Evolutionært tilfælde gjorde flagermus til specialist-jæger

Spørger man biologer om, hvorfor rovdyr ikke udrydder alle deres byttedyr, er en del af svaret, at der løbende foregår et våbenkapløb mellem rovdyr og byttedyr, hvor begge parter skiftes til at udvikle nye måder at snyde den anden på.

Teorien er særligt fremherskende for flagermus og deres byttedyr; insekter. For 50 mio. år siden udviklede de første flagermus evnen til at ekkolokalisere og dermed jage i mørke, og som modsvar til dette udviklede nogle insekter ultralydsfølsomme ører, så de kunne undvige flagermusene, lyder teorien.

Men hvis der foregår et våbenkapløb, skulle der også være kommet et modsvar fra flagermusene, siger Lasse Jakobsen, biolog, flagermusekspert og medforfatter til et nyt studie, der er publiceret i Current Biology, hvor han og kolleger stiller spørgsmålstegn ved, om der nu også foregår et våbenkapløb mellem flagermus og insekter (10.1016/j.cub.2023.10.014).

De øvrige forfattere er Daniel Lewanzik og Holger R. Goerlitz fra Max Planck Institute for Biological Intelligence samt John M. Ratcliffe og Erik Etzler fra University of Toronto.

Det primære argument, der støtter hypotesen om våbenkapløb, er, at nogle flagermus ikke kalder så højt som andre, når de jager, og dermed ikke så let kan høres af insekterne. Det er de bredørede flagermus (Barbastella barbastellus), og de er ca. 20 dB lavere end andre flagermus, der jager flyvende insekter, hvilket betyder, at det lydtryk, de udsender er 10 gange lavere.

- Den bredørede flagermus bliver traditionelt fremhævet som den flagermus, der har slået igen mod insekterne, siger Lasse Jakobsen.

Men der var noget, han og kollegerne bag den nye videnskabelige artikel studsede over. Hvis man kigger på den bredørede flagermus’ nære slægtninge, er der stort set ikke andre medlemmer, der fanger insekter i luften ligesom den gør. I stedet er det arter, der tager insekter, som sidder på overflader som blade og grene, og de arter er mere stille end de arter, der jager flyvende insekter.

Tager insekter i luften eller på overflader

I flagermusforsker-kredse kalder man de flagermus, der tager insekter i luften for hawking flagermus, mens de flagermus, der så at sige plukker insekter fra en overflade, kaldes for gleaning flagermus. Den bredørede flagermus er altså en hawking flagermus.

- Hvis de fleste i den bredøredes familie er gleanere, så var den bredøredes forfader med høj sandsynlighed også en gleaner, siger Lasse Jakobsen.

Ilflg. ham er det derfor usandsynligt, at forfaderen til den bredørede flagermus var en højt-skrigende hawker, der udviklede sig til den hviskende bredørede flagermus som et modsvar til insekternes hørelse.

- En art har ikke frit spil på alle hylder, når den skal udvikle sig et nyt sted hen. Fx er det et vilkår for pattedyr, at deres forfader ikke havde fjer, så deres efterkommere kommer aldrig til at udvikle en vinge med fjer. I stedet har de fundet en anden løsning til at flyve: modificeret hud mellem fingrene, forklarer Lasse Jakobsen.

Men hvis den bredørede flagermus ikke fik sin evne til at være mere stille, når den jager i luften, som en del af våbenkapløbet mellem insekter og flagermus; hvor kommer den så fra?

- Det er ikke en evne, den har udviklet. Den KAN slet ikke kalde højere end den gør, for som efterkommer af en gleaner er den sandsynligvis morfologisk begrænset. Men den har fundet en niche, hvor den kan bruge sine lave kaldelyde. Der er tale om en evolutionær tilfældighed; at den er dumpet ned i en niche, hvor der viste sig at være noget at spise.

Den morfologiske begrænsning

Denne niche er befolket af flyvende, nataktive insekter, der kan høre og dermed er gode til at undgå nattens flagermus. Men de kan ikke høre godt nok til at registrere de bredørede flagermus og ender dermed som bytte for dem.

Årsagen til den morfologiske begrænsning skal findes i, hvordan flagermusene udsender deres lyd. De fleste flagermus kalder ud af munden, og det tillader dem at udsende højlydte lyde. Mange gleanerne derimod udsender lyd med næsen, og det gør deres kald 20 dB lavere.

- Så grunden til, at de bredørede flagermus er så stille i dag, er ikke et udtryk for et våbenkapløb mellem flagermus og insekter, men snarere blot udtryk for, at den nedstammer fra flagermus, der ikke kan kalde lige så højt som andre, siger Lasse Jakobsen.