Hvad skal vi med juridisk forskning?

Kronik af Daniel Skov,  ph.d.-stipendiat, Juridisk Institut, SDU

Ovenstående spørgsmål mødes jeg til stadighed med, og det forsøgte jeg at besvare i en kronik bragt i Jysk Fynske Medier i sensommeren 2019. Juridisk forskning bidrager med ny viden om forskellige dele af retssystemet, såvel nationalt som internationalt, og blotlægger blandt andet retlige problemer, manglende sammenhæng og mulige løsninger. Forskningsresultaterne er relevante for blandt andre advokater, dommere, studerende og såkaldte ikkejurister - også benævnt almindelige mennesker.

Vi jurister er kendte og berygtede for vores stærke ønske om at arbejde selvstændigt, og uden at kritisere den juridiske uddannelse må jeg erkende, at individualitetstankegangen er noget, jeg selv blev flasket op med, da jeg var studerende, og dermed løbende har internaliseret.

Samtidig er det - implicit - noget, jeg den dag i dag videregiver til de studerende i undervisningslokalerne. Juridisk Institut på SDU er dog opmærksomme på den i disciplinen indlejrede samarbejdsudfordring og forsøger at gøre op med den, blandt andet via vores nye bacheloruddannelse, ”Fremtidens jurauddannelse”, som rulles ud over de kommende år. Men det er en anden snak.

Konsekvensen af den markante selvstændighed, som jurister optrænes i, er, blandt andet, at samarbejde på tværs af vidensfelter kan være grænsende til angstprovokerende for os – og det være sig både internt på universitet og i forhold til de jurister, der har forvildet sig uden for murene (Det hører med til historien, at universitetsansatte jurister indimellem skriver lærebøger i samarbejde på tværs af universiteterne, men det er min opfattelse, at ”samarbejdet” nærmere har karakter af en arbejdsdeling).

SDU’s strategi lægger op til at gøre noget ved udfordringen: ”Vi skaber værdi for og med samfundet” lyder en af de overordnede, strategiske målsætninger. Af Juridisk Instituts strategi fremgår det, at: ”(v)i vil med udgangspunkt i samfundets udfordringer og via samarbejde - på tværs af fagligheder, på tværs af organisationen og i tæt dialog med omverdenen – udføre fokuseret forskning af høj kvalitet.”

Så er banen ellers kridtet op for samarbejde. Men hvordan udmønter det sig i praksis, så forskningssamarbejde flugter med strategierne og samtidig skaber værdi for det omkringliggende samfund? Det vil jeg med denne kronik give et eksempel på.

For en rum tid siden blev jeg kontaktet af en juridisk underviser fra IBA Erhvervsakademi i Kolding. Akademiet havde fået forskning, herunder forskningssamarbejder, som opgave, og det var i den forbindelse, at kontakten blev etableret. Universiteterne i Danmark har som bekendt forskning som en bunden arbejdsopgave i medfør af universitetslovgivningen, og dermed havde vi begge objektive incitamenter til at samforske.

Vi blev enige om et emne, som vi begge mente var underbelyst i den juridiske forskning; erstatningsansvar i forbindelse med snerydning og glatførebekæmpelse. Vi lavede en forundersøgelse og måtte konstatere, at området kun var blevet berørt af juridiske forskere i minimalt omfang siden 1979.

Derudover blev vi enige om formatet: en forskningsartikel til et videnskabeligt tidsskrift var den mest hensigtsmæssige måde at udbrede vores forskningsresultater på. Den metodiske tilgang blev fastlagt, og arbejdsopgaverne uddelt - men herefter viste det sig, at vores forskellige tilgang og baggrund skulle skabe udfordringer.

Indrømmet, jeg er teoretisk funderet og har en tendens til at fokusere på historik, baggrund og hensyn for et givent retsområde. Mit første udkast til min del af forskningsartiklen indeholdt blandt andet to siders analyse af, hvordan området havde udviklet sig gennem historien, foruden en analyse af domme startende fra 1920. Interessant i et retsteoretisk perspektiv? Bestemt. Interessant i et nutidigt, praktisk perspektiv? Næppe.

Min kollega fra IBA Erhvervsakademi endte da også med nænsomt og høfligt at underkende det historiske afsnit ud fra hendes mere praktiske tilgang til forskningen. Med en baggrund som advokat lå hendes fokus på den bevismæssige del af problematikken - hvordan beviser man som privatperson, at der ikke var sneryddet og glatførebekæmpet på det sted og på det tidspunkt, hvor man faldt og pådrog sig en skade?

Sådan boksede vi frem og tilbage og diskuterede løbende, mens vi skrev artiklen. Det er vist det, man betegner samarbejde, har jeg senere ræsonneret mig frem til. Vi endte på udkast nr. 21, før vi begge var tilfredse, og den version blev - efter en fagfællebedømmelse - publiceret i maj 2021 som retsvidenskabelig forskning (For de indviede: T:BB 2021.454.). Langt hen ad vejen var der tale om et kompromis mellem to forskere, men et kompromis, hvor resultatet endte med at blive af høj kvalitet, da alle ord, sætninger osv. var blevet endevendt flere gange.

Forskningsartiklen tiltrak sig opmærksomhed, da den havde såvel teoretisk som praktisk relevans. Den blev blandt andet nomineret til IBA’s landsdækkende forskningspris og blev omtalt i øvrige medier. De væsentligste konklusioner blev, med et merkantilt udtryk, markedsført til almindelige borgere via klassiske medier, som kunne orientere sig om blandt andet, hvor, hvornår og hvordan pligten til at rydde sne og glatførebekæmpe gælder, samt om, hvordan man skal forholde, hvis uheldet er ude, og man som grundejer mødes med et erstatningskrav.

Pointen med denne kronik er ikke at svælge i egen forskning, men snarere at videreformidle, hvorledes et forskningssamarbejde på tværs af institutioner og tilgange kan foregå, og hvordan det kan højne kvaliteten af forskningen. Ydermere har samarbejdet affødt diskussioner om optimale måder at undervise studerende på og udveksling af metoder hertil. Til gavn for såvel undervisere som studerende.

Samarbejde mellem forskningsinstitutionerne er, i min optik, kommet for at blive. Også selvom juristerne måske stejler en smule.

Kronikken er bragt i Jysk Fynske Medier i tilægget Erhverv+ torsdag den 18. november 2021