Skip to main content
DA / EN

Nu er Danmarks han-ørreder igen rigtige hanner

I årtier har medierne fortalt om feminiserede hanfisk, men nu er denne feminisering fuldstændigt forsvundet i fynske vandløb, meddeler SDU-forskere.

Af Birgitte Svennevig,birs@sdu.dk

Hanfisk, som lever nær udledninger fra spildevandsrensningsanlæg, har i mange lande vist sig at være feminiserede, og det skyldes oftest spildevandets indhold af hunlige kønshormoner - f.eks. naturlige østrogener og syntetiske p-pille-østrogener, som kun fjernes fra spildevandet, hvis rensningsanlægget udfører avanceret rensning.

 Biologerne henter bækørreder til deres undersøgelser.

Feminiseringen viser sig bl.a. som forhøjede koncentrationer af æggeblommeproteiner i blodet hos hannerne. I modsætning til hannerne producerer hunnerne selv østrogener, og æggeblommeproteinerne findes derfor normalt kun hos hunner, hvor de indbygges i æggene.

Et forhøjet niveau af blommeprotein i en fisk er en ‘early warning’ om, at der er hormonforstyrrende stoffer i vandet, som påvirker deres hormonsystem. Det kan medføre intersex; en tilstand, hvor hanner udvikler ægceller i testiklerne.

Når der udvikles flere hunner end hanner

Intersex er fundet hos flere fiskearter især i England, hvor man ikke har samme tradition for avanceret spildevandsrensning som i Danmark.

• I laboratorieforsøg med zebrafisk ser vi, at flere fisk udvikler sig som hunner, når de udsættes for østrogene stoffer i det livsstadie, hvor deres kønsorganer udvikles.

Hvis forholdet mellem kønnene forskydes væk fra 50:50, har det selvfølgelig en betydning for, hvorvidt en population af fisk kan overleve i længden, siger Jane Ebsen Morthorst, biolog på SDU. 

Videnskabeligt studie

De fleste danske kommunale rensningsanlæg er avancerede og fjerner naturlige østrogener og syntetiske p-pille-østrogener så effektivt fra spildevandet, at koncentrationerne i det rensede spildevand er for lave til at feminisere hanfisk.

- Alligevel fandt vi udbredt feminisering blandt nogle bækørred-hanner i bl.a. fynske vandløb i perioden 2000-2004, men i perioden 2010-2016 konstaterede vi, at denne feminisering af hanfiskene var fuldstændig forsvundet, siger Jane Ebsen Morthorst.

Sammen med kollegerne Poul Bjerregaard, Henrik Holbech og Knud L Pedersen fra Biologisk Institut, SDU, har hun netop publiceret dette studie i tidsskriftet Environmental Toxicology and Chemistry.

Dårligt renset spildevand fra få husstande er nok

- Vi granskede alle de mulige kilder til østrogen-aktivitet i vandløbene, og undersøgte, om der var sket ændringer mellem 2004 og 2010. Vi kunne udelukke ændringer i bl.a. nedbør/vandføring og landbrugspraksis, og den eneste væsentlige ændring, der stod tilbage, var at udledningen af dårligt renset spildevand fra spredt bebyggelse til vandløbene var blevet minimeret i perioden.

 
Mere effektiv rensning af spildevand fra ejendomme i spredt bebyggelse har ført til et markant fald i feminiserede han-ørreder.

Fra omkring 2003 er der sket en udbredt og markant forbedring af spildevandsrensningen på ukloakerede ejendomme i spredt bebyggelse, fordi myndighederne stillede krav om forbedret rensning. Spildevandet fra mange husstande i spredt bebyggelse passerede ofte kun en bundfældningstank i form af en septiktank eller lignende, som ikke fjerner østrogener men kun større partikler.

I et tidligere projekt er det vist, at udledninger fra bundfældningstanke kan indeholde tilstrækkelig østrogen-aktivitet til at feminisere hanfisk.

Selv fra en enkelt husstand kan der udledes så mange hunlige kønshormoner, at dyrelivet i vandløb bliver påvirket. Hormonerne er bl.a. overskud fra p-piller, der udskilles gennem urinen.

Strammere krav har virket

Krav om installation af yderligere renseanlæg efter bundfældningstanke har altså med stor sandsynlighed medført en forbedring af miljøtilstanden i de danske vandløb.

I samarbejde med de berørte kommuners miljøafdelinger konstaterede vi, at mange hustande i spredt bebyggelse havde udført forbedret spildevandsrensning på egen matrikel eller var blevet koblet på et kommunalt rensningsanlæg i perioden 2004 til 2010, og derfor var udledningen af dårligt renset spildevand fra den spredte bebyggelse blevet kraftigt reduceret.

Arbejdet er finansieret af Miljøstyrelsen via Center for Hormonforstyrrende Stoffer.

Kontakt

Jane Ebsen Morthorst er adjunkt og ph.d. i biologi. Hun forsker i økotoksikologi på Biologisk Institut.

Gå til profil

Økotoksikologi

Hvert 5. sekund bliver et nyt kemisk stof registreret. Pt er der over 119 mio. registrerede stoffer. Vi ved fra feltundersøgelser og laboratorieforsøg, at nogle af stofferne kan forstyrre hormonsystemet, men langt fra alle stoffer er testet for denne virkning, og vi ved derfor ikke, hvordan de påvirker mennesker, dyr og naturen. Derfor forsker vi i økotoksikologi på SDU.

Læs mere om vores forskning

Redaktionen afsluttet: 24.11.2017