En ny geopolitisk normalitet for virksomheder

Af Anna Vlasiuk Nibe, ph.d.-studerende, og Christilla Roederer-Rynning, professor mso i komparativ europæisk politik, Center for Grænseregionsforskning, Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet.

Med den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 begyndte den største krig i Europa siden anden verdenskrig. Det blev fra starten en stor prøvelse for vestlig magt, integritet og fællesskab. De fleste vestlige regeringer har svaret med økonomiske og politiske sanktioner mod Rusland, militær og økonomisk støtte til Ukraine samt styrkelse af egen sikkerhedspolitik.

De vestlige samfund har udvist støtte til Ukraine gennem offentlige demonstrationer, stor mediedækning og aktiviteter på sociale medier. Mange vestlige multinationale virksomheder er blevet presset til at trække deres forretninger ud af Rusland.

Længe før invasionen havde virksomhederne forstået betydningen af ”virksomhedsansvar” og var begyndt at positionere sig som ansvarlige aktører, der ikke kun tænkte i økonomiske interesser, men også søgte at fremme samfundsmæssig trivsel. Efter 24. februar er dette koncept blevet testet, for hvordan skal virksomhedernes sociale ansvar defineres i det krigshærgede Ukraine? Og hvad er den rette blanding af økonomi, samfundsmæssig og politisk rationalitet, der skal guide deres forretninger?

Mange ser negativt på at opretholde forretninger i Rusland, da det er med til at finansiere den russiske krigsmaskine og giver den russiske befolkning mulighed for at nyde de vestlige fordele uden at tage ansvar for deres regerings forbrydelser i Ukraine. Samtidig vil det for nogen have alvorlige økonomiske konsekvenser at trække sig ud af Rusland.

De multinationale virksomheders modsvar er interessant, idet det viser, hvordan geopolitik helt og aldeles har inviteret sig selv ind i forretningslivet. Vi observerer tre former for reaktioner: fuldstændig tilbagetrækning fra Rusland, delvis afkobling fra det russiske marked og at fortsætte som hidtil.

Rigtig mange virksomheder har annonceret deres tilbagetrækning fra Rusland. Dette var også tilfældet for selskabet BP, der allerede 27. februar annoncerede, at det planlagde at trække sin indsats på næsten 20 procent i russiske Rosneft og suspendere deres samarbejde. Også Shell annoncerede planer om at trække sig ud af Rusland og stoppe samarbejdet med Gazprom, hvilket inkluderer engagementet i Nord Stream 2-gasrørledningen.

Danfoss, Ikea og Nokia har også trukket alle deres forretninger fuldstændig ud af Rusland. Elon Musks SpaceX har endda sendt Starlink-satellitter med internetadgang til Ukraine.

Andre virksomheder har valgt at tage delvise skridt. For eksempel har føde- og drikkevareproducenterne Mondelez og Danone stoppet nye aktiviteter, men sælger fortsat deres produkter i Rusland. Sidst, men ikke mindst, har nogle virksomheder valgt at fortsætte deres sædvanlige forretninger i Rusland som f.eks. supermarkedskæden Auchan-retail og modehuset Lacoste (Pr. 12. september 2022 iflg. Chief Executive Leadership Institute, Yale School of Management, hjemmeside, sporing af virksomheders reaktion på krigen i Ukraine).

Hvorfor har disse multinationale virksomheder valgt en så forskellig reaktion? Hvad motiverede dem? Hvordan blev disse strategier påvirket af usikkerheden, regeringspolitik og presset fra samfundet? Og hvad er omkostningerne for disse strategier på både kort og lidt længere sigt?

Det er de spørgsmål, som forskerne nu skal kigge på, men vi har allerede indikationer på, hvad de langsomt reagerende udsætter sig selv for. Den danske skofabrikant ECCO’s beslutning om at beholde butikkerne i Rusland gik ikke ubemærket hen. Flere af de største danske detailvirksomheder og webshops har stoppet salget af ECCO-produkter og valgt ikke at lægge nye ordre hos firmaet (Reuters, 22. april 2022). Civilsamfundet følger virksomhedernes reaktioner på krigen tæt.

