Ny indsigt i kræftcellers evne til at reparere sig selv
Håbet er, at vi en dag kan svække kræftceller
Kræftceller er på flere måder stærkere og mere modstandsdygtige end kroppens egne celler – det er derfor, de så aggressivt og hurtigt kan sprede sig i en ellers rask krop.
Et af deres talenter er, at de effektivt kan reparere sig selv, når de får skader på cellemembranen. Nu har et forskerhold fra SDU og Kræftens Bekæmpelse studeret proteinfamilien annexin, som hjælper cancercellerne med at reparere deres membranskader meget effektivt.
Det nye studie er offentliggjort i Scientific Reports og det kan bidrage til at forstå mekanismen bag membranreparation.
Ny medicin
- Dermed er vi måske kommet tættere på en dag at kunne udvikle medicin, der hæmmer cancercellers evne til at reparere sig selv så effektivt, siger Adam Cohen Simonsen, biofysiker på Institut for Fysik, Kemi og Farmaci, SDU.
Hans forskningsgruppe har udviklet et kunstigt membransystem, som kan udsættes for forskellige påvirkninger. Systemet består af nogle flade membranstykker med frie kanter som efterligner membranhuller. Systemet blev udsat for forskellige familiemedlemmer af proteinet annexin i mikroskopet. Ved dette møde ændrede membranerne sig i løbet af nogle sekunder og minutter: De rullede sig sammen eller dannede krumme strukturer. Dannelse af membrankrumning er sandsynligvis et vigtigt trin i reparationen.
Eftersom annexinerne dannede meget forskellige strukturer, er forskerne nu i stand til at skelne mellem deres effekt på membraner.
Annexiner er også på spil i kroppens egne celler, som også har evnen til at reparere sin membran.
En udfordring at svække cancerceller
- Men det er kun i cancercellerne, at vi ønsker at hæmme evnen til at reparere sig selv. Nogle kræfttyper er kendetegnet ved at have et ekstremt effektivt reparations-system, drevet af annexiner, og her ligger et stort potentiale – men også en stor udfordring, for det er et komplekst system at forstå, endsige forsøge at kontrollere, så man målrettet kan svække cancerceller, siger Adam Cohen Simonsen.
Fra Kræftens Bekæmpelse har Theresa l. Boye, Kenji Maeda og Jesper Nylandsted bidraget.
Fra SDU er det Adam Cohen Simonsen, Jonas C. Jeppesen, Weria Pezeshkian og Vita Solovyeva, Institut for Fysik, Kemi og Farmaci.