Arbejde - et klodset begreb, som skal udbygges

Af: Dominique Bouchet, professor, Institut for Virksomhedsledelse, Syddansk Universitet

Til forskel fra alle andre arter på kloden har vi altid skullet begrebsliggøre vores aktiviteter. For os er det ikke nok at ”gøre”. Vi spørger også ind til formålet og udøvelsen af handlingen.

Jeg skrev med vilje ikke "af arbejdet"! For så ville jeg allerede have sat et specifikt begreb på aktiviteten. Og det er netop min pointe, at den måde, som vi definerer, sammenkobler og evaluerer vores forskellige typer af handlinger på, tilhører en svunden tid. Men heldigvis kan vi mennesker revidere vores praksis og måde at tænke på.

Det, der både gør os i stand til det og forhindrer os i det, er vores evne til at reflektere over, hvordan vi begrebsliggør vores aktiviteter. Det har vi gjort før, og lige nu trænger begrebet ”arbejde” til eftertanke. Er vi bevidste om, hvad det indeholder, sammensætter og udelukker?

Kan vi stadig bruge det som henvisning til både markedsmæssige og ikke-markedsmæssige aktiviteter, professionelle og ikke-professionelle handlinger? Og er den måde, som vi ikke blot beregner, men definerer løn, overskud og BNP overhovedet tidssvarende?

Et samfunds tilpasningsevne hænger sammen med, i hvor høj grad det er i stand til at revidere opfattelsen og forvaltningen af sine aktiviteter, og alle samfundsnyttige handlinger bør både på virksomhedsplan og samfundsmæssigt plan optage os en hel del i dag. Men vi har vænnet os til kun at have interesse for de aktiviteter, der kan betragtes som en "vare" – og glemmer, at det faktisk er os selv, der har kategoriseret dem sådan.

Arbejdsbegrebet er, som det bruges i managementkulturen i dag, en farverig Lego-konstruktion, hvis farvevalg og sammensætning vi ikke længere er optaget af. Vi er ikke opmærksomme på, hvor meget disse ”legoklodser", og den måde vi for mange år siden valgte at koble dem sammen på i et begreb, nu begrænser vores tilpasningsevne.

Vi forbliver derfor fastlåste i det 20. århundredes definition af det betydningsfulde arbejde. Det indskrænker vores agtsomhed og rum for strategiske overvejelser.

Vi har kun været optaget af den foretagsomhed, som kunne forstås og håndteres i form af omsættelige produkter på et marked. Det har medført en begrænsning i vores muligheder for at forstå, fortolke og anvende hele spektret af vores handlinger og drømme. Men det, der bidrager til et velfungerende "arbejdsmarked", er i løbet af de senere år blevet stadigt vanskeligere at opfatte og håndtere som varer.

Udviklingen indenfor digital teknologi har fremmet en autonomisering og nærmest professionalisering af vores private aktiviteter samt en digital forvaltning af vores omgivelser. Det betyder, at vores forhold til arbejdspladsen og til sociale relationer har ændret sig betragteligt, og der er i dag et markant skel mellem borgere, der behersker og ikke-behersker "de-territorialiseringen" af udvekslinger og socialisering via smartphones. Men har vi forstået, hvad det betyder for "arbejdsmarkedet"?

I dag har vores selvforståelse og forståelse af verden og andre meget lidt til fælles med den tid, hvor aviser, partier og fagforeninger informerede "arbejderne". Derfor bør vi revidere vores analyse- og fortolkningsværktøjer.

At fortsætte med at vurdere aktiviteters værdi som arbejde og investeringer, er ikke kun reduktivt, det er også kontraproduktivt. Det vil medføre, at mange aktiviteter, som har vital betydning for både virksomheder og samfund i dag, ikke vil blive medregnet og låse os fast i en tænkning, der har meget mere til fælles med fortidige religioner end med den åbenhed, der har banet vej for en videnskabsbaseret udvikling.

Vi har indført en lang række evaluerings- og formaliseringssystemer uden at sætte nok spørgsmålstegn ved, hvad de egentlig måler. Deres bias og ideologiske påvirkning bidrager mere til at sløre end til at oplyse, og uddannelse, udvælgelse og træning af dem, der er involveret i det professionelle og offentlige liv, er stærkt påvirket af de systemer.

Resultatet er, at det individuelle engagement og lysten til at samarbejde reduceres til fordel for en egocentricitet og selvoptagethed, som ikke er til gavn for organisatorisk og samfundsmæssig kreativitet.

Vi er nødt til at sætte os bedre ind i, hvad folk brænder for, hvorfor de er trætte, frustrerede og passive. Vi må se på mennesker og organisationer fra et perspektiv, der ikke er begrænset af et forældet begreb om ”arbejdskraft”. Det er ikke bæredygtigt længere, ”arbejdsredskaberne" er nogle andre i dag, og de giver anledning til nye spørgsmål, der gør det nødvendigt at skifte perspektiv.

Åbenhed og refleksion er afgørende, ikke kun for samfundet, men for planeten. Den digitale revolution og den økologiske krise konfronterer os med nye udfordringer.

At forstå dem og handle på dem kræver seriøs opmærksomhed på, hvad det indebærer, når nærmest alle aktiviteter og ressourcer her på jorden doktrinært betegnes som "kapital" og "marked". Selv om det vil kræve en del ”arbejde” at sikre os en fremtid, kan vi ikke fortsætte den gamle måde at opfatte vores aktiviteter og relationer på.

Arbejde forstået som handelsvare førte til en forenklet opfattelse af indholdet i vores forskellige aktiviteter. Løn, arbejdstid, produktivitet, afkast og økonomisk sikkerhed er det, vi fokuserer på, ikke selve betydningen af vores ”virke”.

Formålet med vores aktiviteter, sammenhængen mellem dem og det vi oplever, måden vi kunne ”virke” på mere generelt, fik slet ikke plads som centrale og tankevækkende spørgsmål.

Men udfordringerne fra klimakrisen og den digitale revolution opfordrer os nu til ikke kun at have blik for ”bytteværdien”. Kunstig intelligens og forurening påkalder omtanke. Vi skal fokusere på, hvad der bliver udført, og hvad der bør udføres, og genoprette rækkefølgen af mål og midler.

De, der tager ansvar som ledere skal ikke være som hyrder, der leder en flok får, men gartnere, der spreder viden og interesse for alle slags planter og samspillet mellem dem. De skal vide, hvor betydningsfuld kreativitet er, og hvor vigtigt det er ikke at lade den begrænse af forenklende tankegange. Derfor vil de ikke længere fokusere på konkurrence, men på samarbejde.

De vil ikke længere støtte simplificerende, normative evalueringer, men implementere opfindsomhed og organisatorisk kapacitet hos alle samarbejdspartnere. De vil ikke låse sig fast i forældede institutionelle lænker, men bidrage til etableringen af alternative kreative relationer og fremkomsten af nye institutioner.

Kronikken er bragt i Jysk Fynske Medier i Erhverv+, torsdag den 15. juni 2023.

Topfoto: Unsplash.