Forgiftninger fulgte med drikkevandet i Pompeii

- Koncentrationerne var høje, og de har uden tvivl været problematiske for oldtidens romere. Deres drikkevand må have været decideret sundhedsfarligt.

Sådan lyder det fra SDU-kemikeren Kaare Lund Rasmussen, der har specialiseret sig i arkæologisk kemi. Han har analyseret et stykke vandrør, der stammer fra Pompeii, og resultatet har overrasket ham og hans forskerkolleger. Rørene indeholdt store koncentrationer af det giftige grundstof antimon.

Resultatet er offentliggjort i tidsskriftet Toxicology Letters. 

Forgiftede romerne sig selv til undergang?

I mange år har arkæologer ment, at romernes vandrør var problematiske for folkesundheden. De var nemlig lavet af bly – et tungmetal, der ophobes i organismen og med tiden viser sig som skader på nervesystemet og organer. Bly er også meget skadeligt for børn. Så en sejlivet tese har derfor lydt, at romerne forgiftede sig selv til undergang via deres drikkevand.

- Denne tese er imidlertid ikke altid holdbar. Et blyrør kalker ret hurtigt til, og dermed forhindres blyet i at trænge over i drikkevandet. Det har altså kun været i korte perioder, at drikkevandet blev blyforgiftet – f. eks. når rørene blev lagt, eller når de blev repareret. Forudsat selvfølgelig at der var kalk i vandet, hvad der normalt var, siger Kaare Lund Rasmussen.

I stedet mener han, at romernes drikkevand måske blev forgiftet af grundstoffet antimon, som fandtes iblandet blyet.

Særligt avanceret udstyr på SDU

I modsætning til bly er antimon akut toksisk – dvs., at man reagerer hurtigt efter at have drukket forgiftet vand. Stoffet irriterer især tarmene, og reaktionerne er opkast og diarre i et omfang, der kan føre til dehydrering. I slemme tilfælde går det også ud over lever og nyrer og i grelle tilfælde kan det give hjertestop.

Den nye viden om alarmerende høje koncentrationer af antimon kommer fra et stykke vandrør hentet i Pompeii.

- Eller mere præcist: En lille metalsplint på 40 mg, som jeg har fået fra min franske kollega, professor Philippe Charlier fra Max Fourestier Hospital, der spurgte, om jeg ville prøve at analysere den. Vi har nemlig på SDU noget særligt avanceret udstyr, der gør det muligt at detektere grundstofferne i en prøve – og endnu vigtigere: at måle i hvor store koncentrationer, de optræder.

Vulkan bidrog også med giftigt tungmetal

Kaare Lund Rasmussen understreger, at der kun er analyseret denne ene lille stump vandrør fra Pompeii, og at der er brug for flere undersøgelser, før man mere præcist kan sige, i hvilket omfang hele den romerske folkesundhed har været påvirket.

Men at drikkevandet i Pompeii har indeholdt alarmerende koncentrationer af antimon står fast. Og det har måske endda været endnu højere end i andre egne af Romerriget, fordi Pompeii lå i nærheden af vulkanen Vesuv. Antimon forekommer nemlig også naturligt i grundvand i nærheden af vulkaner.

Sådan gjorde forskerne

Målingen er foregået på en Bruker 820-MS, der er et ICP-MS (Induced Coupled Plasma – Mass Spectrometer; induceret koblet plasma – massespektrometer).

Prøven opløses i koncentreret salpetersyre. 2 mL af den opløste prøve suges op i et loop, hvorfra den bringes ind i apparatet via en forstøver. Forstøveren sidder i et kølekammer, hvor de største af vanddråberne fjernes, mens de små aerosoler med prøvemateriale føres derfra med en argon gasstrøm ind i en 6.000 °C varm plasma.

Her atomiseres og ioniseres alle de forskellige grundstoffer i prøven, og de føres derefter ind i apparatet som en ion-strøm, der til sidst rammer en detektor, der registrerer atomerne efter vægt.

Ved at holde målingerne op mod resultaterne af målinger på prøver med kendte koncentrationer, kan mængden af de forskellige grundstoffer bestemmes.