Skip to main content
DA / EN

Nyt samarbejde sætter droner og robotter på skemaet i gymnasiet

Den 11. januar var en stor dag for eleverne på Mulernes Legatskole. Den dag underskrev LSUL, Det Naturvidenskabelige Fakultet, Dronecenteret ved Det Tekniske Fakultet, Syddansk Universitetsbibliotek og Mulernes Legatskole en aftale om, at Odense-gymnasiets nye studieretning i matematik-fysik-kemi får fokus på droner og robotter.

Af Trine Søndergaard, trinesh@sdu.dk

Formålet med aftalen er at styrke elevernes interesse for de naturvidenskabelige og tekniske fag og studieretninger. Interessen skal ideelt motivere dem til at vælge en karriere inden for feltet.

”Hos os opfatter vi teori og praktik med droner og robotter som en væsentlig del af en moderne almendannelse, hvorfor ambitionen er at få dette emneområde ind i alle fag til glæde for elevernes læring og generelle dannelse,” siger Torben Jakobsen, rektor på Mulernes Legatskole.

”Samarbejdet er en unik mulighed for bringe forskning og undervisningspraksis tættere på hinanden og dermed integrere viden fra den nyeste forskning om droner og robotter i undervisningen,” fortæller Brad Beach, centerleder ved SDU Dronecenter.

”Det, vi igangsætter med samarbejdet, skal samtidig ses som en invitation til alle uddannelsesinstitutioner fra dagtilbud til folkeskoler og ungdomsuddannelser. I LSUL læser vi ikke bare de mange rapporter og anbefalinger, uddannelsessektoren modtager fra ministerier og styrelser om styrkelse af naturfagene. Vi sætter handling og dokumentation bag. Og ambitionen her er at revolutionere undervisningen i de naturvidenskabelige fag.” siger Claus Michelsen, centerleder af LSUL.

3-årig samarbejdsaftale

I det visionære samarbejde vil parterne sammen udvikle og forandre undervisningen i matematik, naturfag og teknologi.

Det sker med en 3-årig aftale, som sætter droner og robotter på skemaet i gymnasiets nye studieretning, som et fagligt og didaktisk redskab til anvendelsesorienteret og autentisk undervisning.

Redaktionen afsluttet: 24.01.2018