Hun dykker ned i fedtvævets maskinrum

- En snebold. Succes er som en snebold. Når først man har sat den i gang, så ruller og vokser den lettere.

Sådan beskriver professor og centerleder fra Institut for Biokemi og Molekylær Biologi på Syddansk Universitet Susanne Mandrup sin succes med store videnskabelige gennembrud og bevillinger i en størrelsesorden, som mange andre forskere kun kan drømme om. Og nu trækker ”snebolden” altså også det fornemme årslegat med sig – og et portrætinterview.

Modgang hører med

Susanne Mandrup er glad for lejligheden til at forklare baggrunden for sin succes på en fredag eftermiddag, hvor kulden bider udenfor betonmuren. Hun sidder ved mødebordet på sit kontor med varm, stærk kaffe i kruset.

- Succes kan nogle gange skygge for en person, så det ser ud som om, man aldrig har haft modgang. Så jeg er glad for, at jeg kan nuancere det billede, siger hun.

Professorens kontor på Syddansk Universitet i Odense er som den slags er flest, bortset fra en samling sten i vindueskarmen, og to farverige billeder på væggen over computerskærmen.

Stenene har Susanne Mandrup samlet på sine mange vandreture, for naturen har en stor plads i hendes liv.

Billederne er gaver fra to studerende, og de har selv malet dem. En tæt relation til de studerende er vigtig for hende, for hun ser en opgave i at få nye generationer af forskere godt i vej.

Derfor er det også vigtigt for hende at få nuancerne med her, så de unge forskere er klar over, at modgang hører med til en forskerkarriere. Det vender vi tilbage til.

I fedtvævets maskinrum  

Selv om vi befinder os her i betonbygningen på en mark uden for Odense, er Susanne Mandrup på en måde også et helt andet sted.

Hun er nemlig på en opdagelsesrejse i fedtvævets gådefulde kringelkroge og i reguleringen af fedtcellernes, adipocytternes, gener og funktioner. Helt inde i cellekernen, i maskinrummet, hvor en to meter lang DNA-streng ligger krøllet sammen.

Professoren udnytter de nyeste sekventeringsteknologier, og har etableret vigtige internationale og tværvidenskabelige samarbejder for at kortlægge de komplekse molekylærbiologiske mekanismer i fedtvæv og fedtceller.

Ændringer i mekanismerne i forbindelse med svær overvægt kan nemlig have store konsekvenser i form af en øget risiko for at udvikle type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdomme, kræft og leversygdomme.

Rejsen har indtil nu kastet flere vigtige nye opdagelser af sig, og Susanne Mandrup har med en imponerende publikationsliste etableret sig som international anerkendt topforsker på sit felt.

Det er baggrunden for, at hun har modtaget Villum Kann Rasmussens Årslegat til Teknisk og Naturvidenskabelig Forskning 2024.

To store gennembrud

Susanne Mandrups første store internationale gennembrud kom i 2008, kort efter hun var blevet professor. Her kortlagde hun og en hollandsk kollega som de første i verden, hvor en bestemt transskriptionsfaktor, som er afgørende for stamcellens forvandling til fedtcelle, binder sig til DNA-strengen. Transskriptionsfaktorer er de proteiner, der styrer aflæsningen af generne.

Studiet gav genlyd i feltet, fordi forskerne med ny DNA sekventeringsteknologi kunne vise, at den vigtige faktor bandt til DNA flere tusinde steder i genomet, og så ud til direkte at regulere mange flere gener end tidligere antaget.

Herfra rullede ”snebolden”, og i 2011 var hun og en amerikansk kollega de første til at beskrive, hvordan kromatin-strukturen, den måde arvematerialet er foldet sammen inde i cellen, ændres under fedtcelleudviklingen.

Kromatinstrukturen har betydning for, hvilke gener, der kan aktiveres, og altså komme til udtryk.

Siden har hun sammen med sin gruppe fulgt op med yderligere detaljerede studier af både kromatinstruktur og transskriptionsfaktorer.

Succesen har bidraget til, at interessen for forskningsfeltet er vokset. Ud over Susanne Mandrups egen gruppe, er otte andre grupper nu organiseret i forskningsenheden Functional Genomics & Metabolism Research Unit med i alt 100 studerende og medarbejdere.

Og Susanne Mandrup har skaffet tocifrede millionbeløb til hele to forskningscentre, som hun står i spidsen for: Center for Funktionelle Genomiske Studier af Vævsplasticitet (ATLAS) i 2017, støttet af Danmarks Grundforskningsfond, og Center for Adipocyte Signaling (ADIPOSIGN), støttet af Novo Nordisk Fonden i 2019.

- Jeg er stolt af og taknemmelig for det, jeg har opnået, men især for, at det er lykkedes igennem de seneste 10 år at udvide forskningsenheden med så mange dygtige mennesker, siger Susanne Mandrup.

Men hvorfor valgte hun lige genregulering i fedtceller?

- Jeg har en fascination af at forstå genregulering helt ned i de mindste detaljer, og da jeg under min ph.d. arbejdede med et fedtbindende protein, blev jeg sporet i retning af noget med fedtmetabolisme, forklarer hun.

