Skal vi regne om kap - eller tale sammen?

Kronik af Dominique Bouchet, professor, Institut for Marketing & Management, SDU

Rundt omkring i verden er samfundsudviklingen ofte blevet konfronteret med et virvar af ubegribelige, forvirrende udfordringer. De blev epokegørende. Den måde, hvorpå der blev reageret på de nye udfordringer, resulterede i en reorganisering af de sociale bånd, de politiske processer og den offentlige forvaltning.

Tænk på, hvordan erobringen af Sydamerika og den følgende import af sygdomme satte en stopper for århundredgamle socialpolitiske regimer. Tænk på, hvordan den demografiske udfordring forårsaget af store epidemier bidrog til at svække jordejernes magt og de feudales regimers fald i Europa. Tænk på, hvordan guldfeberen i 1848 påvirkede verdensøkonomien, selvom guld i sig selv ikke er produktivt.

Det nye ved covid-19 er, at ethvert lokalsamfund i dag tydeligt mærker sammenhængen med det globale. Individer, grupper, organisationer, forvaltninger og stater føler sig fanget i et globalt netværk af radikalt nye og mangfoldige udfordringer.

Selvom man forsøger at tage dem alvorligt – og selvom man forsøger at forklare det, man tænker og gør, har man både svært ved at blive forstået og forstå sig selv, fordi alt skal udforskes og udfordres ’på tværs’.

Den måde, man har defineret problemerne, relationerne og institutionerne på hidtil er forældet. Men er det ikke netop dét moderne, demokratiske samfund og fleksible, markedsorienterede virksomheder bygger på: At kunne følge med forandringsprocesserne?

Der er i vores moderne samfund tradition for at prioritere den kritiske tanke og omstillingsevnen – også selvom den ofte kun fører til mindre betydningsfulde forandringer set i relation til nutidens udfordringer.

Når virksomheder udfordres af uforudsigelige fornyelser eller sammenbrud på markedet, skal de tænke sig om uden at holde for meget fast i det, de tidligere troede var så afgørende. At finde nye måder at kombinere det, man råder over, på kræver nemlig kritisk sans kombineret med overblik og nysgerrighed.

En ny forståelse kan resultere i en helt ny definition af identitet, opgave og strategi, som kan munde ud i både reorganisation, implosion og fusion. Men det er ikke det samme som at finde et nyt hul i muren, man hurtigt kan tvinge sine produkter igennem.

Tre små cases som eksempel: For 100 år siden voksede salget af cigaretter betydeligt via ny effektiv markedsføring, inspireret af første verdenskrig, som fik amerikanske kvinder til stolt at gå og ryge på gaden.

For 30 år siden, da muren faldt, markedsførte vestlige tobaksindustrier dyre fancy cigaretter til voksne i Rusland på bekostning af sunde madvarer til disse nye rygeres børn.

I dag reklamerer et internationalt selskab, kendt for at have sløret videnskabelige beviser på rygningens sundhedsmæssige konsekvenser, med at deres strategi nu består i at udbrede røgfri vaner og bæredygtig udvikling på verdensplan.

Disse tre cases illustrerer forskellige tilpasningsstrategier, hvor viden, magt og etik sammenflettes mere eller mindre bevidst. De udfordringer, tobaksbranchen står overfor, er ikke så svære at gennemskue, når det kun handler om en omfordeling af enkelte faktorer på markedet.

Men branchen – og alle andre typer aktiviteter – står overfor betydeligt større udfordringer, når det er selve grundlaget for aktiviteterne og tankegangen bag, der forsvinder under én, som et brændt tæppe, man lige har fundet ud af faktisk var flyvende. Det er det, man kalder en krise: selve grundlaget og horisonten sløres.

Man er ikke blot forhindret i at nå sine mål, man er ikke blot generelt i tvivl om, hvad fremtiden vil bringe, men især om, hvordan man skal opfatte, begribe og forbinde på ny - ikke kun i en organisation, men i hele samfundet på tværs af de tidligere grænser.

Coronakrisen er en knusende åbenbaring, en sundhedskatastrofe, som påvirker alt, hvad der vedrører os som mennesker. De ødelæggende omvæltninger, vi oplever med covid-19, afslører, at alt, der syntes adskilt, faktisk er forbundet.

I en sådan situation er det farligste, man kan gøre at reducere verdens kompleksitet på samme facon, som man er vant til, og gennemtvinge en reduktiv og samlende evalueringslogik, når vi netop får muligheden for at sætte spørgsmålstegn ved den overfladiske måde, vi havde forenklet sammenhængene på.

Alt tyder på, at den måde, hvorpå alle “verdensøkonomier” har opdelt områderne for produktion og udnyttelse af viden samt indført procedurer for sortering og strategisk programmering, ikke har forberedt os til en sådan seriel katastrofe. Tvivlen skal bruges til at åbne vinduer med, ikke til at tvinge os ind i en af de mange adskilte mørke tunneller. Det afgørende er at tage udfordringen op i dens fulde udstrækning og ikke benytte sig af krisens forvirring til blot at bekræfte en på forhånd valgt forståelse og strategi, som har mere med ideologi end med ny tænkning at gøre.

Det ville være fuldstændig uhensigtsmæssigt og tragisk at lade disjunktive og reduktive tankegange herske i vores civilisation og styre såvel dyrkelsen som udnyttelsen af viden om og for vores samvær og vores sundhed. De opgaver, som vi står over for, er følgende:

Hvordan kan man genopbygge et funktionelt politisk og økonomisk system af heterogene komponenter, der er løsrevet fra hinanden? Hvordan bør man forbinde, sammen- og modstille de forskellige erkendelsesformer, så de kan bruge uvisheden, til at imødegå nye sammenbrud og muliggøre nye kombinationer?

For at tage alvorligt fat på disse udfordringer bør man tillade en større åbenhed og kommunikation mellem virksomhederne, forvaltningerne og forskningsinstitutionerne, hvor de spørgsmål, som må rejses, ikke længere begrænses af tidligere evalueringslogikker.

Båndet mellem de forskellige former for ekspertise skal forstærkes på tværs af organisationerne. I de senere år har man nærmest oplevet det modsatte. Sygehuse, universiteter, ja endda politiske institutioner er blevet underlagt en reducerende evalueringslogik, som stammer fra en tidligere managementtidsalder.

På universiteterne skal vi sikre en dyb forankring af den økonomiske videnskab i de øvrige videnskaber. I den offentlige sektor skal evalueringskriterier revideres, så de ikke længere er underlagt en produktivitetslogik, som modarbejder engagement og kreativitet.

I erhvervslivet skal man være opmærksom på, at når man går fra en risikoøkonomi til en situation domineret af radikal usikkerhed, er det det uforudsigelige, der skal forvaltes, og ikke blot indtægterne, som man har været vant til at bogføre.

Kronikken kan læses som pdf "Skal vi regne om kap - eller tale sammen?", og den blev bragt i Jyske Fynske Mediers Erhverv+, 28. januar 2021