Skip to main content
DA / EN
Forelæsningsrække

European SDU Lectures – Europas fremtid i en foranderlig verden

I krisetider er der grund til at samle tankerne. Det gør Syddansk Universitet og Tænketanken Europa i forelæsningsrækken European SDU Lectures, hvor førende internationale forskere og eksperter besøger København og giver deres perspektiver på Europas fremtid.

Den gamle verden vender ikke tilbage i Europa. Det står klart efter halvandet års krig i Ukraine, klimakrise, energikrise, en eksplosiv teknologisk udvikling, en aldrende befolkning og en helt ny geopolitisk situation i verden. De mange forbundne udfordringer vil få store konsekvenser – også for Danmark og Norden.

Hvordan tager vi bestik af de mange forandringer? Og hvordan ser Europas fremtid ud?

Det sætter Syddansk Universitet og Tænketanken EUROPA fokus på i en forelæsningsrække med førende internationale forskere og eksperter, der kommer til København og giver deres perspektiv på Europas udfordringer.

- Når verden er af lave og kriserne kradser, er der grund til at samle tankerne. Vi samler tanker fra hele verden for at forberede Danmark og Europa på forandringerne, siger Peter Møllgaard, dekan for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet.

Vitaminer til den danske debat

Og Lykke Friis, direktør for Tænketanken EUROPA, uddyber:

- Vores ambition er at tiltrække nogle af de klogeste hoveder, ikke mindst fra europæiske topuniversiteter og tænketanke, for på den måde at tilføre den danske debat flere vitaminer.

SDU og Tænketanken EUROPAs forelæsningsrække European SDU Lectures afholdes ca. 4 gange om året, og alle foregår på engelsk. Der er fri adgang for alle interesserede, dog kræves forhåndstilmelding. Alle foredrag streames.

Sæt kryds i kalenderen

De første talere er allerede på plads, så sæt kryds i kalenderen.

13. september gæster professor Helen Thompson, University of Cambridge, København og taler om, hvordan kampen om energi har præget den globale magtbalance og europæisk sikkerhedspolitik og demokrati gennem mere end 100 år.

25. oktober besøger professor Timothy Garton Ash, Oxford University, København og taler om sin nye og meget anmelderroste bog Homelands – a Personal History of Europe.

Se mere om European SDU Lectures og tilmeld dig

Redaktionen afsluttet: 11.08.2023