Ann Clarke er ny professor: ”Samspillet mellem at gøre en forskel for offentlig-privat innovation og bedrive forskning er berigende”
Ann Højbjerg Clarke er nyudnævnt professor i business-to-business marketing og innovation. I sin forskning samarbejder hun med offentlige organisationer og private virksomheder om at skabe fremtidens løsninger.
Hvordan kan det offentlige og private samarbejde om at skabe nye velfærdsløsninger, der både gavner organisationerne og skaber vækst ude i de danske virksomheder?
Det er ét af de spørgsmål, der optager den nyudnævnte professor Ann Højbjerg Clarke.
I sin lange og flotte karriere på Syddansk Universitet har hun blandt andet stået i spidsen for et institut, drevet impact-orienterede projekter og været en anvendt og anerkendt rådgiver og ekspert inden for offentlig-privat innovation og business-to-business marketing.
Vellykkede innovationsprocesser
I sin forskning samarbejder Ann Højbjerg Clarke tæt med både offentlige og private aktører om at frembringe innovationer, der gavner det offentlige. Sammen med forskerkollegaen Majbritt Rostgaard Evald er hun især drevet af, hvordan det offentlige og private sammen driver vellykkede innovationsprocesser, blandt andet inden for sundhedsområdet.
Som en del af sin forskning faciliterer hun derfor også processer og workshops samt yder rådgivning, der blandt andet hjælper virksomheder og organisationer med at forstå de forskellige offentlige aktørers behov.
- Det er målet, at vi sammen udvikler løsninger, der ikke blot tilbyder høj værdi, men også kan skaleres til andre dele af det offentlige og forskellige sektorer. Vi har et ønske om at skabe reel og varig forandring i sundhedsvæsenet gennem innovativ tænkning og samarbejde på tværs af sektorer, siger hun.
Handler om at forstå mekanismerne
I de senere år har Ann Højbjerg Clarke også været optaget af den stigende digitalisering i det offentlige, både i forbindelse med udrulning af nye digitale løsninger, såsom virtual reality til træning af sygeplejersker, og i relation til digitale kommunikationsformer mellem det offentlige og patienten.
Center for Bæredygtig Erhvervsfremme
Ann Højbjerg Clarke er en del af Center for Bæredygtig Erhvervsfremme. Centret har som mission at nytænke erhvervsfremme, så fremtidens erhvervsfremmeinitiativer bliver mere effektfulde og bidrager til løsning af samfundets og den enkelte virksomheds problemer.
Digitale kommunikationsplatforme vinder nemlig i stigende grad indpas og bliver blandt andet brugt til at reducere afstanden til sundhedsvæsnet. Spørgsmålet er bare, om de reducerer eller faktisk skaber ulighed i sundhed, forklarer hun.
- Det handler om, hvordan vi bedre kan forstå, hvad hele digitaliseringen gør ved borgernes sundhed. Hvornår reducerer vi uligheden, og hvornår stiger den. Traditionelt tager vi noget meget klassisk og putter ned over digitaliseringen, men er der faktisk noget andet på spil?
- Er der nogle andre parametre, logikker eller mekanismer, vi skal ind at have fat i for at forstå, hvad der sker, når vi bevæger os over i en mere digital hverdag, virkelighed og måde at kommunikere på?
Skal kunne bruges i praksis
Ann Højbjerg Clarke kommer ud af forskningsområdet business-to-business, og det har ifølge forskeren selv gjort det let at bevæge sig over i offentlig-privat innovation, da begge områder grundlæggende handler om to organisationer, der samarbejder.
- Business-to-business handler f.eks. om, hvordan virksomheden kan skabe øget værdi for sin kunde. Derfor har jeg også arbejdet rigtig meget med segmentering, altså hvordan virksomheden kan strukturere sit marked, så den bedre forstår sine kunder og kan tilpasse sine ydelser, men også sin markedsføring og kommunikation, siger hun.
”Med ansættelsen af Ann Højbjerg Clarke som professor er der sket en markant styrkelse af business-to-business marketing og forskningsgruppens forskningsmæssige tyngde nationalt og internationalt. Anns fokus omkring offentlig–privat innovation vil bidrage til den fortsatte udvikling af dette centrale forskningsfelt omkring samspillet mellem den offentlige og private sektor
Ét af nøgleordene for Ann Højbjerg Clarkes forskning er ’praksisnært’. Hun går op i, at organisationerne og virksomhederne kan bruge resultaterne, og som en del af sin forskning udarbejder hun både konkrete værktøjer og efter- videreuddannelseskurser til virksomhederne.
- Vi bruger f.eks. meget energi på at træne virksomhederne i at forstå den offentlige sektor, så virksomhedernes løsninger hurtigere kan blive spredt ud. Ofte er den offentlige sektor meget kompleks, der er mange stakeholdere involveret, som har mange forskellige værdier og holdninger til de her innovationer, og her skal virksomhederne forstå, hvem de skaber værdi for, men også hvem de ikke skaber værdi for eller faktisk skaber omkostninger og udfordringer for.
At gøre en forskel
Den nyudnævnte professor beskriver selv sin forskningstilgang som ’co-creation’ eller ’samskabelse’. Det er kernen i hendes virke at arbejde tæt sammen med kolleger, samarbejdspartnere, organisationer og virksomheder om at gøre hverdagen bedre.
Er det det, der optager dig i din forskning, altså at ændre noget for andre?
- Det er jo det, jeg brænder for. At gøre en forskel. Skabe nogle bedre løsninger, nogle bedre hverdage, og det er jo både for hospitalerne, personalet og borgerne. Men også i høj grad at hjælpe virksomhederne, for det er ikke nemt at innovere med den offentlige sektor, især ikke for små virksomheder.
- Man kan sige, at når jeg gør det her sammen med virksomhederne, så får jeg også viden om, hvad der er på spil for virksomhederne. Hvad er det, der er svært, hvornår flytter de sig, hvad er det for nogle mekanismer i de her samspil mellem det offentlige og private, som gør, at der kommer fremdrift. På den måde får jeg lov til at gøre en forskel for innovationen, det offentlig og private, samtidig med at jeg får data ind til at bedrive min forskning. Og det samspil synes jeg er meget berigende, afslutter hun.
Mød forskeren
Ann Højbjerg Clarke er professor ved Institut for Erhverv og Bæredygtighed og Center for Bæredygtig Erhvervsfremme. Hun forsker primært inden for områderne offentlig-privat innovation og business-to-business marketing.