- Vi undersøger, hvordan de enkelte gener bliver tændt og slukket under fedtcelleudviklingen, og hvad det er for proteiner, som regulerer den her tænd-sluk-mekanisme. Det synes jeg, er virkeligt spændende.

Netop tænd-sluk-mekanismen kan måske en dag udnyttes i medicinsk forebyggelse eller behandling af sygdomme relateret til overvægt. Det er det langsigtede perspektiv. 

Fra mad over bål til molekylær biologi

Interessen for biologien stammer fra barndommen, hvor sommerferierne gik til Sverige og Norge.

- Vi slog telt op i skoven eller på fjeldet, og vandrede, fandt dyrespor og lavede mad over bål. Så det med at forstå og forundres over naturen og livet - det betød rigtig meget.

Som teenager læste hun ”I skyggen af mennesket” af den engelske adfærdsforsker og ekspert i chimpanser Jane Goodall.

- Jeg blev grebet af Goodalls mod, og det med at vi skal forstå biologien for at forstå os selv. Det gjorde noget ved mig.

Derfor blev hendes nysgerrighed også vakt, da hun i 3. g fik en bog om DNA i hånden. Hun valgte at studere ”eksperimentel cellebiologi” på Odense Universitet.

Det var en utilsigtet god timing, for DNA-sekventerings-teknologien stod lige foran en eksplosiv udvikling, som har ført forskerne på den vildeste rejse lige lukt ind i et hidtil ukendt univers – og Susanne Mandrup kom med ombord.

I 1988 kunne hun kalde sig cand.ccient. i molekylær biologi, og i 1992 fik hun sin ph.d.- grad. Sideløbende med studierne havde hun stiftet familie. Ægtefællen Keld Balmer Hansen, der i dag er provst og sognepræst på Nordfyn, og deres to små børn rejste med, da hun i 1995 tog til Baltimore som postdoc hos en af de førende forskere i fedtcelle-udvikling, M. Daniel Lane, på det prestigefyldte Johns Hopkins University. Det blev til 14 måneder, som satte kursen for Susanne Mandrups liv som forsker.

- Dan Lane var et kæmpe forbillede for mig både som leder, som forsker og som menneske. Han viste mig blandt andet værdien af netværk, og hvad det vil sige at være der for sine folk i gruppen, siger Susanne Mandrup.

En maveplasker

Et par livlige blå øjne bag brilleglassene og hænderne, som former imaginære figurer i luften, ledsager ordene, når Susanne Mandrup fortæller. Det er vigtigt at kunne formidle sin videnskab, og argumentere for sin sag, mener hun.

Evnen til at udtrykke sig klart har hun også med hjemmefra, hvor der ofte blev skudt med skarpe argumenter hen over frikadellerne ved middagsbordet.

Især faren, som var ingeniør, og som Susanne Mandrup beskriver som ”passioneret og alsidig”, diskuterede gerne.

- Bølgerne gik højt, og jeg måtte virkelig kæmpe for mine synspunkter, husker hun.

Kampe på ord og meninger blev hun også kastet ud i senere i livet, da hun skulle finde sin vej som ung forsker i en forskningsverden, hvor man nemt kunne komme i klemme mellem ambitiøse professorer.

Og her er vi endelig tilbage ved noget af den modgang, som hun også har oplevet. Det var bl.a. da hun kom hjem til universitetet i Odense fra USA.

- Det var en total maveplasker, husker hun.

Kulturen på danske universiteter var dengang generelt helt anderledes end på de amerikanske universiteter, og Susanne Mandrup måtte kæmpe for at få rum til at drive sin forskning videre.

- Når jeg holdt ved, var det nok på grund af min stædighed, min tro på mig selv som forsker, og mit netværk i USA.

Hun tog sine kampe, fik stillingen som lektor i 1999, og så vendte hun blikket udad, og begyndte at opdyrke et internationalt netværk. Og via det netværk fik hun sit gennembrud.

- Det er et vigtigt budskab til de unge, at de vil møde modstand, men at de ikke skal lade sig slå ud. Man lærer meget af modgang, som man siden kan bruge. Man skal bare blive ved - og tro på det.

Nysgerrighed er drivkraften

Susanne Mandrup har mange forskellige roller på universitet og udenfor. Fra hun står op kl. 7 til hun går i seng kler hun i gang.

Og der er fart på hende, bogstaveligt talt. For professoren bliver ofte set i rask trav i universitetets lange gange, og hun kan være svær at holde trit med, fortæller en kollega.

- Vi har somme tider ”walk-and-talk-møder”, men vi får ikke talt så meget, for ingen kan følge med Susanne.

Susanne Mandrup er også kendt for at arbejde længe efter at mange andre har logget af deres computer.

- Hun er tit den sidste, der går, siger kolleger om hende.

- Hvis du sender hende en mail midt om natten, så får du svar med det samme.

Det er ikke fordi Susanne Mandrup aldrig holder fri. Det gør hun. Hun finder tid til gåture i naturen med ægtefællen, store middagsselskaber i hjemmet i landsbyen Østrup på Nordfyn, og samvær med familien, de to nu voksne børn med deres familier, som tæller to børnebørn og endnu et barnebarn, der er på vej.

