Lad os ikke frygte indvandringen

Kronik af Frederik Harhoff, professor emeritus, dr.jur., Juridisk Institut, SDU, Odense og fhv. dommer v/ FN´s Krigsforbryderdomstol for Ex-Jugoslavien

Den seneste tids mediedebat om kvoteflygtninge, integration, indvandrere og senest hjemtagningen af de danske kvinder og deres børn fra kurdiske fangelejre i det nordøstlige Syrien har lært os en del om vores måde at opfatte omverdenen på. Sagen er nemlig, at det ikke står helt så skidt til med integrationen, som mange umiddelbart tror. Mange ikke-vestlige indvandrere er efter sigende ikke ordentligt integreret, men debatten skal naturligvis føres på grundlag af fakta.

Lad os derfor se på nogle af de fakta, der er tilgængelige i Udlændinge- og Integrationsministeriets eget materiale og andre databaser.

Ser vi eksempelvis på beskæftigelsesfrekvensen fra 1981 til 2019 for personer i alderen 16-64 år med ikke-vestlig baggrund, viser det sig, at 56,4 procent var i arbejde ved udgangen af 2019 - sammenlignet med 77,3 procent blandt danskere.

Det afgørende ved denne sammenligning er imidlertid ikke, at der er relativ stor forskel i beskæftigelsen mellem de to grupper, men derimod at kurven for de ikke-vestlige udlændinges beskæftigelsesfrekvens gennem de forudgående fem år er steget langt kraftigere sammenlignet med danskerne. Fra 2013-2018 således 6,7 procent for de ikke-vestlige indvandrere mod 3,5 procent for danskernes vedkommende.

Et andet eksempel er uddannelsesniveauet for 25-39-årige med en gennemført kompetencegivende dansk uddannelse for hhv. mænd og kvinder med ikke-vestlig baggrund, sammenlignet med danskere.

Også her viser det sig, at indvandrerne med ikke-vestlig baggrund har en højere vækstrate end danskerne. I 2008 havde 71 procent af danske mænd i denne aldersgruppe en kompetencegivende uddannelse, sammenlignet med kun 35 procent blandt mandlige indvandrere med ikkevestlig baggrund. I 2019 var disse tal steget til 73 procent for danske mænd, men til 49 procent for mandlige ikke-vestlige indvandrere - altså en stigning på 14 procent - sammenlignet med en stigning på blot to procent for danskerne.

For kvinderne i denne aldersgruppe var tallene i 2008 på hhv. 75 procent for danskerne og 46 procent for de ikke-vestlige kvinder i Danmark. 11 år senere var tallene hhv. 80 og 67 procent, svarende til en stigning for danskerne på 5 procent sammenlignet med en stigning blandt de ikkevestlige kvinder på 21 procent.

Samme mønster kan aflæses for personer i samme aldersgruppe, der har gennemført en videregående uddannelse. Her viser tallene hhv. 36 procent for danske mænd i 2008 og 19 for de ikke- vestlige mænd, mens disse tal i 2019 var steget til 44 procent for danske mænd og 32 procent for de ikke-vestlige mænd, altså en stigning for danskerne på 8 procent sammenlignet med 13 procent for de andre.

Ser man på antallet af kvinder i Danmark i alderen 16-24, der var i gang med en uddannelse eller i beskæftigelse i 2014, viser tallene, at vietnamesiske kvinder lå højst med 93 procent, mens hhv. 90, 89 og 73 procent af kvinder fra Bosnien, Afghanistan og Libanon var under uddannelse eller i arbejde, sammenlignet med 86 procent af de danske kvinder i samme aldersgruppe.

Der er med andre ord ingen faktuelle forhold, der tyder på, at vores ikke-vestlige indvandrere eller deres efterkommere generelt gør sig mindre umage for at komme frem og blive integreret i det danske samfund, end vi danskere selv gør – tværtimod.

Hvad er så årsagerne til den uro, vi stadig føler, ved tilstrømningen af de mange udlændinge i Danmark?

For det første er den vestlige kultur gennem de sidste årtier under indtryk af nyliberalismen blevet mere og mere individualiseret, i den forstand at hvert enkelt individ nu i højere grad end tidligere ser sig selv som ansvarlig for sin egen lykke og med meget få begrænsninger i evnen til at udfolde sig. Den respekt for solidaritet, fællesskab og hensyntagen til andre, som folk i min generation (måske) kan huske fra vores barndom, er væk - også på internationalt plan, jf. fx ”America First-doktrinen” i USA.

For det andet trækker vi os gerne ind i os selv, når vi bliver bange for at miste, og mange føler givetvis, at vi risikerer at miste vores nationale identitet, når vi bliver ”løbet over ende” af fremmede, der gerne vil præge Danmark i deres retning. Jeg kan ikke helt afvise denne risiko, men vil dog minde om den kolossale betydning, som indvandringen til Danmark har haft gennem tiderne for vort land i næsten alle henseender: videnskab, kunst, arkitektur, teater, fysik, litteratur, industri, økonomi, administration etc. Den danske folkesjæl skal nok bestå, selvom vi modtager mange indvandrere med ikke-vestlig baggrund.

Endelig vil jeg for det tredje pege på betydningen af den dommedagsangst, der fremkaldes af de mange oplysninger om verdens undergang i form af miljøkatastrofer, klimaforværringer, global opvarmning, ødelæggelse af biodiversiteten m.v. Disse er unægteligt frygtindgydende; fremmed indvandring skyldes i høj grad forringelserne i klodens tilstand, men det forhindrer vi ikke ved at lukke fremmede ude. Der er i hvert fald god grund til at tage med i betragtning, at det faktisk går rigtig godt med verdens udvikling i en lang række andre henseender:

Befolkningstilvæksten falder i hastighed, en stedse større andel af jordens befolkning kan i dag læse og skrive, antallet af personer der lever i ekstrem fattigdom er faldende, færre mennesker dør i dag af malaria, tyfus og kolera, sundhedstilstanden stiger globalt set osv.

Kort sagt: Lad os ikke frygte indvandringen udefra, men i stedet tage godt imod dem, der kommer hertil og prøve at finde frem til, hvad de kan bidrage med, og hvordan de kan udfylde de huller i arbejdskraften herhjemme, der allerede nu er ved at vise sig.

Kronikken er bragt i Jysk Fynske Medier i tillægget Erhverv+ torsdag den 12. august 2021.