Krigen i Ukraine er ikke kun ”et dårligt moment” for virksomhederne. Den afslører og understøtter andre udviklinger i den globale politiske økonomi, der har kastet et tvetydigt lys på foreign direct investment (FDI). I årtier efter anden verdenskrig blev FDI generelt opfattet som godt for økonomien og den sociale velfærd. De vestlige regeringer arbejdede på at skabe en favorabel lovgivning og ”åbne” økonomiske grænser for penges bevægelighed. Virksomheder udvidede deres oversøiske forretninger og etablerede omfattende produktionsværdikæder på tværs af grænser. Hvorimod der over de sidste to årtier har været et stigende samfundsmæssigt pres, og forandringer i globale magtbalancer har givet grobund for et meget mindre liberalt miljø.

På den ene side har samfundene engageret sig i politikker på områder som udenlandsk handel og investeringer. Siden sidst i 1990’erne, hvor aktivister protesterede mod millenniumrunden i GATT, er befolkningen blevet mere opmærksomme på især multinationale virksomheders aktiviteter og har udvist bekymring over konsekvenserne af FDI. Internt er FDI nogle gange blevet mistænkeliggjort på grund af den negative holdning til en investors hjemland eller frygten for, at udenlandsk kontrol kan påvirke arbejdernes rettigheder. Samtidig har investeringerne og virksomhedernes udenlandske aktiviteter udadtil været underlagt offentlig granskning som følge af bekymringer for virksomhedernes brug af børnearbejde og dårlige arbejdsvilkår for de ansatte i tredjeverdenslande.

På den anden side er politikerne selv blevet mere realistiske omkring det åbne marked – ”Vi er ikke naive”, som kommissionspræsident Junker udtrykte det i 2017 i sin State of the Union Address. Kinas fremgang og stigning i landets FDI i vesten i starten af 2010’erne, især inden for informationsteknologi, fangede de vestlige regeringers opmærksomhed.

Politikerne blev bekymret for konsekvenserne af investeringerne fra geopolitisk ”uvenlige” lande. De har opdaget, at kinesiske FDI i Europa spiller efter regler, der er meget mere lemfældige end EU’s konkurrencelovgivning. De frygter, at udenlandske investorer vil være i stand til at overføre følsomme teknologier til udlandet, udnytte situationer med politisk afhængighed og styrke spionage, hvis det lykkes dem at opnå kontrol over strategiske økonomiske sektorer. Disse overvejelser har ført til, at Europa har begrænset det udenlandske investeringsflow af sikkerhedsmæssige årsager. I kølvandet på flere vestlige lande vedtog EU i 2019 den første tværeuropæiske investeringsscreeningsstruktur.

Med den russiske invasion af Ukraine står skriften på væggen. Der er ingen tvivl om, at virksomheder skal navigere i en verden, der er karakteriseret af en usikker blanding af samfundsmæssige forventninger, økonomisk interdependens, nationalstatens betydning og den tilknyttede geopolitik.

Vi må forvente, at de næste mange år formes af de følgende tendenser: 1) øget brug af kommercielle politikker som sikkerhedspolitiske instrumenter med mere regeringskontrol over indkommende FDI og forretningsaktiviteter i et større omfang af sektorer, der er klassificeret som strategiske, 2) en afglobalisering af verdensøkonomien fra det globale handels- og investeringsflow med undtagelse af visse markeder, og 3) et mere årvågent samfund, der udøver skarpere granskning af den politiske og forretningsmæssige elite.

For de vestlige virksomheder betyder dette, at de ikke længere kan fortsætte i en verden af åbne markeder og kapløb om profit, men i stedet må de adressere de forskellige og modstridende rationaler i vores tid. De skal overholde de lovmæssige ændringer, inkl. investeringskontrol og indførslen af sanktioner. De skal tilpasse sig de globale markedsændringer, inkl. omlægning af værdikæder og differentiering af driften for at følge energimanglen.

Sidst, men ikke mindst, skal de være strategiske ud over de lovlige og økonomiske bestemmelser. Den russiske invasion har ikke kun udfordret europæisk sikkerhed. Den har truet de fundamentale principper i efterkrigstidens internationale freds- og sikkerhedsorden – suverænitet og ikke-brug af magt – som foreskrevet af FN’s vedtægter. Hverken lokale eller multinationale virksomheder kan tillade sig at ignorere dette.

Uanset om de kan lide det eller ej, skal virksomhederne operere i en ny kold, usikker verden, hvor det økonomiske rum er formet af ikke bare liberale værdier, men også en tilbagekomst af nationalhistorie og af geopolitik baseret på den. Dette er en tidsalder, der tester ideen om ”åbne markeder” og ”virksomhedsansvar”.