Ny forskning bidrager til forståelsen af hvordan brunt fedtvæv aktiveres
Vi har to slags fedt i kroppen: Hvidt og brunt. Det hvide fedt ophobes og gør os overvægtige. Det brune kan forbrænde overskydende kalorier og måske ligefrem hjælpe overvægtige med at tabe sig. Nu bidrager SDU-forskere med nye værdifulde data, der kan bruges i den biomedicinske udnyttelse af det brune fedt.
Mandrup-gruppen på Institut for Biokemi og Molekylær Biologi forsker bl.a. i brunt fedtvæv. Nu har gruppen ved hjælp af de to avancerede teknologier, RNA-sekventering og massespektrometri, kortlagt hvilke ændringer der sker i brunt fedtvæv, når mus udsættes for kulde.
Arbejdet er offentliggjort i tidsskriftet Cell Reports.
Brunt fedtvæv er en type fedtvæv, der findes i mange pattedyr, inklusiv mennesker, og det har evnen til effektivt at forbrænde metabolisk energi og lave det om til varme. Fedtvævet aktiveres ved kuldepåvirkning og hjælper således med til at holde organismen varm.
Efter at det for nogle år siden blev opdaget, at voksne mennesker også har brunt fedt, som kan aktiveres, har der været stor medicinsk interesse for at undersøge, om det kan lade sig gøre kunstigt at aktivere det brune fedt. Håbet er at øge kroppens energiomsætning og derved forbygge eller bekæmpe fedme.
Aflæsningen af gener ændres ved kuldepåvirkning
Ph.d. Ann-Britt Marcher og ph.d.-studerende Anne Loft fra professor Susanne Mandrups forskningsgruppe har i det nye studium undersøgt, hvordan det brune fedtvæv reagerer på kulde. Det har de gjort ved at kortlægge, hvordan sammensætningen af lipider ændres og hvordan aflæsningen af generne ændres ved kuldepåvirkning.
Marcher og Loft viser bl.a., at der sker markante ændringer i sammensætningen af de lipider, der danner membranerne i cellerne. Ligeledes sker der markante ændringer i udtrykket af gener, som man ved, har en vigtig signalfunktion.
De nye data udgør en omfattende og værdifuld ressource for videre studier af funktionen og den biomedicinske udnyttelse af det brune fedt, mener Mandrup-gruppen.