Skip to main content
DA / EN
Navnenyt

Kristin B. Munksgaard er ny professor: ”Det var samspillet med virksomhederne, der fik mig ind i forskning”

For den nyudnævnte professor Kristin B. Munksgaard er vidensudveksling, samarbejde og outreach en vigtig del af at forske. Som prodekan og leder af Syddansk Universitet Business School står hun i spidsen for at bygge bro til omverdenen.

Af Camilla Wissing Mortensen, , 29-02-2024

Vi skruer tiden tilbage. Kristin B. Munksgaard er forskningsassistent og arbejder for en professor på en række projekter. En dag er de ude at præsentere deres resultater for nogle konsulenter, og midt i det hele slår det hende: Det er det her, hun skal lave resten af sit liv.

- Det var den der vidensudveksling og uddannelsesdel, som jeg synes var megaspændende. Det at finde ud af noget i vores projekter og bagefter præsentere vores viden og være i dialog med virksomhederne. Det var så spændende, at jeg tænkte, at den måde vil jeg gerne arbejde på, husker hun.

Fast forward til 2024. I dag består Kristin B. Munksgaards hverdag netop af dét, der i sin tid tændte hende: At sikre, at vores viden kommer ud at leve. Det gør hun i sin egenskab af prodekan for strategisk udvikling, leder af Syddansk Universitet Business School – og som nyudnævnt professor i business-to-business-marketing.

At gøre tingene sammen

Hvis Kristin B. Munksgaard skal koge sin forskning ned til ét ord, er det ’samarbejde’. Hvor meget af teorien inden for ledelse, organisation og B2B-marketing handler om, hvad den ene virksomhed gør i forhold til de andre, er den nyudnævnte professor overbevist om, at mange ting netop sker i et samspil mellem virksomheder.

- Der er meget få virksomheder, som udvikler, producerer og sælger deres produkter helt selv. De bruger hele deres netværk. Jeg har typisk kigget på, hvordan virksomheder samarbejder omkring at udvikle, for eksempel produktudvikling eller forretningsudvikling.

Der er ingen virksomheder, der kan løse udfordringerne med bæredygtighed, klima og miljø selv. Det er noget, vi er nødt til at gøre i et samspil

Kristin B. Munksgaard, professor

- Noget af det nyeste, jeg ser på, er, hvordan virksomhederne indfører bæredygtighed. Der er ingen virksomheder, der kan løse udfordringerne med bæredygtighed, klima og miljø selv. Det er noget, vi er nødt til at gøre i et samspil.

- Derfor er jeg meget optaget af at finde ud af, hvordan vi kan udvikle teorier og forståelser, som giver os et indblik i, hvordan man kan gøre tingene sammen, og hvordan man kan rådgive virksomhederne omkring det, siger hun.

I en af Kristin B. Munksgaards seneste publikationer udvikler hun og kollegaer nogle nye teoretiske principper for koordination i netværk, som de kalder ’distribueret kontrol’. Principperne skal give nye forståelser af, hvordan ellers uafhængige organisationer fra forskellige brancher kan koordinere deres meget forskellige aktiviteter for at lykkes med for eksempel cirkulær økonomi og blockchains.

At blive dygtigere

Siden 2021 har Kristin B. Munksgaard stået i spidsen for Syddansk Universitet Business School, der bygger bro og styrker samspillet mellem de erhvervsøkonomiske uddannelser, erhvervslivet og samfundet som helhed.

Syddansk Universitet Business School

Syddansk Universitet Business School bygger bro og styrker samspillet mellem de erhvervsøkonomiske uddannelser, erhvervslivet og samfundet som helhed.

Business Schoolen er samlingspunkt for universitetets erhvervsøkonomiske uddannelser, som f.eks. tæller HA- og cand.merc.-uddannelsen samt efteruddannelser på HD- og masterniveau.

Læs mere

- Den outreach, som gjorde, at jeg fik interessen for forskning, var også det, jeg synes, var superinteressant, da jeg hørte, at man ville starte Business Schoolen. Det her med, hvordan vi også i vores uddannelser skaber et meget eksplicit samspil mellem vores studerende, virksomheder og undervisere, fortæller hun.

Er det noget, vi kan blive bedre til?

- Der foregår så mange gode aktiviteter i vores uddannelser allerede. Men ja, jeg synes faktisk godt, at vi kan blive bedre. Reelt fordi, jeg altid synes, man skal stræbe efter at blive bedre og dygtigere. Der kommer hele tiden nye ting, som vi er nødt til at tage højde for. Som universitet har vi muligheden for at bygge på den her dybe faglighed og internationale forskning af høj kvalitet. Og sætte det i spil alle de steder, hvor det er relevant.

At være drevet – og føle sig privilegeret

Kristin B. Munksgaard påpeger, at både Syddansk Universitet Business School og Det Samfundsvidenskabelige Fakultet er et godt sted. Man får sat sin forskning i spil, både når det gælder policy og banebrydende viden, der lægger grundstenen for noget nyt.

- Men også det, som er mere praksisrelevant. At få det sat i spil i undervisningen, så vores studerende er klar til at engagere sig i verden og blive dygtige ledere og samfundsborgere. Og der tænker jeg, at vi på Syddansk Universitet med vores regionale forankring har nogle helt særlige muligheder og forcer i forhold til at bidrage til det samfund, vi er en del af.

Med ansættelsen af Kristin B. Munksgaard som professor er der sket en markant styrkelse af Business-to-Business marketing og gruppens forskningsmæssige tyngde nationalt og internationalt. Kristin vil bidrage til en styrkelse af indsatsen indenfor B2B-marketing til gavn for forskningsområdet og erhvervslivet

Per Vagn Freytag, forskningsgruppeleder B2B Marketing og Supply Chain Management

Vi er altså tilbage ved udgangspunktet. Samarbejdet. Vidensdelingen. Outreachet. Det, der gjorde, at Kristin B. Munksgaard i sin tid gik ind i forskningsverdenen. Derfor nikker hun også genkendende til, at ét af nøgleordene for hendes virke er ’praksisnært’.

- Det er det, som jeg personligt er drevet af. Det er der, jeg har fundet min inspiration i min forskning, det, jeg synes er rigtig sjovt. Det er i samarbejdet med virksomhederne og være med til at rykke dem eller få samlet noget data, nogen indtryk på tværs af nogle virksomheder, som så giver mig indsigt i nye måder, hvorpå man kan samarbejde.

- Jeg føler mig megaprivilegeret. Jeg får lov til at lave nogle af de ting, jeg synes er rigtig spændende, slår hun fast.

Kristin B. Munksgaard
Mød forskeren

Kristin B. Munksgaard er professor ved Institut for Erhverv og Bæredygtighed. Hun forsker i B2B-marketing, bl.a. med fokus på samarbejde, innovation og bæredygtig forretningsudvikling. Hun er derudover prodekan for strategisk udvikling og leder af Syddansk Universitet Business School.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 29.02.2024