Supercomputere giver forskningen mere gennemslagskraft
Flere og flere forskere udgiver forskningsartikler, som er baseret på regnekraft fra en supercomputer. Det fører ofte til høj international gennemslagskraft, viser en analyse.
På SDU står supercomputeren ABACUS. Den er en af tre nationale supercomputere i Danmark, og den bliver flittigt brugt til forskning.
Danish e-Infrastructure Cooperation (DeiC) har undersøgt, hvordan det er gået de videnskabelige artikler, der beskriver opdagelser og erkendelser, som kun har været mulige, fordi en national supercomputer har bidraget.
Supercomputeren ABACUS står på SDU.
I perioden 2015 – 2017 har DeiC registreret 290 sådanne videnskabelige artikler.
Artiklerne bliver ofte citeret af andre forskere
En meget stor andel af disse 290 artikler har høj international gennemslagskraft. Det konkluderer DeiC i en analyse, som man kan læse her.
Helt konkret er de 85 pct. udkommet i et tidsskrift med en Journal Impact Factor (JIF) på mere end 2,5. 45 pct. havde en JIF på mere end 5.
Journal Impact Factor er et udtryk for, hvor meget en forskningsartikel i et tidsskrift bliver citeret. Jo højere JIF, jo oftere bliver en artikel citeret og jo mere videnskabeligt anset er den pågældende artikel. Eksempelvis citeres gennemsnitligt 4 ud af 10 artikler i et tidsskrift med JIF på 4.
Otte af artiklerne er udgivet i Nature, som har en JIF på 40.
Artiklerne er oftere skrevet af internationale forskerhold
DeiCs analyse viser også, at forskningsartiklerne oftere end gennemsnitligt er skrevet af internationale forskerhold. Dette gælder for 67 pct. af de 290 artikler.
Til sammenligning gælder det kun for 58,1 pct. af samtlige internationale sam-publiceringer med dansk involvering.
Læs mere om samarbejdsmønstrene her.
Især naturvidenskab og sundhedsvidenskab
En stor del af de 290 artikler handler om naturvidenskabelig og sundhedsvidenskabelig forskning. 34 pct. handler om biologisk forskning, mens ca. en fjerdedel handler om medicinsk forskning.
Udover ABACUS på SDU står der også nationale supercomputere Computerome på DTU og Kulturarvsclusteret på Det Kgl. Bibliotek.
Læs mere om undersøgelsen på DeiCs hjemmeside her.