Skip to main content
DA / EN
Fast track

6 nye projekter får fast track virkemiddel

Fast track virkemidlet fra SDU Climate Cluster gives til frie forskningsidéer og hypoteser samt til at etablere pilotprojekter, som senere kan danne grundlag for større, eksterne forskningsansøgninger.

Af Birgitte Svennevig, , 09-05-2023

Fast track virkemidlet skal således være en testbane for nye tværvidenskabelige forskningssamarbejder på SDU, der understøtter SCC's mission om at bidrage til klimaneutralitet senest i 2050. 

Hvert projekt får ca. 100.000 kr., og nu er der igen delt portioner ud. Her er de seneste seks projekter, der har fået støtte.

Droner, der skal rense vindmøllevinger

Rengøring af vingerne udgør en betragtelig del af vedligeholdelsesbudgettet for vindmølleoperatører. Droner bliver allerede i dag brugt som alternativ til manuel rengøring, men hver droneflyvning kræver stadig stor koncentration og flere personers involvering. Målet med dette projekt er at gøre den enkelte droneoperatør i stand til at styre to eller flere droner ad gangen til vingerengøring, så omkostningerne ved vindenergi kan nedsættes.

Projektnavn: Cooperative drones for cleaning of wind turbine blades.

Tilknyttede forskere: Anders Lyhne Christensen og Norbert Krüger, Mærsk McKinney Møller Instituttet, TEK. Rocio Chongtay, Institut for Sprog, Kultur, Historie og Kommunikation, HUM. Jerome Jouffroy, Institut for Mekanik og Elektronik, TEK.

Hvordan kan vi lære af førende kommuner inden for klimatilpasning i den dansk-tyske grænseregion?

Nogle kommuner har været hurtige og gode til at indføre klimatilpasning, og dem kan andre kommuner lære af. Dette projekt vil udvikle et screeningsværktøj, der skal identificere first mover kommunerne i den dansk-tyske grænseregion, så de kan blive rollemodeller og bidrage til bedre og hurtigere klimatilpasning i danske og tyske kommuner.

Projektnavn: Climate adaptation across borders: Developing a screening tool for first-mover municipalities.

Tilknyttede forskere: Emma Perriton, Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse, SAMF. Mads Bruun Ingstrup, Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse, SAMF. Cintia Organo Quintana, elitecenteret Aquatic Nature-based Solutions, Biologisk Institut, NAT.

Kan vi spare (mere) energi i forskernes laboratorier?

Forskerlaboratorier bruger meget strøm – ofte meget mere end andre lokaler på et universitet. Det skyldes bl.a., at der står masser af strømslugende apparater, at laboratorierne ofte kører i døgndrift, og at der skal luftes meget ud. Dette projekt vil involvere laboratorieledere fra SDU Sønderborg i workshops, der har som mål at nedbringe energiforbruget.

Projektnavn: COLABS: Co-design for laboratory energy savings.

Tilknyttede forskere: Kerstin Fischer, Institut for Medier, Design, Læring og Erkendelse, HUM. Horst-Günter Rubahn, Mads Clausen Instituttet, TEK.

Hvordan mindsker vi udslippet af lattergas fra rensningsanlæg?

Det er ikke kun rent vand, der ledes ud af rensningsanlæg. Der dannes også en betydelig mængde lattergas under de biologiske processer, der renser vandet. Lattergas er en potent drivhusgas, og derfor vil dette forskerhold gerne blive klogere på, hvad der påvirker dannelsen af lattergas. Målet er, at rensningsanlæg kan nedbringe deres udslip af lattergas.

Projektnavn: Reducing nitrous oxide emissions from wastewater treatment plants.

Tilknyttede forskere: Birgitte Lilholt Sørensen, Institut for Grøn Teknologi, TEK. Alexander Treusch, Biologisk Institut, NAT.

Mere fokus på smag, når vi skal producere klimavenlige fødevarer

Plantebaserede fødevarer i stedet for kød er godt for klimaet, men de smager ikke altid så godt. Faktisk smager de ofte bittert og mangler sødme og umami. Det mener forskerne bag dette projekt er et problem, der skal tages alvorligt. Det samme skal fødevareproducenternes udfordring med at skaffe kapital til det udviklingsarbejde, der ligger i at finde frem til klimavenlige fødevarer, som forbrugerne har lyst til at købe.

Projektnavn: Food system transition towards a “climate diet” – Taste as a driver for change.

Tilknyttede forskere: Jochen Theis, Institut for Virksomhedsledelse, SAMF. Kristin Munksgaard, SDU Business School, SAMF. Mathias Porsmose Clausen, Institut for Grøn Teknologi, TEK.

Skrotter vi kølekompressorer for hurtigt?

Uden kølekompressorer var der ikke noget, der hed køleskabe, frysere osv. I Danmark skrottes der 300.000 køleanlæg – små som store, og køleskabe og køleanlæg fylder derfor godt hos skrothandlerne, når de bliver smidt ud. Men det er ikke altid, at de skrottede kølekompressorer er så udtjente, at de ikke kan genbruges. Den erfaring har forskerne bag dette projekt gjort sig, og derfor vil de gerne udvikle en standardiseret metode til at vurdere potentialet for genbrug af kølekompressorer og foretage en markedsanalyse af samme.

Projektnavn: Circling up the waste processing hierarchy: a technical and market analysis in the sustainable reuse of End-of-Life cooling compressors.

Tilknyttede forskere: Erik Skov Madsen, Institut for Teknologi og Innovation, TEK. Julie Emontspool, Institut for Virksomhedsledelse, SAMF.

SCC har tidligere givet virkemidler til disse ti fast track projekter

Fast track projekter

Redaktionen afsluttet: 09.05.2023