Eksperter er også mennesker: Frederik Waage

Hvorfor er du i medierne?

Formidlingsopgaven er en vigtig del af det at varetage et professorat. Og grundlæggende mener jeg, vi skal stille os til rådighed, hvis vores vurdering bliver efterspurgt. Jeg har fuld respekt for, at mange af mine kolleger siger nej til medierne, fordi det er ofte noget, der tager tid fra den fri forskning. Men hvis TV Avisen beder om et interview om noget, jeg rent faktisk kan svare på inden for mit eget fagområde, ville jeg på en måde føle det som arrogant at sige nej til dem. Det er jo TV Avisen!

På den anden side, så kan man diskutere, om det giver mening at stille op til et interview, hvor man kun får én replik i et nyhedsindslag, selvom det måske er i fornemt selskab. Men interviewet i avisen eller på TV er bare toppen af isbjerget. De korte klip dækker altid over lange drøftelser til baggrund med journalisten, og her er man med til at kvalitetssikre nyhedshistorier, hvilket også er vigtigt.

I virkeligheden mener jeg nok, at den tid man bruger på medierne som oftest ikke er dårligt givet ud. Man får undertiden kendskab til interessante historier, før de breaker, og ikke sjældent kendskab til nogle problemstillinger og noget materiale, man ellers ikke ville få adgang til som forsker.

Hvordan forholder du dig til debatten fx på sociale medier?

Samfundsdebatten på Facebook og Twitter er alt for ofte ubehagelig, mens der er mere ordnede forhold på Linkedin. Som juraforsker flyver man typisk under radaren, fordi de ubehagelige kommentarer er rettet mod det objekt, man kommenterer på. Men jeg kan tydeligt mærke, at jo mere politisk et juridisk spørgsmål er, jo mere fokus kommer der på forskeren.

Hvilket ansvar føler du for måden dine udsagn bliver brugt på?

Jeg oplever relativt ofte, at citater, jeg har godkendt, bliver forkortet, så de fremstår mere skarpe, end man som jurist bryder sig om, de skal være. Hvis man rejser et spørgsmål i en artikel, sker det også tit, at journalisten vælger en halvdramatisk overskrift som ”Juraprofessor ikke i tvivl” eller ”Juraprofessor undrer sig højlydt”.

Når man bliver citeret i medierne, er man i hænderne på journalisterne. Man har ansvar for det, man bliver citeret for, men man har ikke ansvar for konteksten. Det er det vigtigt at holde fast i.

Hvad gør du, når du vil koble af fra COVID-19-mediemøllen?

Jeg plejede at løbe maratonløb. Og jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg løb en tur. Den her tid - og ikke mindst de seneste ugers hjemmeskole og en forskudt arbejdsrytme - har udfordret mit eget bidrag til folkesundheden. Men jeg vender stærkt tilbage her i 2021.

Når der endelig er ro på hjemmet læser jeg al tænkelig litteratur. Min e-bogslæser er nok det bedste køb jeg nogensinde har gjort. Man kan ikke læse romaner og historiebøger på en iPhone, men det kan man på en kindle. Man bliver træt i øjnene på den gode måde, helt ligesom hvis man læste en rigtig bog.

Ud over at flygte ind i litteraturen forsøger jeg at spille klaver på et meget, meget lavt niveau.

Hvis du skulle komme med ét godt råd til andre, der vil tage ekspertrollen på sig, hvad skulle det så være?

Bed altid om at få dine citater til et hurtigt gennemsyn og godkendelse. Også selvom journalisterne har travlt, for det har de altid. Det giver dig kontrol over dine egne ord, og det højner kvaliteten hver gang.

Hvordan har det påvirket dig, at din rolle som ekspert blev central under mink-skandalen, og at dine udtalelser er blevet brugt politisk?

Min medvirken under mink-skandalen har haft den betydning, at jeg valgte at melde mig ud af et politisk parti, som jeg har været medlem af siden studietiden. I et demokrati bør en forsker også kunne være medlem af et politisk parti. Men jeg har det alligevel bedst med fuldstændig neutralitet. I hvert fald så længe jeg varetager den her stilling.

Hvad skal der efter din mening til, for at vi kan få en bedre kollektiv samtale om COVID-19?

Vi skal have størst mulig åbenhed om de politiske beslutninger. Ekspertgruppens rapport om håndteringen af COVID-19 i foråret 2020 er på mange måde en milepæl for offentlighed i forvaltningen og også et godt eksempel på, hvordan samfundsvidenskabelige forskere kan bidrag til at sikre større åbenhed og gennemsigtighed.

Når det handler om det sundhedsvidenskabelige bidrag, kunne man godt ønske sig en mere nuanceret faglig debat om pandemien, vaccinestrategi og nedlukningens konsekvenser. Vi har brug for endnu flere forskere som Christine Stabell Benn, der kan præsentere modforestillinger og med videnskaben som kompas udfordre de etablerede fortællinger i samfundet.