Hvem bliver du, hvis du kun møder kollegerne på skærmen?

Af Henry Larsen, lektor, og Elena Strøbech, teaterkonsulent, Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse, Syddansk Universitet, Kolding

På universitetet har mange af os dagligt et valg at træffe om, hvorvidt dagen i morgen skal være en hjemmearbejdsdag.

Det startede under covid-19, hvor vi blev hjemme for at undgå smitte, hvilket gjorde det ikke blot legitimt, men direkte samfundsgavnligt at holde sig væk.

De digitale muligheder gør det nemt at mødes med kolleger og samarbejdspartnere, som ikke bor lige rundt om hjørnet. Så kan det møde, vi skal have i morgen, mon ikke holdes virtuelt?

Det vil være mere effektivt og uden spildtid på transport. Og hvis nogen så møder op, mens andre er forhindret, er det så ikke muligt lige at gøre det til et blandet fysisk/digitalt møde?

Også de studerende spørger ofte, om undervisningen ikke kan foregå på Zoom. Dette rejser spørgsmål som: Hvad er kvaliteten ved at mødes fysisk? Går vi glip af noget ved kun at mødes digitalt? Og er det vigtigt, det vi måske mister?

Vi har en kollega, der startede som ph.d.-studerende under covid-19. Hun flyttede til Kolding under lockdown, og hun sad hjemme i sin lejlighed og mødtes kun med os kolleger i den virtuelle verden.

Hun siger om de måneder: ”Jeg blev ved at forestille mig, at min ph.d. ikke var der i virkeligheden, og at det bare var et spørgsmål om tid, før nogen ville fortælle mig det”. Og hun siger videre: ”Det var først, da vi mødtes fysisk, at det begyndte at føles virkeligt”, hvilket også går igen i mange andre samtaler, vi har haft med nyansatte under covid-19.

Det digitale møde kan forårsage en sårbarhed – hvor for eksempel en henkastet bemærkning kan få en nyansat til at opleve sig som udenforstående, og hvor manglen på fysisk samvær gør det svært at standse egne tanker om utilstrækkelighed og tvivl.

I vores forskning bruger vi metoder fra teatrets verden, når vi skal forstå, hvad der foregår på arbejdspladser.

Teater er jo fysisk i sin karakter, og vi spiller situationer på scenen, som er genkendelige for deltagerne. At opleve følelserne og de fysiske reaktioner giver en afgørende indsigt i betydningen af de temaer, der er i spil mellem de involverede for eksempel i en forandringsproces på arbejdspladsen.

Vi spiller ofte uformelle samtaler om øjeblikke, hvor man kigger sig over skulderen for at se, om der er nogen, der lytter med.

Det kan være sladder, som alle helst var foruden, men at deltage i uformelle samtaler er helt afgørende for at skabe mening i det, man oplever og for at finde sin arbejdsidentitet.

Det uformelle har svære kår online. Man mødes ikke spontant. Det gør det vanskeligere at finde ud af, hvornår man er med, og hvornår man er udenfor.

Vores arbejde med teater har vist os betydningen af den kropslige interaktion. Det fysiske møde rummer nuancer, som afgørende påvirker vores forståelse af situationen, og hvem vi er i den konkrete sammenhæng. I vores egen forskning siger vi, at vi ”arbejder live”.

Vores digitale møder er ofte stereotype og meget lidt live. Det er en generel erfaring, at digitale møder er trættende. Forskere kalder det Zoom Fatique.

Det har flere årsager: Selvom andre ikke er der fysisk, så er deres ansigter via skærmen helt oppe i ansigtet på en selv på en måde, de ikke er ved fysiske møder.

Man kan også se sig selv, og det forstyrrer ens tilstedeværelse. Man kan slå det fra, men bevidstheden om, at de andre kan se sig selv, afholder de fleste fra at gøre det. Og så sidder vi stille på en måde, vi ikke vil gøre ved et fysisk møde.

Men der er mere. Den tyske sociolog Hartmut Rosa siger, at det egentlige liv opstår i mødet med det, vi ikke kan kontrollere.

Han taler om at udveksle blikke. At der kan opstå resonans, når man påvirkes og føler sig adresseret, når man oplever at blive nået og oplever sin egen stemme som virksom. Det har vanskelige kår online, hvor man ikke kan kigge hinanden i øjnene.

Kigger man i kameraet, ser man ikke den andens øjne. Udover det er der en næsten umærkelig tidsforskydning, som spiller os et puds i at skabe mening i det, der foregår. Der er altså en række konkrete forskelle, som gør det vanskeligt at finde sit ståsted, hvis man ikke jævnligt møder folk i den fysiske verden.

Hvem bliver vi, hvis vi kun mødes på skærmen? Vi risikerer at havne i et tomrum, hvor vi har svært ved at finde ud af, om vi hører til, og hvem vi er rent fagligt. ”Det professionelle selv” dannes og vedligeholdes i vores samvær med hinanden, og det spontane såvel som det uformelle har stor betydning. Det kan opleves som nemmere og mere bekvemt at undgå besværet med at skulle mødes fysisk, men det kan koste på den længere bane. For individet og for arbejdspladsen.

Hvordan og hvor meget man skal mødes fysisk, for at den enkelte kan skabe og fastholde sin faglige identitet, afhænger formentlig af arbejdets karakter. Det er ikke tilstedeværelsen i sig selv på arbejdspladsen, der gør en forskel, det er mødet med andre.

En ansat i et firma i København, som havde sine nære kolleger i Indien og Portugal, fortalte, at blot et enkelt fysisk møde med dem havde gjort en afgørende forskel for deres samarbejde, men for de fleste af os skal der nok mere til.

Vi har brug for at opleve rutiner og rytmer, og vi har brug for at erfare, når ting forandrer sig i det fysiske samvær - og ikke mindst at deltage i det uformelle samvær.

Du kan starte med at dele dine erfaringer om øjeblikke, hvor fraværet af fysisk samvær har påvirket din oplevelse af at høre til. Hvordan du oplever, om det, du bidrager med, har betydning.

Det kan åbne for samtalen om, hvordan og hvor meget I har brug for at mødes fysisk på netop din arbejdsplads.

Kronikken er bragt i Jysk Fynske Medier i Erhverv+, torsdag den 13. juli 2023.

Topfoto: Unsplash.