Ved at levere en casebaseret problemstilling til en universitetsstuderende der skal udarbejde en projektopgave, får du både friske øjne på din organisation og den konkrete udfordring og en tilgang som ikke er farvet af den måde, I normalt anskuer udfordringer på.
Den studerende skal belyse og løse organisationens udfordring ud fra et teoretisk og metodisk grundlag. Det betyder at den studerende baserer sit arbejde på de nyeste akademiske teorier, modeller og analytiske værktøjer som den studerende har tillært sig i løbet af sin uddannelse.
Et projektsamarbejde kan ikke sidestilles med en ansættelse af en studentermedhjælper, da den studerende først og fremmest skal leve op til uddannelsens akademiske krav.
Bachelorprojektet er et større selvstændigt projekt der ligger på bacheloruddannelsens 3. år.
Naturvidenskabelige bachelorprojekter på SDU har et omfang af 10-15 ECTS og gennemføres oftest i forårssemestret med afleveringsfrist 1. juni, alternativt i efterårssemestret med afleveringsfrist 1. januar.
I tilfælde af at flere studerende samarbejder om et fælles bachelorprojekt, skal den enkelte studerende derudover forsvare sin opgave ved et individuelt mundtligt forsvar.
Hvert år indgår 30-40 virksomheder et projektsamarbejde med kandidatstuderende fra Det Naturvidenskabelige Fakultet. Virksomhederne er ofte fra IT- eller robotindustrien, produktionsvirksomheder, biotekvirksomheder, kommuner eller styrelser. De studerende læser for eksempel Matematik, Datalogi, Biologi, Kemi, Fysik eller Biomedicin.
Ved at projektsamarbejde med en naturvidenskabelig studerende får din virksomhed et friskt syn på et udvalgt emne. Den studerende kommer med de nyeste videnskabelige teorier, metoder og forskning – og bidrager samtidig til løsning af specifikke og konkrete problemer.
Et virksomhedsprojekt er et læringsforløb som indgår i en kandidatuddannelse – det er ikke et ansættelsesforhold.
I skal som projektvirksomhed sikre at den studerende løser opgaver, der giver viden om og forståelse for praktiske forhold og metoder i relation til naturvidenskabelige eller beslægtede problemstillinger. Opgaverne skal være fagligt relevante og skal kunne anses som ét sammenhængende projekt.
Opholdet hos jer bør også medvirke til at udvikle den studerendes kreativitet, selvstændighed og samarbejdsevner og generelle akademiske kompetencer.
Projektet skal resultere i en skriftlig projektrapport fra den studerendes side, som bliver bedømt på uddannelsen.
Afhængigt af hvilken uddannelse den studerende kommer fra, kan projektsamarbejder have et omfang af ca. 250, 375 eller 750 arbejdstimer, inklusive den arbejdstid den studerende bruger på at udarbejde projektrapporten.
Projekter med et omfang af 750 arbejdstimer tilrettelægges altid som fuldtidsarbejde, mens projekter på 250 eller 375 arbejdstimer som udgangspunkt tilrettelægges som deltidsarbejde, da den studerende sideløbende følger undervisning på universitetet.
På de fleste naturvidenskabelige kandidatuddannelser ligger virksomhedsprojekter typisk i perioden februar-maj, hvor den studerende skal aflevere projektrapporten senest 1. juni. På kandidatuddannelsen i Biologi ligger virksomhedsprojekter på 750 timer dog altid i perioden september-december, hvor den studerende skal aflevere projektrapporten senest 1. januar.
Den studerende skal som udgangspunkt beskæftige sig med et gennemgående projekt under hele projektforløbet. Dette arbejde skal dog suppleres med løbende ad hoc-opgaver i lighed med virksomhedens ansatte. Det forventes også at den studerende deltager i afdelingsmøder og andre virksomhedsaktiviteter.
