Vi lever længere og ældes langsommere
Menneskers biologiske alder blev tidligere bestemt via biomarkører i blodprøver og konditest, og endda fotos. Ny forskning fra SDU viser nu, at ældre danskere i dag ser yngre ud i en given alder, end de gjorde for 10 år siden ved samme alder.
Tilbage i 2002 afsluttede forskere fra SDU et studie, hvor de lod en gruppe mennesker se på 382 fotografier, som netop var taget, af personer i alderen 70 til 90 år. Gruppen skulle gætte, hvor gamle personerne på de forskellige fotos var.
Den korrekte gennemsnitsalder var knap 76 år, og gruppen gættede stort set rigtigt.
10 år senere blev de samme fotos vist frem, og igen blev gruppen blev bedt om at gætte alderen på de personer, de så på billederne. Denne gang var gennemsnittet af gruppens gæt knap 79 år, altså næsten 3 år højere end den første gruppes gæt.
”Vi får flere og flere sunde leveår
I 2012 blev personerne på fotografierne fra 2002 således skønnet til at være ældre, end de egentlig var. Gruppen, der havde set billederne, havde altså en forventning om, at der burde være gået flere år, før man så ud som personerne på billederne.
En af grundene til, at man i 2012 vurderede alderen af ’fotomodellerne’ højere er, at danskerne i dag lever længere og er sundere. Det mener forsker Ulrich Steiner fra Biologisk Institut.
-Vi lever længere og denne øgede levetid går hånd i hånd med ændringen i, hvordan vi lever. Vi får flere og flere sunde leveår, siger han.
Forventninger og data følges ad
Gruppens gæt i 2012 på de knap 79 år har vist sig at stemme overens med den øgede levetid, danskerne kan forvente at have. På 10 år steg danskernes forventede levetid nemlig med ca. 2,5 år, hvilket passer med de knap 3 år, som gennemsnitsgættet var steget med fra 2002 til 2012.
-Vi var overraskede over at finde sådan et tæt forhold mellem hvor gamle folk ser ud og hvor længe de forventes at leve, siger Steiner.
Den gennemsnitlige levealder for mænd var i 2012 ca. 78 år, mens den for kvinder var omkring 4 år længere. Går man 10 år tilbage i tiden, var disse tal 2-3 år lavere (3 år for mænd og 2,25 år for kvinder).
Studiet viste også, at der generelt blev skudt mindre ved siden af i 2012, når det drejede sig om at vurdere mænds alder (kun 2,6 år forkert), mens kvinder blev aldersbestemt hele 3 år forkert.
Læs mere
Du kan læse det fulde studie "Parallel progress in perceived age and life expectancy", som netop er blevet publiceret i Journal of Gerontology: Medical Sciences.
Gæt personers alder
- Forskningen er en del af SDU’s Citizen Science Project om aldring.
- Projektet hedder AgeGuess og er drevet af forskere fra SDU.
- På hjemmesiden for AgeGuess kan alle gætte med, når alderen på en person fra et foto skal bestemmes.
- Forskerne gemmer de indtastede data og bruger dem i deres videre arbejde med aldringsforskning.
Mød forskeren
Ulrich Steiner er lektor på Biologisk Institut ved Syddansk Universitet.