Eurozonens krise lurer igen

Hvilke økonomiske udfordringer står EU og eurozonen overfor?

Den globale pandemi har ramt Sydeuropa hårdt. Pandemien har ramt såvel økonomiens evne til at producere varer samt forbrugernes villighed til at bruge penge. Og det stiller store krav til finanspolitikken.

 I en række sydeuropæiske lande er det finanspolitiske råderum dog voldsomt begrænset på grund af en høj offentlig gæld. Og det betyder, at mens økonomisk stærke lande som Tyskland vil komme sig over krisen i 2021, så vil lande som Italien og Spanien lide i længere tid.

Indtil videre har man adresseret problemet via Den Europæiske Centralbank (ECB). I 2012, hvor der var stor uro på de finansielle markeder, reddede centralbanken euroen ved at love at opkøbe ubegrænsede mængder af statsobligationer, hvis det blev nødvendigt.

Opkøb af statsgæld for nye centralbankpenge har siden været afgørende for at holde sammen på eurozonen, og med pandemien er behovet kun blevet større. Opkøbsprogrammerne har banet vej for, at de sydeuropæiske lande har undgået negative markedsreaktioner i form af højere renter på den store offentlige gæld.

Det har været bekvemt for eurozonens politiske ledere at uddelegere krisehåndteringen til ECB. Så længe ECB holder hånden under statsgældsmarkederne, vil eurozonen kunne holdes i live.

Men den løsning er løbet ind i problemer. Den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe satte i maj spørgsmålstegn ved lovligheden af opkøbsprogrammerne. Og det har vakt oprigtig bekymring hos forbundsregeringen i Berlin, hos ECB i Frankfurt og på de finansielle markeder.

Dernæst er der bekymring over, at modstanden mod såvel euroen som EU vil blomstre i Italien—EU’s tredjestørste økonomi. Italien er i dag fattigere end i 1999, da euroeventyret begyndte.

Frygten er ultimativt, at eurozonen—og dermed muligvis EU—kan gå i opløsning, som det nær var tilfældet i 2012.

Hvad er det dybere problem med eurozonen?

Problemet med euroen er, at den lider under en fundamental konstruktionsfejl: en manglende finanspolitisk union. Når man danner en valutaunion, mister man sin nationale valuta. Og da den nationale valuta er en vigtig støddæmper, kræver en valutaunion en ny støddæmper. Et fælles eurozonebudget af en vis størrelse ville sikre, at eurozonen vil være i stand til at udjævne forskellige (asymmetriske) økonomiske chok.

Lad mig give et eksempel. Apples iPhone og iPad var et chok, som ramte henholdsvis Finlands IT-industri (Nokia) og papirindustri hårdt. Hvis Finland havde sin egen valuta, kunne de pengepolitiske myndigheder afhjælpe chokket via pengepolitikken. Som et lille medlem af en stor valutaunion er det ikke længere en mulighed, idet pengepolitikken i eurozonen er orienteret mod den samlede eurozoneøkonomi.

 I en finanspolitisk union ville Apple-chokket udløse en midlertidig overførsel af ressourcer til Finland fra det fælles eurobudget, så chokket blev mindre smertefuldt. Som tingene er nu, sker det ikke.

For at fuldføre euroens konstruktion kræver det derfor, at man gør som i USA, hvor delstaterne har samme valuta (dollar), samme pengepolitiske myndighed (Federal Reserve System), og alle betaler ind til og modtager penge fra det føderale budget. Det føderale budget udgør ca. 20 procent af det amerikanske bruttonationalprodukt. Til sammenligning er EU’s samlede budget ca. 1 procent af bruttonationalproduktet.

Hvilken rolle spiller Danmark og de øvrige lande med egne valutaer?

Danmark spiller som sådan ingen rolle i euroen, idet vi står udenfor. Men EU-Kommissionens forslag om fælles gæld er et lille, men umiskendeligt skridt ind i euroen.

Det er i mine øjne problematisk, idet danskerne har stemt nej til euroen ved to folkeafstemninger. Andre øjne vil kunne se anderledes på det.

Vil EU-Kommissionens forslag om en økonomisk genopretningsfond på 750 milliarder euro løse problemet?

Hjælpepakken består af 250 milliarder i eurolån og 500 milliarder euro i tilskud uden krav om tilbagebetaling. De 250 milliarder i eurolån er sekundære, da der er masser af muligheder for at låne til lav rente. Det gælder også for de sydeuropæiske lande, i alt fald så længe ECB er massivt til stede i markedet.

Det primære er de 500 milliarder euro, der gives som tilskud uden krav om tilbagebetaling. Og der er nok snarere tale om 400 milliarder, hvis man regner efter. Disse penge skal fordeles over en firårig periode fra 2021-2024, og hvis man antager en lige fordeling per år, så svarer genopretningsdelen til ca. 0,8 procent af EU’s bruttonationalprodukt i 2019.

Det vil have en stimulerende effekt, men det vil ikke vil løse eurozonens vækst- og arbejdsløshedskrise. Krisepakken løser derfor ikke noget fundamentalt, og mit bud er, at vi vil stå her igen om nogle år.

Hvilke løsninger, mener du, der er brug for?

Der er brug for en finanspolitisk union. Og er de nordeuropæiske lande ikke villige til det, så bør man i stedet finde måder at afvikle euroen i sin nuværende konstruktion på. Der findes forskellige måder, hvorpå dette kan ske.

Ashoka Mody, en tidligere højtstående økonom i Den Internationale Valutafond og forfatter til bogen EuroTragedy, foreslår f.eks., at Tyskland udtræder fra euroen. Finansmanden George Soros har foreslået noget lignende.