Forskere flytter fedme op i hjernen

Om 25 år vil halvdelen af verdens befolkning være overvægtige eller fede, hvis der ikke gøres noget. I Danmark er 42 pct. af den voksne befolkning i dag overvægtige eller fede.

Fedme blev i 1997 anerkendt af WHO som en kronisk sygdom, bl.a. fordi forskere har fundet en række underliggende biologiske, psykologiske, socioøkonomiske eller genetiske faktorer, der kan bidrage til fedme.

Nyere forskning viser, at mange af disse mekanismer ender med at påvirke hjernen. Om det er hormonel ubalance, forurenende stoffer, stress, inaktivitet, forstyrret stofskifte eller fedme-gener: endestationen for den række af fysiologiske reaktioner, som disse mekanismer sætter i gang, er meget ofte hjernen. Mere specifikt kan dopaminbanerne i hjernen påvirkes negativt. De kaldes også belønningskredsløbene, og de aktiveres også hos f.eks. stofafhængige, alkoholikere og ludomaner.

- I forskningen er der en stigende opmærksomhed på, at neurobiologien spiller en rolle i fedme. Vi ved f.eks. nu, at mange af de gener-varianter, der prædisponerer os for overvægt, er aktive i hjernen. Selvom vi stadig kun ved lidt om mange af dem, er det f.eks. blevet påvist, at de kan aktivere belønningscentre, så vi føler tilfredsstillelse ved at spise og især spise velsmagende mad, baseret på simple kulhydrater og fedt – ligesom vi får tilfredsstillelse fra de samme belønningscentre ved at tage stoffer, ryge eller drikke alkohol, forklarer Jan-Wilhelm Kornfeld, der er forskningsleder og professor på Center for Adipocyte Signaling, Institut for Biokemi og Molekylær Biologi.

Her arbejder han med at forstå, hvordan geners aktivitet dysreguleres i fedme. Det foregår bl.a. ved at studere fedtceller fra fede mus og mennesker. Sammen med læger, kemikere og eksperter i gen-terapi arbejder han også på at udvikle nye behandlingsmåder, som i fremtiden forhåbentlig kan korrigere den dysregulerede genaktivitet i fede menneskers fedtceller.

Om den  voksende indsigt i neurobiologien bag fedme skal have betydning for måden, vi skal behandle fedme på, og om fedme skal betragtes som et afledt onde af en afhængighedssygdom, vil han ikke udtale sig om, da han ikke er læge.

Et aktivt forskningsfelt

- Neurobiologien bag fedme er et meget aktivt forskningsfelt i disse år. Forskere indenfor feltet undersøger en lang række mekanismer, som er forbundet til fedme og finder, at det at spise fed og kulhydratrig mad udløser de samme belønningsfølelser som narkotiske stoffer. Det er meget stærke kræfter, der er på spil, siger Jan-Wilhelm Kornfeld.

Om Wegovy så er svaret på alle fedmeramte samfunds bønner, er han ikke sikker på.

- For det første har musestudier antydet, at Wegovy muligvis generelt dæmper hjernens belønningssystem, så det ikke kun er trangen til at spise, der bliver dæmpet. Det er ikke noget, vi har menneskestudier på endnu, men der er en del såkaldt anekdotiske beretninger om, at denne type medicin også dæmper lysten til andre stimulanser som f.eks. lysten til alkohol – ja faktisk lysten til at gå ud og tage en drink sammen med andre. Ønsker man det? Og vil medicinen motivere folks lyst til at ændre den livsstil, der ligger til grund for deres fedme, eller vil de være mere tilbøjelige til at fortsætte deres usunde livsstil og tage medicin hele livet?, siger han.

Afgifter på sukkerholdige drikke

- For det andet skal man også være klar over, at denne medicin ikke kurerer de underliggende problemer, der fører til fedme. Den udgør ikke en løsning, men en symptombehandling – og det endda en symptombehandling, som ikke alle har adgang eller råd til. Medicinen er dyr, og det vil den formentlig være i de næste 5-10 år. Dertil kommer, at producenterne ikke kan følge med efterspørgslen.

Han peger på, at løsningen ikke kun ligger hos den enkelte fedme-ramte, men også hos samfundet. En grund hertil er, at samfundet kan iværksætte indsatser, der gør fedende fødevarer og drikke mindre tilgængelige. For eksempel har lande som Storbritannien og Mexico indført afgifter på sukkerholdige drikke, og det har ført til et markant fald i salget og forbruget af sukkerholdige drikke. To år efter Mexico indførte deres afgifter, var salget faldet med 9,7 pct. Seks år efter Storbritanniens indførsel var eksempelvis antallet af fedme-ramte piger i socialt udsatte områder faldet med 9 pct.

Netop sukkerholdige drikke er et af de føde- og drikkeemner, der mest effektivt aktiverer hjernens belønningscentre, så man føler konstant trang til at drikke dem for at føle belønning.

Det skal ikke være skamfuldt at være fed

En anden nødvendig indsats er, at samfundet – vi alle sammen – tager et ansvar for at afstigmatisere fedme.

Der er noget ved at se en fed person spise, som trigger os og får os til at tænke, at fede mennesker ingen viljestyrke har. Meget mere end når vi ser nogen ryge eller drikke alkohol. Vi udskammer mennesker, der bliver fede af usund livsstil – men vi udskammer ikke mennesker, der f.eks. får leverkræft af at have drukket hele livet. Måske fordi man ikke umiddelbart kan se på en person, at de drikker så meget, at de en dag bliver syg af det. Vi har i hvert fald ikke den samme medfølelse for en fedme-ramt som for en leverkræft-patient. Fedme er en sygdom forbundet med skam. Men det er ikke en skam at lide af en sygdom, og det skal vi have afstigmatiseret, siger Jan-Wilhelm Kornfeld.