Skip to main content

Sænket færge bliver undervandslaboratorium

Stigende vandstande, fremmede fisk og nye typer forurening: Danmarks have gennemgår store forandringer. SDU vil med støtte fra Nordea-fonden sætte fokus på havet gennem nytænkende formidling af havbiologi. En sænket færge bliver et centralt omdrejningspunkt.

Dykning, snorkling og nytænkende undervisningsforløb er blot nogle af de ting, der venter børn, unge og voksne i Syddansk Universitets og Nordea-fondens nye satsning på formidling af viden om havet.

Et af projektets midler til at øge interessen for havet bliver det nye, store kunstige rev i Svendborg Sund – den gamle Ærøsund-færge der blev sænket i 2014. 

”Vi vil f. eks. installere kameraer på den sænkede færge og sende billederne op til en formidlingsstation på land, så besøgende kan følge med i, hvordan livet udspiller sig dernede. Jeg forestiller mig også, at vi kan sende live til skoleklasser i hele landet, som kan følge med på deres computere, når jeg dykker ned til vraget og bidrager til deres undervisning dernede fra”, forklarer ph.d.-studerende Lars Seidelin, der leder SDU’s nye projekt.

Klumpfisk og hvidhajer i danske farvande

Jævnligt rapporterer medierne om nye, eksotiske fisk og gopler i danske farvande. Sidste efterår blev der observeret bl.a. klumpfisk, sværdfisk og hvidhaj, mens det efterhånden er en sjældenhed at finde torsk i de indre farvande. Årsagen er stigende temperaturer, og konsekvenserne kan blive enorme - ikke kun for Danmark, men for hele jordkloden.

”Vi ser store ændringer i arternes udbredelse, og helt ærligt er der nok ingen, der helt kan forudsige, hvad der vil ske i de kommende år. Vi håber, at dette projekt kan være med til at skabe øget fokus på havet og derved en større bevidsthed omkring, hvor vigtigt havet er for hele Jorden”, siger han.

Projektet, der støttes af Nordea-fonden med 2 mio. kr., retter sig især mod unge i skoler og gymnasier.

”Livet under havet er forunderligt, men umiddelbart svært at gå til bunds i. Med projektet får børn og unge adgang til livet og biologien under overfladen. Det bliver en øjenåbner og vil helt sikkert styrke fascinationen og forståelsen af Danmarks hav”, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden.

Det nye undervandslaboratorium i Svendborg Sund

Engang fandtes der mange stenrev i danske farvande, men i dag er der kun ganske få tilbage; intensivt stenfiskeri og anden råstofindvinding har efterladt store dele af Danmarks havbund flad og stenfri, og det er ikke et miljø, som fisk bryder sig om.

En sænket færge er et lige så fint levested som et naturligt stenrev. Det vigtige er, at tangplanter får et substrat at sidde fast på, og at fiskene får nogle attraktive leve- og skjulesteder.

Den pågældende færge er stor og har mange rum og gemmesteder, og det tiltrækker fiskene.

Livet er gået tilbage i havene

Iflg. en ny rapport fra Verdensnaturfonden er det gået katastrofalt tilbage for livet i havene: Siden 1970 er hvirveldyr i havene, såsom fisk, fugle og hvaler, gået 49 pct. tilbage.

Værst står det til med havets toprovdyr som store tun. Samtidig forsvinder vigtige yngleområder som rev, mangroveskove og søgræs-enge.  Læs mere

Fotos Dykker ved den sænkede færge, en klumpfisk og færgen før sænkning.

Kontakt

Projektleder, ph.d.-studerende Lars Seidelin, Biologisk Institut, SDU, e-mail: lds@biology.sdu.dk, mobil: 4236 4854.

Kommunikationschef i Nordea-fonden Tine Wickers, e-mail: tw@nordeafonden.dk, mobil: 4070 3784.

Øvrige deltagere i projektet er institutleder og professor ved Biologisk Institut, Marianne Holmer, og lektor ved Biologisk Institut Magnus Wahlberg.

Læs også

Nyt kunstigt rev i Danmark bliver en gevinst for både naturen og forskningen

Redaktionen afsluttet: 24.09.2015