klub af personer, der kan kalde sig æresdoktor ved et kinesisk universitet.
Uffe Haagerup var en afholdt underviser og vejleder for sine mange speciale- og ph.d.-studerende. Han vil blive savnet af sine to voksne børn, Søren og Peter, sin familie, sine venner og ikke mindst af sine utallige kolleger i Danmark og i udlandet. Uffe vil blive husket for sit umådeligt venlige væsen og sin store matematiske kunnen og iderigdom, som han delte gavmildt ud af.
Æret være Uffes minde.
Professor Mikael Rørdam
Institut for Matematiske Fag
Københavns Universitet
Professor Jacob Hjelmborg
Institut for Sundhedstjenesteforskning
Syddansk Universitet
Lektor Wojciech Szymanski
Institut for Matematik og Datalogi
Syddansk Universitet
Foto: privatfoto