Kampen om borgmesterkæden

Når stemmerne er talt op ud på aftenen 16. november, har landets kommuner et godt indtryk af, hvor den politiske magt er landet. Og så står de folkevalgte overfor en vigtig opgave; At finde ud af, hvem der skal være kommunens borgmester.

Med en gruppe passionerede personer, der alle søger magt og politisk indflydelse, burde der være grobund for et hav af skandaler, når systemet er bygget op, som det er. Men vores lokale politikere opfører sig generelt meget ordentligt. Det forklarer Ulrik Kjær, professor og kommunalvalgsforsker.

- Det går meget bedre, end man kunne frygte. Overordnet set er vores lokalpolitikere enige om ”valgets tale”. Der er en respekt for, at når befolkningen har peget på de personer, de gerne ser i spidsen i den kommende valgperiode, bliver det også dem, der får lov til det, siger han og uddyber:

- Men vi har set nogle ret vilde eksempler, hvor tingene falder anderledes ud, end stemmerne pegede på.

System inviterer til kreative ideer

En ny kommunalbestyrelse har indtil 15. december at konstituere sig. Men det er ikke muligt at mødes morgenen efter valgaftenen over en omgang croissanter og udpege borgmesteren, da det konstituerende møde først må finde sted fra 1. december.

Reglerne er sådan blandt andet af hensyn til, at der skal være tid til omtælling af stemmerne, men med et fast valgtidspunkt den 3. tirsdag i november betyder det også, at der kan opstå nogle valgår – som i år – hvor der er ganske lang tid, fra valgresultatet står klart, til kommunalbestyrelsen skal være på plads.

Og det giver lige pludselig en masse tid til, at partierne kan komme på kreative løsninger til at overtage den kommunale magt – hvilket kan friste svage sjæle, som Ulrik Kjær formulerer det.

- Det er begrænset, hvad vi kan sige om selve de politiske forhandlingsmekanismer, da de foregår bag lukkede døre. Så vores viden er baseret på artikler og interviews med nogle af hovedpersonerne igennem årene.

- Der ligger oftest nogle aftaler partierne imellem, der er lavet på forhånd, men så kan der være nogen, der lige pludselige får nogle gode ideer og mødes med andre partier på mere eller mindre officielle steder og lægger en politisk plan, så der kan skaffes et flertal. Og hvis du er hurtig til at skaffe et flertal, tvinger det de andre til at arbejde på bagkant, siger han.

2009 bød på mange vilde konstitueringer

Ved valget i 2009 – få år efter kommunalreformen - var der uforholdsmæssigt mange kommuner med et tumultarisk konstitueringsforløb med aftaler, der blev revet i stykker. Det betød, at der kom et fokus på det, og det blev italesat offentligt som en uskik. Der var og er dog ikke mulighed for at lovgive sig ud af det.

Desuden var der heller ikke tale om, at de kontroversielle politikere, der eksempelvis lavede et partihop eller på anden vis kuppede sig til magten, efterfølgende fik glorværdige politiske karrierer.

Tendensen har siden det år været nedadgående. I 2013 så man færre eksempler på usædvanlige forløb, mens tallet ved seneste kommunalvalg i 2017 igen faldt. Trods udviklingen forventer Ulrik Kjær ikke, at det er slut med de lokalpolitiske skandaler.

- Jeg tror, at vi kommer til at se eksempler på vilde konstitueringer også i år, slutter han.