SAMF-forskere får 9 mio. kroner fra Carlsbergfondet
Ni forskere på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på SDU er blandt de visionære forskere, der netop har modtaget forskningsbevillinger fra Carlsbergfondet. Midlerne går blandt andet til forskning inden for efterretning og konstruktiv journalistik.
Hvordan kan efterretningstjenesternes legitimitet opbygges, opretholdes og genoprettes?
Hvilke principper ligger til grund for konstruktiv journalistik? Og hvilken effekt har konstruktiv journalistik?
Hvordan ændrede retssystemet i Danmark og Norge sig efter reformationen?
Hvilke statusfremmende aktiviteter giver anerkendelse på den verdenspolitiske scene?
Det er nogle af de temaer, som forskere på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på SDU netop har fået Carlsberg-bevillinger til at udforske. Dertil har fem forskere fået bevillinger til forskningsinfrastruktur.
Stor faglig spændvidde
Sten Rynning, der er konstitueret dekan, udtaler om de nye bevillinger:
- At ni SAMF-forskere får bevillinger til at forfølge store, visionære forskningsideer, er en fantastisk god nyhed. Det vidner om et højt fagligt niveau, og jeg er samtidig glad for spændvidden i projekterne, der vil styrke forskningsmiljøet både på SDU og internationalt, siger Sten Rynning.
Få et overblik over bevillingerne nedenfor.
Hub for forskning på efterretningsområdet
Lektor Kira Vrist Rønn fra Center for War Studies har fået et af de eftertragtede Young Researcher Fellowships, som tildeles de allerdygtigste yngre forskere til at etablere en selvstændig forskergruppe omkring sig.
Bevillingen til Kira Vrist Rønn lyder på knap 5 mio. kroner til projektet ”Research Hub for Scandinavian Intelligence Studies, INTELHUB”.
Kira Vrist Rønn skal opbygge en innovativ, skandinavisk hub, der skal undersøge, hvordan efterretningstjenesternes legitimitet styrkes – et spørgsmål der i stigende grad er blevet aktuelt i kølvandet på en række efterretningsskandaler gennem de sidste årtier.
Læs mere om Kiras projekt her.
Nyt om konstruktiv journalistik og reformationen og retten
Både professor Peter Bro og lektor Morten Kjær skal i gang med at skrive og udgive hver sin monografi. De er nemlig begge blandt de førende, etablerede forskere, der får andel i fondets monografistipendier.
Peter Bro, professor på Center for Journalistik, modtager 1.159.000 kroner til sit projekt ”Constructive Journalism: Precedents, Principles, and Practices”.
Læs mere om Peters projekt her.
Morten Kjær, lektor på Juridisk Institut, modtager 756.000 kroner til sit projekt ” Law and Reformation: The case of Denmark-Norway”.
Læs mere om Mortens projekt her.
Hvordan får man adgang til klubben af stormagter?
Med et af de såkaldte Internationalisation Fellowships, der gives til yngre, talentfulde forskere til forskningsophold ved førende universiteter i verden, rykker Pål Røren i en toårig periode til University of Cambridge.
Pål Røren, der er videnskabelig assistent på Center for War Studies, modtager 850.000 kroner til sit projekt ”Gatekeeping the Great Power Club, GREATKEEP”.
Læs om Påls projekt her.
Fem bevillinger til infrastruktur
Endelig får fem forskere midler til forskningsinfrastruktur, som bidrager til at styrke samarbejdet på tværs af forskningsgrupper.
Professor Karol Jan Borowiecki fra Økonomisk Institut får 475.000 kroner til projektet ”Competing for equality: Gender and racial disparities in classical music competitions since 1890”. Læs om projektet her.
Professor Robert Klemmensen fra Institut for Statskundskab får 432.762 kroner til projektet “Moralization and Polarization”. Læs om projektet her.
Professor Christian Møller Dahl fra Økonomisk Institut får 249.000 kroner til projektet ”Diffusion of Medical Knowledge Research Infrastructure - DMK”. Læs om projektet her.
Professor MSO Michael Brookes fra Institut for Virksomhedsledelse får 133.000 kroner til projektet ”Improving the Quality of Employability Research in Disadvantaged Communities in South Africa and Beyond”. Læs om projektet her.
Og professor Peter Sandholt Jensen fra Økonomisk Institut får 167.647 kroner til projektet ”Denmark and Russia: Why two Arctic agricultural empires developed so differently and continue to diverge”. Læs om projektet her.
Sammenlagt har Carlsbergfondet uddelt 9 mio. kroner til samfundsvidenskabelige forskere på SDU.