I udpeger en kontaktperson (ekstern vejleder) der kan introducere den studerende til virksomheden og give sparring og hjælp undervejs i forløbet. Vejlederen fra virksomheden skal være en person med en akademisk uddannelse som arbejder i samme afdeling, den studerende bliver tilknyttet.
Under projektforløbet følger den studerende jeres normale arbejdstider og de regler der gælder for jeres ansatte i almindelighed, eller hvad I og den studerende måtte aftale jer frem til.
Den studerende får SU under projektforløbet og må derfor ikke modtage løn.
Som projektvirksomhed har I dog mulighed for at give den studerende en erkendtlighed som udtryk for en påskønnelse for opholdet i virksomheden. Den studerende må maksimalt modtage et beløb svarende til DKK 3.000 pr. måned.
Derudover må I gerne refundere den studerendes dokumenterede og nødvendige merudgifter under opholdet i virksomheden – for eksempel transportudgifter mellem den studerendes bopæl og virksomheden, telefonregninger eller dobbelt husleje.
I forbindelse med projektkontraktens indgåelse foreligger der juridiske betingelser som sikrer virksomheden og den studerende mod misligholdelse.
Hvis I ønsker det, har I yderligere mulighed for at bede den studerende og vejlederen fra SDU om at underskrive en fortrolighedserklæring.
I er forpligtet til at holde den studerende forsikret mod arbejdsulykker og lignende i forbindelse med projektsamarbejdet.
Begynd planlægningen tidligt. Hvis I eksempelvis ønsker en studerende i forårssemestret, skal I tage kontakt til SDU i begyndelsen af efteråret.
Lav en beskrivelse af virksomhedsprojektet med information om virksomheden og den afdeling som den studerende vil blive tilknyttet, og jeres idé til et gennemgående projekt og andre faglige udfordringer, som den studerende vil skulle arbejde med. Skal den studerende være tilknyttet virksomheden på fuld tid eller på deltid?
Find ud af hvad I vil tilbyde den studerende i forhold til refusion af dokumenterede nødvendige merudgifter.
Eksempler på tidligere projektsamarbejder
- Udvikling og automatisering af kundesupport
- Undersøgelse af kemisk skum til brandhæmmende coatings
- Dataprocessering af droner
- Forudsigelse af obligationskursers retning og tendens via beslutningstræ-baserede algoritmer
- Etablering og formidling af naturområder
- Videreudvikling af ekstraktions- og analysemetode af PE-phenoler i drikkevand
- Udvikling af cDNA-syntesekit
- Brug af kunstig intelligens i udarbejdelse af brandteknisk dokumentation
- Teknisk undersøgelse af vådområder
- Udvikling af genetisk analysepanel og SWP-identifikation
- Forskning i fermentering og mikrobiologi ved bryggeri
- Forecasting: Opstille prognoser for at kunne planlægge og optimere i stor dansk virksomhed
- Miljørådgivende konsulentarbejde indenfor grøn omstilling med fokus på bæredygtige løsninger
- Arbejde med machine learning og kunstig intelligens i forbindelse med at forudsige hændelser i emerging markets
- Identifikation af ledende indikatorer for økonomiske præstationer for entreprenører i byggebranchen
Kontakt os om virksomhedsprojekter
Studievejleder Simone Louise Sørensen
Telefon: 6550 2851
E-mail: studyscience@sdu.dk
Virksomhedskonsulent Manuel Kehrer
Telefon: 6550 4610
E-mail: make@sdu.dk
Specialeprojektet er den afsluttende opgave på en kandidatuddannelse.
På de fleste naturvidenskabelige uddannelser har specialeprojektet et omfang af 60 ECTS og gennemføres over et helt år. Det mest almindelige er at projektet påbegyndes i september, med afleveringsfrist 1. juni det efterfølgende år, men der er også en del studerende der påbegynder deres specialeprojekt i februar, med afleveringsfrist 1. januar det efterfølgende år.
I visse tilfælde kan specialeprojektet kombineres med et virksomhedsprojekt forud for selve specialeprojektet.