ATLAS er åben
Susanne Mandrup modtog i april 2017 en bevilling på 65 mio. kr. fra Danmarks Grundforskningsfond til et Centre of Excellence. Centret åbnede officielt mandag 6. november med et symposium i auditorium O100 på SDU.
Af Trine Søndergaard, trinesh@sdu.dk
Professor Susanne Mandrup, rektor Henrik Dam, dekan Martin Zachariasen, dekan Ole Skøtt og Liselotte Højgaard fra Danmarks Grundforskningsfond holdt åbningstaler for et fyldt auditorium O100 i mandags. Anledningen var den officielle åbning af ATLAS, som de kommende seks år skal forsøge at skubbe grænserne for, hvad der er muligt med genomiske teknikker.
Forskningen involverer naturvidenskabelige og sundhedsvidenskabelige forskere fra SDU og Odense Universitetshospital, og de var blandt symposiets indlægsholderne ved den videnskabelige del af symposiet. Det samme var flere internationale forskere.
Med professor og molekylærbiolog Susanne Mandrup i spidsen skal ATLAS’ forskere undersøge, hvordan forskellige celletyper i lever- og fedtvæv ændrer sig under fedme, og forskerne får som de første mulighed for at kigge på cellerne inde i levende mus.
Ved hjælp af nye teknikker vil de kunne aflæse, hvad der sker i de forskellige celletyper inde i det levende væv, når cellerne udsættes for ydre påvirkninger. På den måde kan ATLAS tilvejebringe forståelse af, hvordan celler kommunikerer med hinanden og reagerer på forandringer. En forståelse, som på længere sigt kan få indflydelse på behandling af fedmerelaterede sygdomme.
Fotos: Trine Søndergaard/SDU