Skip to main content
Ny institutleder

Ny institutleder på Statskundskab er fundet

Signe Pihl-Thingvad bliver den nye leder for Institut for Statskundskab på SDU. Den røde tråd igennem hendes karriere er ledelse.

Af Marlene Jørgensen, , 04-02-2020

Signe Pihl-Thingvad tiltræder den 1. marts 2020 som institutleder på Institut for Statskundskab.

Signe Pihl-Thingvad kender både medarbejderne og instituttet særdeles godt, da hun har været ansat på Institut for Statskundskab siden 2006. Hun er professor MSO i offentlig ledelse og har siden 2015 været leder af en af instituttets fem forskningssektioner.

Derudover har hun tidligere været studieleder på Masteruddannelsen i Offentlig Ledelse (FMOL) og medbringer dermed både teoretisk og praktisk erfaring med forsknings- og uddannelsesledelse.

Samarbejde og samfundsrelevans

Med andre ord brænder Signe Pihl-Thingvad for ledelse, og hun glæder sig til at bruge kompetencerne som leder af instituttet, der har ca. 80 medarbejdere og omkring 2000 studerende.

- Det er et velfungerende institut med mange stærke profiler både blandt senior- og juniorforskerne. Jeg vil arbejde for at styrke samarbejdet og fællesskabet på instituttet. Vi rummer mange forskellige fagligheder og erfaringer, og netop det gør os stærke, siger hun og fortsætter:

- Jeg glæder mig særlig meget til at understøtte indsatsen med at styrke instituttets samfundsmæssige relevans. På Institut for Statskundskab har vi altid været gode til at tænke nyt og til at bringe forskningsideer og viden i spil i samfundet. Vi skal fortsat stræbe efter at give svar på de vigtigste samfundsmæssige udfordringer og formidle vores viden til relevante aktører i den offentlige sektor, mediebranchen og til offentligheden generelt, siger Signe Pihl-Thingvad. 

Solid ledelseserfaring

At Signe Pihl-Thingvad snart tiltræder som institutleder, glæder også Jens Ringsmose, der er dekan for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet.

- Vi har valgt Signe Pihl-Thingvad i et stærkt felt, fordi hun er meget kompetent og samtidig har stor erfaring som forskningsleder, hvor hun har leveret virkelig flotte resultater. Jeg er sikker på, at hun har evnerne og engagementet til at videreudvikle instituttet, og jeg er overbevist om, at Signe kan bidrage aktivt til at styrke samspillet med omgivelserne, lyder det fra Jens Ringsmose.

Signe Pihl-Thingvad bor med sin mand og to sønner på 13 og 15 år i Odense.

Hun afløser lektor Morten Kallestrup, der siden december sidste år har varetaget posten som konstitueret institutleder ved siden af sin stilling som viceinstitutleder for uddannelse. Han kan nu igen dedikere sig til arbejdet med uddannelsesledelse og -udvikling.


Mød institutlederen

Signe Pihl-Thingvad er uddannet cand.scient.soc. fra Københavns Universitet og tog efterfølgende sin ph.d.-grad ved SDU, hvor hun blev ansat i 2006. P.t. er hun professor MSO og leder af forskningssektionen Public Administration, der har fokus på offentlig forvaltning og ledelse. Hendes forskning spænder over emner som organisationssociologi, selvledelse, psykisk arbejdsmiljø og det grænseløse arbejde.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 04.02.2020