Disruption – en enestående chance for regionen?
I en kronik belyser to forskere fra Juridisk Institut, hvordan vi ved at fokusere på den positive side af disruption kan skabe udvikling i regionen.
Den teknologiske udvikling og den disruption, som følger i kølvandet derpå, kan skabe nye udviklingsmuligheder for den syddanske region, konkluderer lektor Hanne Marie Motzfeldt og professor Bent Ole Gram Mortensen ved Juridisk Institut bl.a. i en kronik.
”Det betyder, at små virksomheder spirer frem eller blive styrket, fordi teknologien sætter dem i stand til at gøre ting, som kun meget store virksomheder kunne før – og fordi der samtidig er mulighed for crowdfunding som Kickstarter og Indiegogo. Der er langt kortere fra de gode ideer til succes end tidligere.
Vi ved positivt, at de nye teknologier åbner for såkaldt hypervækst. Virksomheder, der går fra en iværksætter i en garage til i tusindvis af ansatte på meget kort tid. Det er den enestående chance, vi har muligheden for at gribe ud efter i Region Syddanmark. Begrebet disruption er nok en fortælling om en verden i uforudsigelig forandring – men i vores region bør vi fokusere på den positive side af disruption. Vi skal ikke forholde os passivt, mens disruptionrådet arbejder i København, men benytte den helt enestående mulighed for være dem, der skaber disruption; nye produkter og services, der kan skabe positiv forandring og arbejdspladser i regionen.
Der er reelt rigtig gode muligheder. Det afgørende for fremtidens virksomheder er iderigdom kombineret med viden om, hvordan man bruger og udvikler nye teknologier og tjenester. Disruption har desuden genoplivet andelsbevægelsens gamle lære om, at udvikling sker, når man organiserer et fællesskab. Udgangspunktet er altså, at vi ikke ved, hvilke ideer der kan bryde igennem – men vi kan udvikle et miljø, hvor alle ideer kan vokse sig stærke og resultere i nye stærke virksomheder i regionen. Det kræver (kun), at regionens foreninger, organisationer, virksomheder, myndigheder og forskere slår sig sammen og arbejder for at sikre, at alle i regionen har adgang til at lære om de nye teknologier og samtidig sikrer, at der støttes op om nye initiativer.”
Læs hele kronikken Disruption – en enestående mulighed for regionen? (Fyens Stiftstidende, Business Fyn, april 2017, www.fyens.dk).
Disruption
Udtrykket dækker over følgerne af den teknologiske udvikling og blev i 1995 introduceret af Harvard-professoren Clayton M. Christensen i formen disruptive technology og senere disruptiv innovation, skriver forskerne i kronikken.