Hun prioriterer endda godt selskab over sin nattesøvn.

- Jeg kan sagtens mentalt lukke ned for de opgaver, der ligger på skrivebordet, for at være sammen med familien eller andre mennesker. Det er vigtigt ikke at være låst af sine pligter.

Til gengæld har hun ingen problemer med at sætte sig ved computeren om natten efter en familiefest, i weekenden eller på hverdagsaftener. Hvor andre måske smider sig i sofaen for at se tv hen på aftenen, sætter Susanne Mandrup og hendes mand sig ved skrivebord og computer i hvert deres arbejdsværelse.

Og når ægtefællen står på prædikestolen i kirken om søndagen er ”præstekonen” ikke altid at finde på en bænk i kirken, men sidder ved sin computer.

- Jeg kan godt lide at få noget fra hånden. Få ordnet ting, siger hun, som har en to-do-liste, hun med tilfredshed krydser af, inden hun går i seng.

Men hvad er forklaringen på det usædvanlige drive?- Nysgerrighed, svarer Susanne Mandrup.

- Og en god portion nordjysk stædighed. Når, der er noget, jeg ikke helt forstår, eller noget, som jeg synes må kunne gøres bedre, udgør det en udfordring, som jeg dårligt kan lade ligge.

Nysgerrigheden og stædigheden i kombination med en arbejdsdisciplin, som ligger et pænt stykke over normalen, betyder, at Susanne Mandrup som en kollega udtrykker det, er ”dedikeret i alt hvad hun gør.”

Om det er en sten på stranden, som hun bare må have med hjem, en ny chiliplante i drivhuset som kræver særlige vækstbetingelser, eller en ny surdejsopskrift der skal testes i køkkenet, så angriber hun sine projekter med samme videnskabelige grundighed, som når hun studerer genregulering.

Som en anden kollega siger:

- Susanne lever videnskaben.

Sprognørd med temperament

Sprog er også omfattet af hendes grundighed.

- Vi må advare de nye studerende om, at det er helt normalt at få sine opgaver retur med så mange rettelser, at dokumentet er ildrødt, fortæller en kollega.

Susanne Mandrup medgiver, at hun er en sprognørd.

- Jeg har altid være optaget af at vælge de rigtige ord. Engang som barn har jeg faktisk præsteret at smide mig på gulvet i et raserianfald, fordi jeg ikke kunne finde det rigtige ord til en dansk stil, fortæller hun.

Temperamentet tøjler hun som regel i dag, men hun kan godt blive rigtig vred.

- Hvis nogen løber fra et løfte, eller de vil belære mig om, hvad jeg mener. Det kan jeg ikke tage, siger hun.

Op ad i systemet kan hun godt hæve stemmen, mens hun bestræber sig på, at nøjes med at være ”bestemt” over for studerende for at de skal forstå alvoren, hvis de ikke har overholdt aftaler eller lagt tilstrækkelig energi i studiet. Det er ment som en hjælp.

Men hun har også en anden side: den festlige. Og fordi hun gerne vil værne om og fodre den gode kultur på SDU, - og fordi hun er glad for at danse - deltager hun ivrigt i fester og andre sociale arrangementer.

Derfor kunne man også engang se Susanne Mandrup iført en orangerød turban med en banan på toppen og en klase druer dinglende ned på den ene side af hovedet i sit karakteristiske raske trav på vej gennem de lange gange på universitet.

Meget få reagerede.

Hun stak hovedet ind på et kontor og sagde ”hej” – ingen reagerede.

Hun fortæller selv anekdoten, og udbryder ”Jamen, hvad skal der til for at de synes, noget et sjovt?”

Udklædningen skyldtes en fest på universitetet, og det var ikke den eneste gang, Susanne Mandrup lavede det nummer med at gå gennem gangene i sin udklædning.

- Jeg ville se, hvordan folk reagerede – jeg syntes, det var sjovt, og jeg elsker at klæde mig ud, siger hun.

Måske er hun ikke altid i sync med andres humor, men vellidt er professoren og centerlederen. Hun er kendt for at stille store krav til sig selv og andre, men også for en oprigtig interesse for sine studerende, medarbejdere og kolleger.

- Jeg kan få gåsehud, når jeg ser et manuskript, der er skrevet særligt godt, en veloplagt præsentation af nye, spændende data, eller når jeg ser potentialet hos studerende og medarbejdere folde sig ud. Det er øjeblikke, der er værd at fejre, siger hun.

Et årslegat er også en anledning til fejring, for professoren ser prisen som en anerkendelse af en fælles indsats. Og Susanne Mandrup har allerede besluttet, hvor pengene skal gøre godt.

- De penge skal bruges til at hjælpe nogle af de dygtige unge forskere i min gruppe godt på vej, så de får mulighed for at forfølge deres drømme.

Susanne Mandrup pakker sine papirer ned i tasken. Det er fredag, og tid til at køre hjem til Østrup.

Fra vindueskarmen med stenene er der udsigt til marker og i horisonten en klynge blad løse træer. Der er sne i luften.