Nu kommer der mere krudt i supercomputeren på SDU
Belægningen er på 100 pct., og nu er der brug for en udvidelse.
Rektor på Syddansk Universitet har godkendt, at den planlagte fase 2 af supercomputeren Abacus 2.0 bliver sat i værk. Dermed bliver DeICs nationale supercomputer ved SDU hurtigere.
Da Abacus 2.0 blev indviet, var det en del af aftalen, at den skulle udvides senere. Nøjagtig hvordan det skulle ske, skulle afhænge af brugernes behov.
Parterne bag supercomputeren har nu vedtaget at udvide den med 192 slim nodes. Det er den mindste af de tre typer af nodes (computerenheder), som supercomputeren er opbygget af.
”Vi kan se ud fra forbruget, at det er slim nodes, der er run på. Derfor vælger vi at udvide med den type,” fortæller systemadministrator Torben Kruchov Madsen, DeIC SDU.
Fase 2 ventes leveret i marts-april. Systemet skulle være klar til drift først på sommeren 2016.
Udvidelsen betyder, at den teoretiske regnekraft stiger fra 582,2 til 766,5 teraflops (billioner udregninger med flydende komma i sekundet).
For øjeblikket kører Abacus 2.0 med 100 procent belægning.
Bag Abacus 2.0 (DeIC Nationale HPC Center, Syddansk Universitet) står DeIC, Syddansk Universitet, Aarhus Universitet og Aalborg Universitet.