Fynsk bugt har verdensrekord i at forhindre CO2 udslip til atmosfæren
Ikke kun klodens skove kan optage store mængder kulstof. Undersøiske enge af havgræs kan også være med – og her er den sydfynske bugt Thurøbund ubestridt verdensmester, viser ny forskning.
Ålegræs i en fjord syner måske ikke af så meget, men de svajende undersøiske græsser spiller faktisk en overordentlig stor rolle i klodens CO2-regnskab. Engene er nemlig i stand til at optage og lejre store mængder kulstof – en evne, som er særdeles eftertragtet i en tid, hvor forskere og politikere jagter gode ideer til, hvordan vi nedbringer udledningen af CO2 til atmosfæren.
Der findes effektive enge af kulstof-lejrende havgræsser langs kysterne i store dele af verden – men ifølge SDU-biologer er ingen lige så effektive som en helt bestemt eng af ålegræs, der vokser i Svendborgsund, nærmere betegnet i bugten Thurøbund.
- Forskere har målt mange steder i verden. Senest har jeg selv været med til at måle på 10 udvalgte enge i danske og finske dele af Østersøen. Ingen steder kommer tilnærmelsesvis i nærheden af Thurøbund, siger Marianne Holmer, professor og leder af Biologisk Institut på SDU.
Thurøbund er både beskyttet og produktiv
Forklaringen skal findes i Thurøbunds særlige forhold.
- Bugten er meget beskyttet og samtidig meget produktiv. Det betyder, at ålegræsset vokser godt, og når ålegræsset dør, forbliver det i ålegræsengen. I denne begravelses-proces bliver plantens kulstof lejret i havbunden. I Finland vokser ålegræsset derimod på åbne kyster, og her bliver det døde ålegræs langt hyppigere ført bort af strøm og vind – og kulstoffet transporteres ud på åbent vand, hvor det enten begraves eller omdannes til CO2. Det ved vi endnu ikke helt præcist, forklarer Marianne Holmer.
I Thurøbund lejres der ca. 27.000 g kulstof (gC) pr. kvadratmeter. Til sammenligning kommer tallet aldrig over 10-11.000 gC pr. m2 andre steder i verden.
Der lejres mere kulstof i danske end finske enge
Ifølge den nye undersøgelse, som Marianne Holmer har deltaget i, og som ph.d.-stipendiat Emilia Röhr er hovedforfatter til, tegner der sig et generelt billede af, at danske havgræs-enge i Østersøen lejrer 3-4 gange mere kulstof end de finske.
Studiet, som også Christoffer Boström fra Åbo Akademi har bidraget til, er publiceret i tidsskriftet Biogeosciences.
- De finske enge er mere udsatte end de danske og vokser i mere eksponerede miljøer, hvor de døde planter ikke får lov at synke til bunds, så deres indhold af kulstof bliver lejret i sediment, forklarer Emilia Röhr.
Den økonomiske værdi
Det er uvist, hvor de døde planter forsvinder hen – og om de bliver lejret andetsteds, eller om de ender som CO2 til atmosfæren.
Eftersom havgræs-enge kan lejre kulstof og dermed forhindre udledningen af CO2 til atmosfæren, er der udviklet et system til at beregne den økonomiske værdi af det kulstof, der lejres.
- Værdien i Danmark er 1809 euro pr. hektar (ca. 13.500 kr.), mens den i Finland, hvor der jo lejres mindre kulstof, er 281 (ca. 2.100 kr.), siger Emilia Röhr.
Ålegræs er hjem for fisk og rejer
Andre forskere har tidligere beregnet, at den globale tilbagegang af havgræsser har kostet 1,9 – 13,7 milliarder US dollars i mistet kulstoflejring.
Mange lande gør i disse år en stor indsats for at bringe havgræsserne tilbage. De er nemlig ikke kun gode til at lejre kulstof: De er også hjem for en lang række små og større dyr, herunder kommercielt vigtige arter som rejer, fladfisk og torsk, og desuden fungerer planterne som partikelfiltre, der holder vandet klart.
På globalt plan har Jorden mistet anslået 29 pct. af de havgræsenge, der fandtes i 1879. I Danmark er der forsvundet 70-80 pct. siden 1930'erne.
Ålegræs er en plante
Havgræs er ikke en tangart, men en plante, der har blomster, blade og rødder ligesom planter på land. De sætter også frø, som kan sås i havbunden og blive til nye planter. Der findes ca. 60 forskellige havgræsser i verden, to af dem i Danmark: Ålegræs (Zostera marina) og dværgålegræs (Zostera noltii).
Havgræs har brug for lys og vokser derfor ikke på dybere vand, end at ca. 10 pct. af solens lys kan nå ned til planterne.
I Danmark vokser der ålegræs-enge ud for næsten alle kyster, undtagen Vesterhavskysten, hvor vind, bølger og strøm er for kraftige til, at rodfæstede planter kan blive stående i havbunden.
Mere ålegræs i danske fjorde
En måde at få ålegræsset tilbage på kunne være at dække mudrede og livløse fjordbunde med et tykt lag rent sand, som nye ålegræsplanter kan etablere sig i. Metoden hedder sand-capping, og iflg. lektor Mogens Flindt på SDU kan den gavne bl.a. Odense Fjord, Roskilde Fjord og Limfjorden.
Mød forskeren
Professor og leder af Biologisk Institut Marianne Holmers forskning er fokuseret på den marine økologi i kystzonerne. Hun er specielt interesseret i marine planter, restaurering af marine økosystemer og akvakultur i økosystemet.