Skip to main content
Kronik

Giv naboer til store energianlæg reelt medejerskab i den grønne omstilling

Politisk er der en klar dagsorden om at der skal produceres mere solenergi og landvind. Danskerne skal derfor acceptere flere store og nære vindmøller og solcelleparker, men hvor er forbrugernes og naboernes incitament til at acceptere de store ændringer i omgivelserne? Det sætter to forskere fokus på i denne kronik.

Af Lisa Hjerrild, adjunkt, og Bent Ole Gram Mortensen, professor, Juridisk Institut, SDU

Klima-, energi- og forsyningsministeren fortalte i et interview i P1 Morgen i august 2023, at vi skal have en klimapolitik, som 80 procent af danskerne kan se sig selv i.

Hvordan det skal gøres op, er en anden sag. Det handler om vores forsyningssikkerhed, klimamål, retsfølelse og livskvalitet. Det handler om landvindmøller og solcelleparker, der typisk placeres ude i det åbne land, mens hovedparten af forbruget ligger i byerne. På land skulle vi gerne ”firedoble den samlede produktion fra solenergi og landvind frem mod 2030”, som det står anført i regeringens Danmark kan mere II fra april 2022. Ikke overraskende, al den stund, at det er dér, vi får mest vedvarende elektricitet for de investerede midler.

For boligejerne, som allerede bor tæt på store vedvarende energi (VE)-anlæg, eller som har den idylliske ejendom i kanten af byen, hvor der måske kan komme et stort VE-anlæg, fylder uvished over fremtiden. Er det lyden af klingende mønt eller blot støj fra naboen, der kommer fra vindmøllerne? Ligner solcelleparkerne noget fra et industrikvarter, eller er det blot en populær og profitabel afgrøde på marken? Der er stor forskel på at have investeret i sådan et anlæg og/eller at have lagt jord til eller blot være nabo hertil.

Nyetablerede solcelleparker er i dag i gennemsnitlig størrelsesorden af ca. 50 hektar (500.000 m2), mens det er blevet mere almindeligt, at vindmøller har en højde af 150 meter. I den høje ende finder vi Solpark Kassø solcellepark på 340 hektar (3.400.000 m2) og Sdr. Bork Vindpark med fem 180 meter høje vindmøller. Produktionen herfra er høj, men sådanne anlæg syner i landskabet.

Dilemmaet består i, at den, der får det positive udbytte af et stort vedvarende energianlæg, ikke er den samme, der skal acceptere de negative konsekvenser. For vindmøller og solcelleparker omfatter generne støj, forringelse af udsigt, lysforurening og skyggekast, samtidig med at muligheden for at færdes i omgivelserne måske ændres – alt sammen noget, der kan medføre værditab af ens ejendom og måske endda få gode naboer til at flytte. Nogle boligejere oplever det som at have tabt i det store lotteri om personlig frihed og livskvalitet.

Politisk ligger der en tydelig retning: Danskerne skal acceptere flere store og nære vindmøller og solcelleparker. Men hvor er forbrugernes og naboernes incitament til at acceptere de store ændringer i omgivelserne?

Disse negative konsekvenser får ofte de nærmeste naboer til at protestere mod projektet – også selv om de pågældende generelt er positivt stemte for vedvarende energi. Fænomenet kaldes NIMBY – Not In My BackYard (ikke i min baghave) – og anses af mange for den primære barriere for at fremme landbaserede VE-anlæg i stor skala. Så når ministeren har en ambition om, at 80 procent af danskerne skal kunne se sig selv i den grønne omstilling, gælder det så også de danskere, der får et stort solcelleanlæg i en højde af 3,5 meter i baghaven, eller som ved tilkørslen til deres ejendom skal køre gennem mange hektar solceller?

Vind- og solcelleparker er allerede underlagt en række retlige regler. Spørgsmålet er, hvordan den retlige ramme kan understøtte, sikre og fremme lokal accept gennem gennemsigtige incitamentsstrukturer? Er de eksisterende ordninger tilstrækkelige?

Dansk lovgivning indeholder forskellige ordninger. Det drejer sig bl.a. om muligheden for at få erstatning for et evt. værditab på beboelsesdelen (værditabsordning). Er der et værditab, giver salgsoptionsordningen tillige mulighed for at pålægge opstiller at overtage hele den matrikel, som beboelsesejendommen ligger på, forudsat at denne ligger inden for 200 meter fra solcelleparken eller inden for seks gange møllehøjden.

Hvor der tidligere var en særlig mulighed for at købe en andel af en VE-park, er der nu for VE-anlæg, der har fået en byggetilladelse efter den 1. juni 2020, indført en VE-bonusordning. Denne er rettet mod beboerne af beboelsesejendomme beliggende i en afstand af op til otte gange møllehøjden eller 200 meter fra nærmeste solcelleanlæg. Ordningen omfatter også lejere. VE-bonusordningen indebærer en årlig skattefri udbetaling svarende til en del af anlæggets kapacitet i hele anlæggets levetid.

For de nyeste anlæg kan hver husstand i gennemsnit forvente en årlig udbetaling på ca. 2.500 kr. for solceller og ca. 6.500 kr. for vindmøller. Hvor effektivt som incitament denne bonus er, ved vi ikke. Ville incitamentet være kraftigere, hvis der blev givet direkte mulighed for at få billigere eller måske gratis strøm? Ville det så blive attraktivt at bo i nærheden af et anlæg?

For værditabsordningen og salgsoptionsordningen er der ingen automatik i udbetalingen af erstatning til naboer til VE-anlæg. Enten skal naboerne selv forhandle det på plads med opstilleren, som evt. går i dialog med naboerne, eller også må de anmelde det til en særlig offentlig myndighed. I kraft af, at der fastsættes en erstatning for værditabet, minder ordningen mere om ekspropriation end om almindelig naboret. Der er dog den forskel i forhold til ekspropriation, at der kun kan eksproprieres, hvis det er i almenvellets interesse. Almenvellets interesse bliver ikke prøvet i en værditabssag.

For årtier tilbage blev vindmøller ofte rejst på andelsbasis. De fleste projekter med sol- og vindparker etableres i dag af store professionelle aktører uden lokalt ejerskab. I dag åbner lovgivningen dog muligheder for forskellige former for energifællesskaber, uden at det dog synes at være blevet den store succes. Måske fordi der i øjeblikket er betydelige barrierer for at etablere energifællesskaber på en rentabel måde. Etableringsomkostninger og skatter begrænser incitamentet betydeligt.

Det er nødvendigt at overveje muligheder for at gøre naboer til medejere af store VE-anlæg. Også andelsselskaber inden for f.eks. fjernvarme repræsenterer en form for forbrugermedejerskab. Især hvis fjernvarmeanlægget kan aftage elektricitet til eget forbrug, vil deres medejerskab være relevant.

Vil et lokalt medejerskab skabe et solidt fundament for reel lokal accept? Der er ingen tvivl om det politiske ønske med hensyn til udbygningen med vind- og solenergi, men er naboerne til de eksisterende og kommende anlæg blevet spurgt om, hvad der skal til for at opnå deres accept?

Kronikken er bragt i Jysk Fynske Medier i Erhverv+, torsdag den 5. oktober 2023.

Kronikken er bragt i Erhverv+

Læs den på erhvervplus.dk

Redaktionen afsluttet: 05.10.2023